Bibelen online

Anden Makkabæerbog Kapitel 14

Demetrios I genindsætter Alkimos som ypperstepræst

Tre år senere fik Judas og hans folk melding om, at Demetrios, Seleukos' søn, var løbet ind i havnen i Tripolis med en stærk hær og flåde og havde gjort sig til herre over landet efter at have ladet Antiokus og hans formynder Lysias henrette.

En vis Alkimos, der tidligere havde været ypperstepræst, men som uden at være tvunget dertil havde besudlet sig i splittelsens tid, indså, at der ikke var nogen som helst udsigt for ham til at redde embedet, og at han heller ikke kunne gøre sig håb om igen at få adgang til det hellige brændofferalter. Han kom derfor til kong Demetrios omkring år 151 og bragte ham en guldkrans og en palmegren og desuden nogle af de sædvanlige olivengrene fra templet. Den dag forholdt han sig i ro. Men da han af Demetrios blev indkaldt til at møde i rådet, benyttede han lejligheden til at fremkomme med sine vanvittige ideer. Kongen spurgte ham nemlig om jødernes indstilling og om, hvilke planer de havde, og herpå svarede han: »De af jøderne, der kaldes hasidæere, og som anføres af Judas Makkabæer, fører krig og er oprørske og står dermed i vejen for, at der opnås stabilitet i riget. Derfor er jeg nu kommet her, og skønt frataget den værdighed, jeg har i kraft af min afstamning – jeg taler om ypperstepræsteembedet – tænker jeg først og fremmest oprigtigt på kongens interesser, men har dernæst også mine medborgere i tankerne; for ved de førnævntes tåbelighed er hele vort folk bragt i elendighed. Jeg beder dig nu, konge, om at skaffe dig indblik i alle detaljer og så tage dig af landet og vort hårdt ramte folk med den menneskekærlighed, du kommer andre i møde med. For så længe Judas er i live, er det umuligt, at der opnås fred i staten.«

Da Alkimos havde udtalt sig således, kunne de øvrige Venner, der var Judas fjendtligt stemt, så meget lettere opildne Demetrios. Kongen udpegede straks Nikanor, der tidligere havde været chef for elefanttropperne, udnævnte ham til Judæas statholder og sendte ham af sted med instrukser om at lade Judas henrette, splitte hans folk og genindsætte Alkimos som ypperstepræst ved det høje tempel. De hedninger, som var i Judæa, men var flygtet for Judas, sluttede sig i flokke til Nikanor i den tro, at den modgang og ulykke, jøderne fik, ville betyde deres egen fremgang.

Judas forhandler med Nikanors folk om fred

Da jøderne hørte, at Nikanor nærmede sig, og at hedningerne gik til angreb, strøede de jord på hovedet og bønfaldt ham, som har stiftet sit folk, for at det skal bestå til evig tid, og som altid tager sig af sin ejendom ved at åbenbare sig. På anførerens befaling brød de straks op derfra og fik kontakt med fjenderne ved landsbyen Dessau. Simon, Judas' bror, havde allerede været i kamp med Nikanor og havde en kort tid været drevet tilbage på grund af fjendernes pludselige komme. Alligevel veg Nikanor tilbage for at lade det komme til en blodig afgørelse, da han hørte, hvilket mod og mandshjerte Judas og hans folk havde udvist i kampen for fædrelandet. Derfor sendte han Poseidonios, Theodotos og Mattathias for at tilbyde og indgå forlig. Det kom til en længere drøftelse herom, og da anføreren havde forhørt sig hos sine tropper, og der viste sig at være fuldstændig enighed, gav man sit samtykke til forliget. De fastsatte en dag, hvor de skulle mødes alene, og fra hver side kørte en vogn frem, og stole blev stillet op. Judas havde opstillet bevæbnede vagter på passende steder af frygt for, at fjenderne pludselig skulle begå forræderi, men de gennemførte forhandlingen på fredelig vis.

Nikanor i Jerusalem

Nikanor tog ophold i Jerusalem og foretog sig ikke noget forkert; tværtimod sendte han de skarer bort, der havde samlet sig om ham. Han omgikkes hele tiden Judas, satte stor pris på manden, rådede ham til at gifte sig og få børn. Judas giftede sig, slog sig til ro og nød livet.

