Bibelen online

Første Samuelsbog Kapitel 20

David flygtede nu fra Najot i Rama. Han kom til Jonatan og sagde: »Hvad har jeg gjort? Hvad er min forbrydelse og min synd mod din far, siden han stræber mig efter livet?« Han svarede: »Der er ikke tale om, at du skal dø! Min far foretager sig ikke noget, uden at han lader mig det vide. Hvorfor skulle min far så skjule dette for mig? Der er ikke noget om det.« Men David svor: »Din far ved godt, at jeg har vundet din velvilje, og han tænker: Jonatan skal ikke have det at vide, for at han ikke skal blive bedrøvet. Men så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Der er kun et skridt mellem mig og døden!« Jonatan spurgte David: »Hvad mener du selv, at jeg kan gøre for dig?« David svarede Jonatan: »I morgen er det nymånedag, og så skal jeg sidde til bords med kongen. Kan du ikke give mig fri til at tage af sted, så jeg kan holde mig skjult ude i marken indtil i overmorgen aften? Hvis din far så savner mig, skal du sige: David bad mig om lov til at skynde sig hjem til sin by Betlehem, for hele hans familie holder det årlige slagtoffer dér. Hvis han siger: ›Godt!‹ så kan jeg være rolig, herre. Men hvis han farer op i vrede, må du være klar over, at han er besluttet på min ulykke. Vær trofast mod mig, herre, for du har indgået en pagt med din tjener for Herrens ansigt. Men er der skyld hos mig, så slå mig ihjel! Til din far må du ikke føre mig.« Jonatan svarede: »Ikke tale om! Får jeg at vide, at min far er besluttet på din ulykke, skal jeg nok fortælle dig det.« »Hvem kan fortælle mig, om din far giver dig et uforsonligt svar?« spurgte David, og Jonatan svarede: »Kom, lad os gå ud i marken.« Så gik de begge to ud i marken. Derude sagde Jonatan til David: »Ved Herren, Israels Gud: I morgen eller overmorgen skal jeg have fundet ud af min fars hensigter, og så vil det vise sig, at David er uden for fare. Ellers vil jeg sende bud til dig og lade dig det vide. Herren ramme Jonatan igen og igen, hvis ikke jeg lader dig vide, om min far har i sinde at bringe ulykke over dig. I så fald vil jeg sørge for, at du slipper væk, så du kan bringe dig i sikkerhed. Gid Herren så vil være med dig, som han har været med min far. Og gid du vil vise mig en trofasthed som Herrens, hvis jeg da endnu er i live. Men skulle jeg dø, gid du så aldrig vil holde op med at være trofast mod mit hus, heller ikke når Herren udrydder hver eneste af Davids fjender fra jorden.«

Sådan sluttede Jonatan pagt med Davids hus: »Herren skal kræve Davids fjender til regnskab.« Så aflagde Jonatan atter ed på sin kærlighed til ham, for han elskede ham inderligt. Jonatan sagde til ham: »I morgen er det nymånedag; så vil du blive savnet, når din plads står tom. I overmorgen ved aftenstid skal du gå ned og komme til det sted, hvor du skjulte dig den dag, det skete, og sætte dig bag ved ha-Ezel-stenen. Så vil jeg skyde tre pile hen ved siden af den, som om jeg skød til måls. Jeg sender en dreng ud for at finde pilene, og hvis jeg råber til ham: ›Pilene ligger herhenimod, hent dem!‹ så kan du komme frem, for så er du i sikkerhed, og der er intet på færde, så sandt Herren lever. Men råber jeg til knægten: ›Pilene ligger lidt længere fremme,‹ så skynd dig væk, for så vil Herren have dig bort. Men om den aftale, du og jeg har indgået, gælder det, at Herren i evighed er vidne mellem os.« David skjulte sig så ude i marken.

Det blev nymånedag, og kongen satte sig til bords. Kongen sad på sin sædvanlige plads, pladsen ved væggen. Jonatan sad overfor, og Abner sad ved siden af Saul. Davids plads stod tom. Saul sagde ikke noget den dag, for han tænkte: »Der er nok sket ham noget, så han ikke er ren. Nej, han er nok ikke ren.« Men da Davids plads stod tom på nymånefestens anden dag, spurgte Saul sin søn Jonatan: »Hvorfor er Isajs søn hverken i går eller i dag kommet til måltidet?« Jonatan svarede: »David har bedt mig om lov til at tage til Betlehem. Han sagde: ›Giv mig fri, for vores familie holder slagtoffer i byen, og det er min bror, der har givet mig besked om at komme. Hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så lad mig slippe af sted, så jeg kan besøge mine slægtninge.‹ Det er derfor, han ikke er kommet til kongens bord.« Da blev Saul vred på Jonatan og sagde til ham: »Din horeunge! Jeg ved godt, at du holder med Isajs søn til skam for dig selv og for din skøge af en mor. Så længe Isajs søn er i live på jorden, er du og dit kongedømme ikke sikret. Send bud efter ham, for nu skal han dø!« Jonatan svarede sin far Saul: »Hvorfor skal han lide døden? Hvad har han gjort?« Da kastede Saul sit spyd mod ham for at dræbe ham, og så forstod Jonatan, at hans far var besluttet på at slå David ihjel. Han rejste sig fra bordet i glødende vrede, og han spiste intet på nymånefestens anden dag, fordi han var bedrøvet over, at hans far bragte skam over David.

Næste morgen gik Jonatan sammen med en lille dreng ud i marken som aftalt med David. Han sagde til drengen: »Løb hen og find de pile, jeg skyder.« Da drengen var løbet, skød han en pil forbi ham, og da drengen nåede derhen, hvor den pil, Jonatan havde skudt, skulle være, råbte Jonatan efter ham: »Pilen ligger lidt længere fremme.« Og Jonatan råbte efter ham: »Skynd dig! Bliv ikke dér!« Så samlede Jonatans dreng pilen op og kom tilbage til sin herre. Drengen vidste ingenting. Det var kun Jonatan og David, der kendte sammenhængen. Jonatan gav så sine våben til drengen, der var med ham, og sagde til ham: »Gå ind til byen med dem.«

Da drengen var gået, rejste David sig bag ved stenen. Han kastede sig tre gange til jorden for Jonatan, og så kyssede de hinanden og græd sammen. Jonatan sagde til David: »Gå med fred! Om det, vi har tilsvoret hinanden i Herrens navn, gælder det, at Herren i evighed er vidne mellem os to og mellem dine og mine efterkommere.« 21,1 Så gik David sin vej, og Jonatan vendte tilbage til byen.

Krydshenvisning:

4 Mos 28,11

Krydshenvisning:

1 Sam 18,3

Krydshenvisning:

1 Sam 18,3

Krydshenvisning:

1 Sam 19,1

Krydshenvisning:

1 Sam 19,2-3

Krydshenvisning:

3 Mos 15,16

Krydshenvisning:

1 Sam 15,28

Krydshenvisning:

1 Sam 18,11 19,10