Bibelen online

Første Kongebog Kapitel 20

Akabs sejre over aramæerne

Aramæerkongen Ben-Hadad havde samlet hele sin hær, og han blev fulgt af toogtredive konger med heste og vogne. Han drog op og belejrede Samaria og ville gå til angreb på byen. Han sendte bud ind i byen til Israels konge Akab og sagde til ham: »Dette siger Ben-Hadad: Dit sølv og dit guld tilhører mig, og dine smukke hustruer og sønner tilhører mig!« Israels konge svarede: »Som du siger, herre konge: Jeg og alt, hvad jeg ejer, tilhører dig.« Men sendebudene kom igen og sagde: »Dette siger Ben-Hadad: Jeg har sendt bud til dig, at du skal give mig dit sølv og dit guld, dine hustruer og dine sønner. I morgen sender jeg mine tjenere til dig, og de skal gennemsøge dit palads og dine hoffolks huse; alt det, du sætter pris på, skal de beslaglægge og tage med sig.« Da tilkaldte Israels konge alle landets ældste og sagde: »I må da indse, at den mand har ondt i sinde! For da han sendte bud til mig efter mine hustruer og mine sønner, mit sølv og mit guld, nægtede jeg ham intet.« Alle de ældste og hele folket sagde til ham: »Adlyd ham ikke, og giv ikke efter!« Så sagde han til Ben-Hadads sendebud: »Sig til min herre kongen: Alt det, du første gang sendte bud til din tjener om, går jeg med til; men dette her kan jeg ikke gå med til!« Med det svar vendte sendebuddene tilbage. Da sendte Ben-Hadad bud til ham: »Guderne ramme mig igen og igen, hvis der er støv nok i Samaria til, at de folk, jeg har med mig, kan få en håndfuld hver!« Israels konge svarede: »Sig til ham: Den, der spænder bælte, bør ikke prale som den, der kan løsne det!« Ben-Hadad fik denne besked, mens han og de andre konger sad ved et drikkelag i grenhytterne, og han sagde til sine folk: »Gør klar til angreb!« og de gjorde klar til angreb på byen.

Da trådte en profet frem for Israels konge Akab og sagde: »Dette siger Herren: Ser du hele den store hær der? Den vil jeg i dag give i din hånd, så du forstår, at jeg er Herren.« Og da Akab spurgte: »Ved hvis hjælp?« svarede han: »Dette siger Herren: Ved hjælp af guvernørernes folk.« Da han spurgte: »Hvem skal åbne kampen?« svarede profeten: »Det skal du!« Så mønstrede han guvernørernes krigere, 232 mand, og derefter mønstrede han hele hæren, alle israelitterne, 7000 mand. De rykkede ud ved middagstid, mens Ben-Hadad sad og drak sig beruset i grenhytterne sammen med kongerne, de toogtredive konger, der var hans allierede. Guvernørernes folk rykkede først ud, og da man sendte bud til Ben-Hadad og fortalte ham, at der var rykket mænd ud fra Samaria, sagde han: »Er de rykket ud for at overgive sig, så grib dem levende! Er de rykket ud for at slås, så grib dem levende!« Da guvernørernes krigere og hæren, som fulgte efter dem, var rykket ud fra byen, huggede de ned for fode, og aramæerne flygtede, forfulgt af israelitterne. Men aramæerkongen Ben-Hadad undslap med heste og ryttere. Så rykkede Israels konge ud, tog heste og vogne som bytte og tilføjede Aram et stort nederlag.

Men profeten trådte frem for Israels konge og sagde til ham: »Nu skal du ruste dig! Du må indse, hvad du har at gøre, for næste år vil Arams konge drage op mod dig.« Aramæerkongens folk havde sagt til ham: »Deres Gud er en bjerggud, derfor vandt de over os. Men lad os angribe dem på sletten, så skal vi nok vinde over dem. Sådan skal du gøre: Afsæt alle kongerne, og indsæt statholdere i stedet! Stil dernæst lige så stor en hær på benene som den, du mistede, med lige så mange heste og vogne, og lad os så angribe dem på sletten, så skal vi nok vinde over dem.« Han lyttede til deres råd og handlede efter det.

