Bibelen online

Første Makkabæerbog Kapitel 7

Demetrios I dræber Antiokus V og Lysias

År 151 slap Demetrios, Seleukos' søn, bort fra Rom, og han kom med nogle få mænd til en af byerne ved kysten, og dér blev han udråbt til konge. Da han drog ind i sine fædres kongeborg, greb tropperne Antiokus og Lysias og ville føre dem frem for ham. Men da han fik det at vide, sagde han: »Jeg vil ikke se dem for mine øjne!« Så dræbte tropperne dem, og Demetrios tog sæde på sin kongetrone.

Demetrios I udnævner Alkimos til ypperstepræst

Alle lovløse og ugudelige mænd fra Israel kom nu til ham under ledelse af Alkimos, der tragtede efter at blive ypperstepræst. Over for kongen anklagede de folket og sagde: »Judas og hans brødre har dræbt alle dine Venner, og os har de fordrevet fra vort land. Send nu en mand, som du har tillid til, og lad ham tage hen og se al den ødelæggelse, som Judas har voldt os og kongens land; han skal straffe dem og alle, der har hjulpet dem.« Kongen udvalgte Bakkides, en af Kongens Venner, som havde herredømmet over provinsen Hinsides Floden, en mægtig mand i riget og trofast mod kongen. Ham sendte han af sted sammen med den ugudelige Alkimos, som han udnævnte til ypperstepræst, og han befalede ham at tage hævn over israelitterne.

Bakkides og Alkimos hærger i Judæa

De brød nu op og kom med en stor hær til landet Juda; og Bakkides sendte nogle mænd, der på skrømt skulle tilbyde Judas og hans brødre fred. Men de fæstede ikke lid til sendebudenes ord, fordi de så, at de var kommet med en stor hær.

Hos Alkimos og Bakkides samledes en stor gruppe skriftlærde for at søge at få en retfærdig aftale i stand. Hasidæerne var de første blandt israelitterne, som søgte at slutte fred med dem. For de tænkte: »Det er en præst af Arons slægt, som er kommet med disse tropper, og han vil ikke begå uret imod os.« Alkimos tilbød dem fred og aflagde denne ed: »Vi vil ikke gøre jer eller jeres venner noget ondt!«

De stolede på ham, men han greb tres af dem og dræbte dem på én dag, som der står skrevet: »Dine frommes kød spredte de, og deres blod udgød de rundt om Jerusalem, og ingen begravede dem.« Da blev hele folket grebet af frygt og bæven for dem. »Der findes ikke sandhed og ret hos dem,« sagde de, »for de har brudt overenskomsten og den ed, de svor.«

Derefter brød Bakkides op fra Jerusalem og slog lejr ved Bet-Zet. Han sendte folk ud og fik pågrebet mange af overløberne, som havde sluttet sig til ham, og også nogle af folket, og han lod dem slå ihjel og kaste ned i den store cisterne. Han overlod landet til Alkimos og efterlod sammen med ham tropper, der skulle hjælpe ham. Derpå drog Bakkides tilbage til kongen.

Alkimos måtte kæmpe for sit embede som ypperstepræst. Alle, der skabte uro i folket, samledes om ham. De tilrev sig magten over landet Juda og voldte meget ondt i Israel.

Judas så, at Alkimos og hans folk voldte større ulykke blandt israelitterne, end hedningerne havde gjort, og han drog omkring til alle egne af Judæa og tog hævn over overløberne; de blev hindret i at færdes frit i landet. Da Alkimos så, hvor stærke Judas og hans folk var blevet, og da han indså, at han ikke kunne holde stand imod dem, vendte han tilbage til kongen og rettede hårde anklager mod dem.

Nikanor i Jerusalem

Kongen sendte da Nikanor, en af sine mest ansete hærførere, som var opfyldt af had og fjendskab mod Israel, og han befalede ham at udrydde folket.

Nikanor kom så med en stor hær til Jerusalem, og han sendte bud til Judas og hans brødre, og på skrømt tilbød han dem fred, idet han sagde: »Der skal ikke være strid mellem mig og jer. Jeg vil komme med nogle få mand for at forhandle med jer om fred.« Han begav sig derpå til Judas, og de hilste hinanden med ønsker om fred, men fjenderne stod parat til at bortføre Judas. Da Judas fik nys om, at han var kommet til ham med svig, blev han grebet af rædsel for ham og ville ikke mødes med ham mere. Nikanor blev klar over, at hans plan var blevet røbet, og han drog ud for at møde Judas i kamp ved Kefar-Salama. Der faldt hen ved fem hundrede af Nikanors mænd, og resten flygtede til Davids by.

