Bibelen online

Første Kongebog Kapitel 13

Gudsmanden fra Juda og profeten fra Betel

Nu kom der på Herrens befaling en gudsmand fra Juda til Betel, mens Jeroboam stod på alteret for at tænde offerild. På Herrens befaling råbte han mod alteret: »Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.« Samtidig gav han et varsel, idet han sagde: »Dette er varslet om, at Herren har talt: Alteret skal revne, og fedtasken på det skal sive ud.« Da kongen hørte de ord, som gudsmanden råbte mod alteret i Betel, rakte Jeroboam sin hånd ud oppe fra alteret og sagde: »Grib ham!« Men hånden, som han rakte ud mod ham, visnede, så han ikke kunne trække den til sig igen. Alteret revnede, og fedtasken sivede ud fra alteret, efter det varsel, gudsmanden havde givet på Herrens befaling. Da sagde kongen til gudsmanden: »Formild dog Herren din Gud, og gå i forbøn for mig, så jeg kan trække min hånd til mig!« Så formildede gudsmanden Herren, så kongen kunne trække sin hånd til sig; den var igen som før. Kongen sagde så til gudsmanden: »Kom med hjem, og styrk dig lidt, så vil jeg give dig en gave.« Men gudsmanden svarede kongen: »Om du så giver mig halvdelen af dit hus, vil jeg ikke gå med dig, og jeg vil hverken spise eller drikke her på stedet, for sådan lød Herrens befaling: Du må hverken spise eller drikke, og du må ikke vende tilbage ad den vej, du kom.« Han gik en anden vej og vendte ikke tilbage ad den vej, han var kommet til Betel.

Nu boede der en gammel profet i Betel, og hans sønner kom og fortalte ham alt det, gudsmanden havde gjort den dag i Betel, og de fortalte deres far de ord, han havde talt til kongen. Deres far spurgte dem, hvilken vej han var gået, og hans sønner viste ham den vej, gudsmanden fra Juda var gået. Så sagde han til sine sønner: »Sadl mit æsel!« Da de havde gjort det, satte han sig op på det og red efter gudsmanden. Han fandt ham, siddende under et egetræ, og spurgte ham: »Er du den gudsmand, der kom fra Juda?« og da han svarede ja, sagde han til ham: »Kom med mig hjem og spis!« Men han svarede: »Jeg kan ikke vende om og gå med dig, og her på stedet kan jeg hverken spise eller drikke sammen med dig. For Herrens befaling lød: Du må hverken spise eller drikke dér, og du må ikke vende tilbage ad den vej, du kom.« Men han sagde til ham: »Også jeg er en profet ligesom du, og en engel sagde på Herrens befaling til mig: Få ham med tilbage til dit hus, så han kan spise og drikke.« Sådan løj han for ham! Han vendte så tilbage sammen med ham og spiste og drak i hans hus. Men mens de sad ved bordet, kom Herrens ord til profeten, som havde fået ham med tilbage, og han råbte til gudsmanden fra Juda: »Dette siger Herren: Fordi du trodsede Herrens ord og ikke adlød den befaling, som Herren din Gud gav dig, men vendte tilbage og nu sidder og spiser og drikker på det sted, hvor han sagde, du hverken måtte spise eller drikke, skal dit lig ikke komme i dine fædres grav.« Da han havde spist og drukket, sadlede den gamle profet æslet til profeten, som han havde fået med tilbage. Han drog så af sted, men på vejen mødte han en løve, som dræbte ham. Hans lig lå slængt hen på vejen; æslet og løven stod på hver sin side af liget. Nogle forbipasserende mænd så liget ligge slængt hen på vejen og løven stå ved siden af liget. De kom til byen, hvor den gamle profet boede, og fortalte om det. Da profeten, som havde fået ham med tilbage, hørte det, sagde han: »Det er den gudsmand, som trodsede Herrens befaling. Herren har givet ham i løvens vold, og den har revet ham ihjel efter det ord, Herren havde talt til ham.« Så sagde han til sine sønner: »Sadl mit æsel!« Da de havde gjort det, red han af sted og fandt liget slængt hen på vejen, og æslet og løven ved siden af liget. Løven havde ikke ædt liget og ikke revet æslet ihjel. Profeten løftede gudsmandens lig op, lagde det på æslet og bragte det tilbage, og han kom til sin by for at holde ligklage og begrave ham. Han lagde liget i sin egen grav, og de holdt ligklage over ham: »Ak og ve, min broder!« Da han havde begravet ham, sagde han til sine sønner: »Når jeg dør, skal I begrave mig i den grav, hvor gudsmanden er begravet; ved hans ben skal I lægge mine ben. For det ord, han på Herrens befaling råbte mod alteret i Betel og mod alle offerhøjstemplerne i Samarias byer, skal blive til virkelighed.«

Heller ikke efter denne begivenhed vendte Jeroboam om fra sin onde vej. Han fortsatte med at udpege offerhøjspræster af folket selv; alle, der ønskede det, indsatte han til offerhøjspræster. Det blev til synd for Jeroboams hus, så det måtte tilintetgøres og udslettes fra jordens overflade.

Krydshenvisning:

2 Kong 23,16 23,20

Krydshenvisning:

2 Mos 8,4

Krydshenvisning:

1 Kong 20,36

Krydshenvisning:

Jer 22,18

Krydshenvisning:

2 Kong 23,15-18

Krydshenvisning:

1 Kong 12,31

2 Mos 28,41