Næste år holdt Ben-Hadad mønstring over aramæerne og drog op til Afek til kamp mod Israel. Da israelitterne også var blevet mønstret og havde provianteret, rykkede de ud mod dem. Israelitterne slog lejr lige over for dem, og de så ud som et par gedeflokke, mens aramæerne fyldte landskabet. Da trådte gudsmanden frem for Israels konge og sagde: »Dette siger Herren: Fordi aramæerne har sagt, at Herren er en bjerggud og ikke en slettegud, vil jeg give hele denne store hær i din hånd, så I forstår, at jeg er Herren.« I syv dage lå de i lejr over for hinanden, men på den syvende dag kom det til kamp. Israelitterne huggede aramæerne ned, hundrede tusind mand fodfolk på én dag. De, der var tilbage, flygtede til Afek, men da de var kommet ind i byen, styrtede muren sammen over de syvogtyve tusind mand, der var tilbage, hvorimod Ben-Hadad på sin flugt var nået ind i byen, i det inderste kammer.

Hans folk sagde til ham: »Vi har hørt, at Israels konger er milde konger. Lad os lægge sæk om lænderne og reb om halsen og gå ud til Israels konge. Måske vil han skåne dit liv.« Så bandt de sæk om lænderne og reb om halsen og kom hen til Israels konge og sagde: »Din tjener Ben-Hadad siger: Skån mit liv!« Han svarede: »Lever han endnu? Han er min broder!« Det tog mændene som et godt tegn, og de tog ham straks på ordet og sagde: »Ja, Ben-Hadad er din broder!« Derpå sagde han: »Gå hen og hent ham!« Så kom Ben-Hadad ud til ham, og han lod ham komme op i vognen. Ben-Hadad sagde da til ham: »De byer, som min far erobrede fra din far, giver jeg tilbage, og du kan anlægge dig basargader i Damaskus, ligesom min far gjorde i Samaria.« Akab svarede: »På de vilkår giver jeg dig friheden!« Så sluttede han pagt med ham og gav ham fri.

En af profeterne sagde på Herrens befaling til sin ven: »Slå mig!« Men da manden vægrede sig ved at slå ham, sagde han til ham: »Fordi du ikke adlød Herren, skal en løve dræbe dig, når du går fra mig.« Og da han forlod ham, mødte han en løve, som dræbte ham. Så traf han en anden mand og sagde: »Slå mig!« Og manden slog ham og sårede ham. Derpå gik profeten hen og stillede sig på den vej, hvor kongen skulle komme. Han havde gjort sig ukendelig med et bind for øjnene. Da kongen kom forbi, råbte profeten til ham: »Din tjener gik med ud i kampen. Da kom der én hen til mig med en mand og sagde: Hold øje med denne mand. Bliver han meldt savnet, skal du bøde med dit liv for hans liv eller betale en talent sølv. Da nu din tjener havde travlt med det ene og det andet, var manden pludselig væk.« Da sagde Israels konge til ham: »Du har selv fældet din dom.« Da han hurtigt tog bindet fra øjnene, genkendte Israels konge ham som en af profeterne. Men han sagde til kongen: »Dette siger Herren: Fordi du gav den mand friheden, som jeg havde lagt band på, skal du bøde med dit liv for hans liv og med dit folk for hans folk.« Så drog Israels konge hjem, ærgerlig og vred, og han kom til Samaria.

Krydshenvisning:

2 Mos 7,5

Krydshenvisning:

1 Kong 22,25

Krydshenvisning:

1 Kong 13,24

Krydshenvisning:

2 Kong 10,24

Krydshenvisning:

2 Sam 12,7