Bibelen online

Første Mosebog Kapitel 42

Josefs brødre i Egypten

Da Jakob fik at vide, at der var korn til salg i Egypten, sagde han til sine sønner: »Hvorfor står I og ser på hinanden?« Og han fortsatte: »Jeg har hørt, at der er korn til salg i Egypten. Tag derned, og køb noget, så vi kan leve og ikke dø.« Så tog Josefs ti brødre ned for at købe korn i Egypten; men Josefs bror Benjamin lod Jakob ikke tage med brødrene, for han var bange for, at der skulle tilstøde ham en ulykke.

Israels sønner kom sammen med mange andre for at købe korn, for der var hungersnød i Kana'an. Josef var landets hersker, og det var ham, der solgte korn til hele landets befolkning. Nu kom Josefs brødre og kastede sig til jorden for ham. Da Josef så sine brødre, genkendte han dem, men han lod, som om han ikke kendte dem, og talte hårdt til dem: »Hvor kommer I fra?« spurgte han, og de svarede: »Vi kommer fra Kana'an for at købe korn.«

Josef genkendte sine brødre, men de genkendte ikke ham, og han kom i tanker om de drømme, han havde haft om dem. Han sagde til dem: »I er spioner; I er kommet for at se, hvor landet er svagt.« Men de svarede ham: »Nej, herre, dine tjenere er kommet for at købe korn. Vi er alle sønner af én og samme mand. Vi er ærlige folk, vi har aldrig været spioner, herre!« Men han sagde til dem: »Jo! I er kommet for at se, hvor landet er svagt!« De svarede: »Vi var tolv brødre, herre, sønner af én og samme mand i Kana'an. Den yngste er for øjeblikket hos vores far, og én lever ikke mere.« Men Josef sagde til dem: »Det er, som jeg siger: I er spioner! Men sådan vil jeg sætte jer på prøve: Hvis ikke jeres yngste bror kommer herned, skal I aldrig slippe herfra, så sandt Farao lever! En af jer skal rejse hjem efter jeres bror, mens I andre skal sidde indespærret; så skal det vise sig, om I taler sandt. Hvis ikke, så er I spioner, så sandt Farao lever!« Og han holdt dem i forvaring i tre dage.

Den tredje dag sagde Josef til dem: »Dette skal I gøre, hvis I vil beholde livet. Jeg frygter Gud! Lad mig se, om I er ærlige. En af jer brødre skal sidde indespærret, hvor I sad i forvaring; I andre skal tage af sted og bringe korn hjem til jeres sultende familier. Kommer I så til mig med jeres yngste bror, står jeres ord til troende, og I skal ikke dø.« Og sådan blev det.

De sagde til hinanden: »Vi bliver straffet på grund af vores bror. Vi så, hvor ulykkelig han var, da han bad os om nåde, men vi ville ikke høre på ham. Derfor er denne ulykke kommet over os.« Og Ruben sagde til dem: »Sagde jeg ikke til jer, at I ikke måtte begå den synd mod drengen, men I ville ikke høre. Nu bliver der krævet hævn for hans blod.« Men de vidste ikke, at Josef forstod, hvad de sagde, for der blev brugt tolk. Han vendte sig bort fra dem og græd, men kom så tilbage til dem og talte med dem. Så tog han Simeon ud af flokken og spærrede ham inde for øjnene af dem. Derefter gav Josef ordre til at fylde deres sække med korn, lægge pengene tilbage i hver enkelts sæk og give dem proviant med. Det skete, og så læssede de kornet på deres æsler og tog af sted.

Da nu en af dem åbnede sin sæk for at give sit æsel foder i herberget, opdagede han sine penge øverst i sækken. Han sagde til sine brødre: »Mine penge er kommet tilbage; de ligger i min sæk!« Da sank hjertet i livet på dem, og de så forfærdede på hinanden. »Hvad har Gud dog gjort mod os?« sagde de.

Da de kom hjem til deres far Jakob i Kana'an, fortalte de ham alt, hvad der var sket dem: »Den mand, der er herre i landet, talte hårdt til os og beskyldte os for at udspionere landet. Men vi sagde til ham: Vi er ærlige folk; vi er ikke spioner. Vi var tolv brødre, sønner af én og samme far. Den ene lever ikke mere, og den yngste er for øjeblikket hos vores far i Kana'an. Men den mand, der er herre i landet, sagde til os: Sådan kan jeg vide, om I er ærlige folk: I skal lade en af jer blive tilbage hos mig, og så skal I tage korn med til jeres sultende familier og tage af sted. Kom så til mig med jeres yngste bror, så jeg kan vide, at I ikke er spioner, men ærlige folk. Så vil jeg give jer jeres bror tilbage, og I kan drage frit omkring i landet.«

Da de nu tømte deres sække, fandt hver især sin pengepung i sækken, og da de og deres far så pungene, blev de bange. Deres far Jakob sagde til dem: »I gør mig barnløs! Josef er borte, Simeon er borte, og nu tager I Benjamin. Det er mig, det hele rammer!« Men Ruben sagde til sin far: »Du må dræbe begge mine sønner, hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig. Overlad ham i min varetægt; jeg skal nok bringe ham tilbage til dig.« Men han svarede: »Min søn skal ikke tage med jer derned, for hans bror er død, og han alene er tilbage. Hvis der tilstøder ham en ulykke på jeres rejse, bringer I mig gamle mand ned i dødsriget med sorg.«

Krydshenvisning:

ApG 7,12

Krydshenvisning:

ApG 7,12

Krydshenvisning:

1 Mos 37,5-9

Krydshenvisning:

1 Mos 37,21-22