Men Alkimos lagde mærke til deres gensidige venskab, og med en afskrift af det indgåede forlig drog han til Demetrios og fortalte, at Nikanor var fjendtligt indstillet over for staten; for han havde udpeget Judas, som var en trussel mod hans rige, til stedfortræder. Kongen blev rasende, og ophidset af det ondskabsfulde menneskes bagtalelser skrev han et brev til Nikanor, hvori han gav udtryk for, hvor opbragt han var over forliget, og gav ordre til, at Makkabæeren med det samme skulle føres til Antiokia som fange. Da Nikanor fik denne melding, blev han bestyrtet og ilde til mode over at skulle ophæve aftalen, når manden ikke havde begået uret. Men da det ikke var muligt at handle mod kongens ordre, afventede han en gunstig lejlighed til at udføre befalingen med list.

Makkabæeren lagde på sin side mærke til, at Nikanor behandlede ham mindre hjerteligt og kom ham mindre venligt i møde end sædvanligt. Han indså, at manglen på hjertelighed ikke kunne skyldes noget godt, og samlede derfor en del af sine folk og gik i skjul for Nikanor.

Da Nikanor forstod, at han var blevet overlistet af manden, gik han til det høje og hellige tempel, mens præsterne netop var ved at bringe de foreskrevne ofre, og beordrede manden udleveret. Men da præsterne med eder bedyrede, at de ikke vidste, hvor den eftersøgte var, rakte Nikanor sin højre hånd frem mod templet og svor: »Hvis ikke I udleverer Judas til mig som fange, vil jeg jævne dette gudshus med jorden, rive alteret ned og opføre et prægtigt tempel for Dionysos netop her!« Med disse ord gik han sin vej. Men præsterne rakte hænderne op mod himlen og påkaldte ham, der altid har været vort folks forkæmper, og sagde: »Du, Herre, der ikke har behov for noget, har dog villet, at der skulle være et tempel hos os, hvor du kunne bo. Og nu, hellige Herre, du som er over alt, hvad der er helliget, bevar dette hus, der for nylig er blevet renset, ubesmittet til evig tid!«

Razis' martyrdød

Razis, der hørte til de ældste i Jerusalem, var sine medborgeres ven, havde et overordentlig godt ry og blev for sin venlighed kaldt »jødernes fader«. Han blev angivet til Nikanor, fordi han tidligere, i splittelsens tid, var blevet krævet til regnskab for sin holdning til jødedommen og med stor udholdenhed havde vovet krop og sjæl for jødedommens skyld. Da Nikanor ville gøre det klart, hvilken modvilje han nærede mod jøderne, sendte han mere end fem hundrede soldater ud for at gribe ham; for han mente, at han kunne gøre dem skade ved at gribe ham. Da tropperne var i færd med at indtage tårnet og stormede porten til gården og beordrede ild bragt til veje og dørene antændt, så Razis sig helt omringet og rettede sværdet mod sig selv. Han ville hellere dø en ædel død end falde i hænderne på slynglerne og blive mishandlet på en måde, der ikke var hans ædle herkomst værdig. Men da han på grund af den voldsomme kamp ikke havde ramt rigtigt med stødet, og da skarerne var ved at trænge ind gennem dørene, løb han modigt op på muren og kastede sig tappert ned i skarerne. De veg med det samme tilbage, hvorved der opstod et mellemrum, og han faldt ned midt på den tomme plads. Mens han endnu var i live, rejste han sig optændt af raseri, og med blodet strømmende og hårdt såret løb han midt gennem skarerne og stillede sig på en stejl klippe. Allerede helt forblødt rev han sine indvolde ud, tog dem med begge hænder og slyngede dem mod skarerne, og under påkaldelse af den hersker, der giver liv og ånde, bad han om siden at måtte få dem igen. Sådan døde han.

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Note:

år 151: 162/161 f.Kr.

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

1 Makk 2,18

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

2 Makk 8,9

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Note:

brød de ... og fik: efter flere græske håndskrifter. Göttingerudgaven har brød han ... og fik.

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Note:

en kort tid: efter flere græske håndskrifter. Göttingerudgaven har langsomt. fjendernes pludselige komme: rettelse ud fra sammenhængen. Göttingerudgaven har den pludselige målløshed over for fjenden.

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Note:

fuldstændig enighed: efter en del græske håndskrifter. Göttingerudgaven opnår en lignende mening ud fra et sjældnere græsk ord i et enkelt håndskrift.

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

2 Makk 6,7

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

Krydshenvisning:

1 Makk 7,1-38

2 Makk 10,3

Krydshenvisning:

2 Makk 7,11