Til Bibelselskabet



I Lukasevangeliet kapitel 2,34 står der: “Dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel”. Vi er i en bibelkreds, hvor tolkningen af ordene er lidt forskellige.   --- Min opfattelse er, at det kan tolkes som følger: ”Fald” tolkes, som de mennesker, der ikke tror, at Jesus er den, han er. – De har fravalgt at tro, og ved dette fravalg fortabes de.

”Oprejsning” tolkes, som de mennesker, der tror, at Jesus er den, han er. – De har tilvalgt at tro, og ved dette tilvalg frelses de.

Er ovennævnte tolkning korrekt eller?

M.V.H.

Peter Hougaard



************

Kære Peter Hougaard

Tak for dit spørgsmål ang. tolkningen af Lukasevangeliet kapitel 2,34, den gamle Simeons ord til Maria om, at den spæde Jesus er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel. Du spørger, om man kan tolke fald som fortabelse, fordi man har fravalgt troen, og oprejsning som frelse, fordi man har tilvalgt troen.

Du rejser faktisk flere spørgsmål: Dels om tolkningen af ordene fald og oprejsning. Dels om Lukas mener, man fortabes og frelses ved hhv. at vælge troen fra eller til. Og dels om man kan tale om valg, når man taler om tro.

Lad os begynde med det første

Det græske ord for fald, som Lukas bruger her i kapitel 2, 34, optræder kun ét andet sted i Det Nye Testamente, nemlig i Matthæusevangeliet kapitel 7,27, hvor huset, der er er bygget på sand, styrter sammen, og dets fald er stort. De andre steder i Det Nye Testamente, hvor der på dansk står fald, er det et andet græsk ord, man har oversat sådan.

Til gengæld optræder ordet, der her er oversat oprejsning, mange steder. Det er nemlig det samme ord, som også oversættes opstandelse. Fald er med andre ord det modsatte af opstandelse. Du bruger ordet fortabelse; man kunne også sige død. Men hvad mener Simeon/Lukasevangeliet så med det? Er Jesus bestemt til at bringe død og fortabelse over nogen/noget?

Det fører over i det andet spørgsmål, du rejser: Hvordan fortabes/oprejses man?

Hvis I i jeres bibelkreds er i gang med at læse Lukasevangeliet igennem, så har I allerede læst Marias lovsang, Lukasevangeliet kapitel 1,46-55. Den lovsang er én lang tak for, at Gud vender op og ned på verdens orden. Små bliver store, og mægtige styrtes fra tronen, sultne bliver mætte, og rige får ingenting. Det er et særtræk ved Lukasevangeliet, at det har et meget kritisk syn på penge og magt. Lukas kan rent ud sagt ikke ret godt fordrage rige mennesker. Han lader Jesus blive født i fattigdom (i modsætning til Mattæusevangeliets fødselsberetning), og der er en stor social bevidsthed i Lukasevangeliet. Tænk f.eks. på historien om den rige mand og Lazarus, som kun findes hos Lukas (kapitel 16,19-31). Her er fortabelsen ikke et spørgsmål om ikke at have troet, men om ikke at have handlet efter loven og profeterne, dvs. delt ud af sin rigdom til den fattige.

Det andet sted i Det Nye Testamente, hvor den samme glose for fald bruges, handler om det samme. Matthæusevangeliet kapitel 7, 27 er slutningen på Bjergprædikenen, hvor Jesus siger, at adgang til Himmeriget, det har kun ”den, der gør min himmelske faders vilje” (Matthæusevangeliet kapitel 7, 21). Der tales ikke om tro. Der tales om gerninger.

Eller sagt på en anden måde: De to ting kan ikke skilles ad. Tro er handlinger, både i Lukas- og Mattæusevangeliet. Tro er ikke til indvortes, privat brug, men tro er at handle, gøre de gerninger, den nye lov kræver: Elske fjenden, søge forlig, holde øjnene og tankerne fra andre folks kærester, lade være med at dømme og fordømme osv. Helt enkelt sagt: Tro er at gøre, som Jesus gjorde. Og det ved enhver: Det kan ingen. Og det kan alle. Begge dele.

Og så er vi henne ved det tredje spørgsmål, jeg synes, du rejser: Er tro et spørgsmål om bevidst til- og fravalg?

Nej, det mener jeg ikke, man kan sige. Netop af ovennævnte grund. Hvis tro er at gøre, som Jesus gjorde, så er det både det sværeste og letteste af alt. Prøv at læse Matthæusevangeliet kapitel 25, 31-46 om verdensdommen. Hvad er det, Menneskesønnen dér dømmer på? Det er netop det: Ikke kendskab og bekendelse til Jesus som Guds søn, men om man har gjort, som Jesus gjorde, når han mødte mennesker. Om man har givet den tørstige et glas vand, taget sig af den syge, hilst på den fremmede.  Hvem har aldrig i hele sit liv gjort én af de gerninger? Og hvem har aldrig i sit liv undladt at gøre én af de gerninger? De gerninger kan både en kristen, ateist, asadyrker og muslim gøre og undlade at gøre. Og pointen i Matthæusevangeliet kapitel 25, 31-46 er jo også, at de, der dømmes til fortabelse og de, der dømmes til at tage riget i arv, er lige uvidende om, hvad de har gjort. Hvad de end har valgt, er det ikke det, de dømmes på, men det, som Menneskesønnen har set dem gøre og ikke gøre.

Så pointen må blive: Fald og oprejsning, - begge dele bringer han med sig, den spæde i den gamle Simeons arme. Og han bringer det kun med sig med ét eneste formål, nemlig det som englen har forkyndt få dage før: Glæden skal være for hele folket.

God fornøjelse med den videre bibellæsning,

Venlig hilsen

Margrethe Dahlerup Koch



Margrethe Dahlerup Koch er cand.theol. og præst i Holstebro Valgmenighed. Se hendes andre brevkassesvar

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk