Brevkassen: Er mine muslimske og buddhistiske venner fortabte?

Kære Brevkasse

Jeg har muslimske og buddhistiske venner, som er gode, etiske mennesker. Mener kristendommen, at de er fortabt, fordi de ikke tror på Jesus? Det virker som en meget ekskluderende tanke.

Venlig hilsen
Laura

-------------------------------------------------------------

Kære Laura

Jeg kan godt forstå, at du stiller dig selv dette spørgsmål og jeg synes det er sejt af dig, at du åbner for disse overvejelser og sender spørgsmålet videre til denne brevkasse. Og jeg kan i den grad genkende tankerne, der ligger bag dit spørgsmål, og også genkende at spørgsmålet tager afsæt i, at du har venner, som har en anden tro end dig. 

Jeg vil i mit svar trække tre pointer frem, som for mig at se er væsentlige, for at kunne tænke videre og så vil jeg stille dig tre spørgsmål, som forhåbentlig kan hjælpe dig videre i dine egne overvejelser. For denne slags store spørgsmål, som du stiller, skal der altid løbende tænkes videre over. Man bliver ikke færdig med at tænke over disse, og måske vil du også opleve, at dine tanker vil ændre sig i løbet af dit liv. Det har de i hvert fald gjort for mig.

Tre pointer

1. I kristendommens lange historie har der været sagt og troet rigtig meget forskelligt om fortabelse og frelse. Og også i dag – bare i Danmark – tænkes og tros der rigtig meget forskelligt. Det er for mig at se en naturlig konsekvens af, at kristendommen er en historisk religion – altså at Jesus var på jorden et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt og at dette ikke var en fejl, men et udtryk for, at vi som mennesker altid er præget af sted og tid, og at det er godt sådan; Gud har villet det på denne måde. (Matthæusevangeliet kapitel 2 vers 1 – hvor Jesus fødes et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt.)

   Tendenser til eksklusion og ekskluderende adfærd er slet ikke kristendommens historie fremmed. Men det er ikke det samme, som at vi nu og her ikke kan have en anden ambition og et andet ønske for vores tros karakter og indhold. (Matthæusevangeliet kapitel 12 vers 30 – hvor man er enten imod eller med Jesus. Matthæusevangeliet kapitel 15 vers 21 – hvor en kvinde, som ikke er jødisk som Jesus, opnår helbredelse til sin datter.)

2. Jeg bruger selv et todelt billede for kristendommens tro og praksis, som jeg kalder ”indenrigs-delen” og ”udenrigs-delen”. Indenrigs er der, hvor vi forholder os til egen tro og praksis og egen kirke og fordyber os i de tanker – den teologi, som handler om dette. ”Udenrigs-delen” er der, hvor vi forholder os til de andre religioner og til de andre med anden tro end vores egen. (Lukasevangeliet kapitel 10 vers 25 – hvor vi hører at vi skal gøre ligesom Samaritaneren, altså ham med en anden tro.)

   Og i en dansk sammenhæng så har der ikke været brugt så meget krudt på, at vi som kristne forholder os til den del af vores tro (udenrigs-delen), som handler om hvad vi tænker om de andres tro og de andre konkrete mennesker, som vi lever sammen med. Og derfor er dit spørgsmål også rigtig relevant.

   Om ”udenrigs-delen” kan man sige, at det som kristen er muligt at tro, at vi alle har brug for at undgå fortabelse og at opnå frelse – ikke alene dem med anden tro, men os alle sammen. Det er alene Gud, som kan udvirke frelse. Derfor sætter jeg min lid til at Gud vil udvirke frelse for mig – men jeg beder også om, at det vil være alle mennesker, som dette omfatter. Der er en dyb forståelse af mennesket som syndigt i kristendommen og når jeg står ved siden af mennesker med anden tro, så ser jeg ikke mig selv som frelst og de som fortabte. Det er vedvarende sådan at jeg - og de – er syndere, set med Guds øjne. Og derfor man i fadervor beder om forladelse, om ikke at falde i fristelse og at blive friet fra det onde. (Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 9 – i fadervor beder vi om brød, forladelse, om ikke at falde i fristelse og at fri os fra det onde. Fadervor er den bøn som Jesus lærer disciplene, men hver gang vi beder denne bøn, så må man tænker hvor stort dette ”os” er. Er det alene mig og mine eller også min nabo?)

   Nytestamentlige tekster handler tit om hvordan Jesus forholder sig til mennesker med anden tro. (Matthæusevangeliet kapitel 8 vers 5 – hvor officeren i Kapernaum netop selv forstår at han er udenfor det ”vi” Jesus almindeligvis taler frem.) Og for mig at se, så udtrykker de tekster ikke, at man skal græmme sig over at være sådant et menneske, men tværtimod at Jesus ser disse mennesker som lige så værdifulde, som dem der er omkring ham – inklusive disciplene, som virkelig ikke altid er særligt efterlignelsesværdige.

3. Gud har skabt os som mennesker og han elsker sine skabninger – den skabte verden er jeg sat til at prøve på ikke at ødelægge. Gud er dommer og denne dom er jeg selv og alle andre underlagt. Jeg er ikke sat til at være dommer på Guds vegne. 

Tre spørgsmål til dig

• Hvad tror du – om dig selv?
  Hvordan tænker du om din egen fortabelse og frelse? Er du usikker eller meget overbevist om, hvordan det er? Hvilke sproglige billeder tænker og udtrykker du din tro om fortabelse og frelse i?
   
• Hvad tror du om dine venner?
  Du skriver at dine venner er gode og etiske mennesker. Det er jeg helt sikker på, at du har ret i. Men hvad betyder det egentlig for spørgsmålet? Er de altid det? Er du altid det? Hvilken forskel vil det gøre for dig i din tro og praksis, om du tror det ene eller det andet om dine venner?
   
• Virkeligheden er altings prøve
  Har du talt med dine venner om det spørgsmål du rejser? Hvordan vil du formulere dine tanker og spørgsmål overfor dem? Og hvad tænker de mon om fortabelse og frelse – også om din fortabelse og frelse? Vær nysgerrig og vær varsom i samtalerne. 

Venlig hilsen
Ane Kirstine Brandt

Ane Kirstine Brandt er teolog og generalsekretær for Folkekirke & Religionsmøde. Læs hendes brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.