Kære Brevkasse

I Bibelen er der en række metaforer som Gud sammenlignes med: fader, brudgom, konge, dommer, læge, skaber, hærfører, herre ... De forskellige sammenligninger giver forskellige relationer mellem mennesket og Gud. Men det, at der er så mange mulige relationer, gør det også vanskeligt at danne sig et indre klart billede. Og det er som om, at denne uklarhed er "en del af meningen"? Hvis det er rigtigt, hvad er der så i stedet - en direkte erfaring, ingenting, et luftigt koncept, et billede af en langskægget gammel mand?

Venlig hilsen
Pernille

------------------------------------------------------

Kære Pernille

Tak for dit virkelig gode spørgsmål om Gud og de mange billeder, der bliver brugt om Gud i Bibelen.

Gud er større end vores sprog og fatteevne
Jeg tror, du har fat i noget meget væsentligt, når du spørger, om uklarheden måske er "en del af meningen". For ja, Bibelen taler om Gud med mange billeder: Gud beskrives som fader, konge, hyrde, dommer, læge, skaber, lys, en amme, vintræ og meget mere. Og det er i sig selv interessant. Bibelen giver os ikke ét enkelt billede af Gud, som vi skal låse os fast på. Den giver os et mangfoldigt sprog af billeder.

Det skyldes ikke, at Gud er uklar i betydningen ligegyldig, fjern eller tåget. Det skyldes snarere, at Gud er større end vores sprog og vores menneskelige fatteevne. Når mennesker forsøger at tale om Gud, må vi bruge billeder, erfaringer og relationer fra den verden, vi kender. Vi siger: Gud er som en far. Gud er som en konge. Gud er som en læge. Gud er som en hyrde.

Gud er ikke identisk med nogen af billederne
Men det lille ord "som" er vigtigt. For Gud er ikke identisk med nogen af billederne. Et billede kan fortælle noget sandt uden at fortælle alt.

Det gælder også et meget klassisk billede som faderbilledet. For nogle mennesker kan det være et stærkt og trøstende billede: Gud som den kærlige far, der beskytter, bærer og drager omsorg. For andre kan det samme billede være smertefuldt eller næsten ubrugeligt, fordi ordet "far" er forbundet med svigt, frygt eller fravær. Sådan er det med mange Gudsbilleder. De kan åbne noget for nogle og lukke noget for andre.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke gør ét billede absolut. Når ét billede får lov til at stå alene, risikerer det at blive en afgud. Ikke nødvendigvis en afgud af sten eller træ, men et billede, vi forveksler med Gud selv.

Billederne korrigerer og udvider hinanden
Bibelens mange billeder hjælper os faktisk med at undgå det. De korrigerer og udvider hinanden. Gud er konge, men i Kristus møder vi en konge, der vasker fødder. Gud er dommer, men en barmhjertighed dommer. Gud kaldes fader, men Bibelen rummer også moderlige billeder af Gud, og Jesus kan tale om sig selv som en høne, der samler sine kyllinger under vingerne.

Så hvad er der i stedet for ét klart billede?

Jeg vil ikke sige: ingenting. Og jeg vil heller ikke sige: et luftigt koncept. Jeg vil snarere sige: en levende relation, som ingen enkelt metafor kan rumme.

Gud "er den, der er"
I den bibelske tradition er Gud ikke først og fremmest en figur, vi kan se for os, som en gammel mand med langt skæg. Gud er den, der kalder, skaber, befrier, møder, forstyrrer, trøster og giver liv. Da Moses spørger efter Guds navn, lyder svaret: “Jeg er den, jeg er” (Anden Mosebog kapitel 3 vers 14). Det er et mærkeligt navn. Det peger ikke på et billede, man kan tegne færdigt, men på den levende Gud, som er til stede, og som møder mennesker undervejs.

I Jesus Kristus møder Gud os konkret som et pejlemærke
Som kristen vil jeg samtidig sige, at Gud ikke kun møder os som et åbent mysterium. Gud møder os konkret i Jesus Kristus. Eller sagt på en anden måde: Det store og ubegribelige, som vi har brug for mange billeder for at nærme os, bliver menneskeligt og konkret i Jesus.

Det betyder ikke, at Jesus ophæver alle de bibelske billeders mangfoldighed. Men det betyder, at Jesus bliver det afgørende pejlemærke for, hvordan kristne taler om Gud. Når vi spørger, hvem Gud er, må vi igen og igen se på Jesus: hans barmhjertighed, hans myndighed, hans nærhed til de udstødte, hans vrede over uretfærdighed, hans tilgivelse, hans lidelse og hans opstandelse.

Måske er troens opgave derfor ikke at danne sig ét knivskarpt indre billede af Gud. Måske er opgaven snarere at lære at leve med et rigt og bevægeligt sprog for Gud. Et sprog, hvor vi kan sige: Gud er som en far, men også mere end en far.

Så ja: uklarheden er måske en del af meningen. Ikke fordi Gud er ingenting, men fordi Gud er for levende til at blive reduceret til ét billede.

Bedste hilsner
Christian Peter Heldgaard Bylund

Christian Peter Heldgaard Bylund er cand.theol. og til daglig præst i Tølløse baptistkirke. Se hans brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning. 

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.