Derpå drog Nikanor op til Zions bjerg, og nogle af præsterne kom ud fra helligdommen sammen med nogle af folkets ældste og hilste ham med ønsker om fred og viste ham det brændoffer, som netop var blevet bragt for kongen. Men han hånede dem, lo ad dem, behandlede dem, så de blev urene, og talte overmodigt. Han svor i sin vrede og sagde: »Hvis ikke Judas og hans hær straks bliver overgivet i mine hænder, så stikker jeg ild på dette hus, når jeg kommer tilbage i god behold.« Derpå gik han bort i stor vrede.

Præsterne gik da ind og stillede sig foran alteret og templet, brast i gråd og sagde: »Du har selv udvalgt dette hus, for at dit navn skal udråbes over det, og for at det skal være et hus til bøn og bønfaldelse for dit folk. Tag hævn over dette menneske og over hans hær, og lad dem falde for sværdet! Husk deres spot, og lad dem ikke leve længere!«

Judas besejrer og dræber Nikanor

Nikanor drog nu bort fra Jerusalem og slog lejr ved Bet-Horon, hvor en hær fra Syrien stødte til ham. Og Judas slog lejr med tre tusind mand ved Adasa. Han bad og sagde: »Da sendebuddene fra kongen spottede dig, gik din engel ud og dræbte 185.000 mand blandt dem. Tilintetgør i dag på samme måde denne hær for vore øjne! Lad de overlevende forstå, at han har forbandet din helligdom, og døm ham efter hans ondskab!«

Hærene stødte sammen i kamp den trettende dag i måneden adar. Nikanors hær blev slået, og han faldt selv som den første i kampen. Da hans hær så, at han var faldet, kastede de deres våben og flygtede. Jøderne forfulgte dem en dagsmarch fra Adasa, indtil de nåede Gezer, og de blæste i alarmtrompeterne under forfølgelsen. Fra alle landsbyerne rundt omkring i Judæa kom der nu folk til, som trængte ind på siden af fjenderne og drev dem tilbage mod forfølgerne. Alle faldt for sværdet, og der blev ikke en eneste af dem tilbage.

Nikanordagen

Jøderne tog bytte og rov. De huggede hovedet af Nikanor og også hans højre hånd, som han i sit overmod havde rakt ud. De bragte begge dele til Jerusalem og hængte dem op dér. Folket glædede sig meget og fejrede denne dag som en stor glædesdag. Og de bestemte, at denne dag hvert år skulle fejres på den 13. adar. Landet Juda havde nu ro i en kort tid.

Note:

År 151: 162/161 f.Kr.

Krydshenvisning:

2 Makk 14,1-2

Krydshenvisning:

2 Makk 14,1-2

Krydshenvisning:

2 Makk 14,1-2

Krydshenvisning:

2 Makk 14,1-2

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Note:

provinsen Hinsides Floden (nemlig Eufrat) er en betegnelse for Syrien og Palæstina.

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

2 Makk 8,30

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Sl 79,2-3

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

2 Makk 14,3-14

Krydshenvisning:

1 Makk 3,38

Krydshenvisning:

2 Makk 14,15-36

Ezra 6,10

Krydshenvisning:

2 Makk 14,15-36

Krydshenvisning:

2 Makk 14,15-36

Krydshenvisning:

2 Makk 14,15-36

Krydshenvisning:

2 Makk 14,15-36

1 Kong 8,43

Es 56,7

Matt 21,13

Krydshenvisning:

2 Makk 14,15-36

Krydshenvisning:

2 Makk 15,1-35

Krydshenvisning:

2 Makk 15,1-35

Krydshenvisning:

2 Makk 15,1-35

2 Kong 19,35

2 Makk 8,19

Sir 48,21

Krydshenvisning:

2 Makk 15,1-35

Note:

den trettende dag i måneden adar: feb.-marts; ud fra 7,1 og 9,3 er det året 151 (161 f.Kr.).

Krydshenvisning:

2 Makk 15,1-35

Krydshenvisning:

2 Makk 15,1-35

Krydshenvisning:

2 Makk 15,1-35

Krydshenvisning:

2 Makk 15,1-35

Krydshenvisning:

2 Makk 15,1-35

Krydshenvisning:

2 Makk 15,36

Krydshenvisning:

2 Makk 15,36