Bibelen online

Fjerde Mosebog Kapitel 23

Bileam sagde til Balak: »Byg mig syv altre her, og skaf mig syv tyre og syv væddere!« Balak gjorde, som Bileam havde sagt, og han ofrede en tyr og en vædder på hvert alter. Derpå sagde Bileam til Balak: »Bliv stående her ved dit brændoffer, mens jeg går derhen; måske vil Herren møde mig. Det, han lader mig se, vil jeg fortælle dig.« Så gik han hen på en nøgen klippeflade, og her mødte Gud Bileam. Bileam sagde til ham: »Jeg har gjort de syv altre klar, og jeg har ofret en tyr og en vædder på hvert af dem.« Da lagde Herren et ord i Bileams mund og sagde: »Vend tilbage til Balak og sig dette til ham!« Han vendte tilbage til Balak, der stadig stod ved sit brændoffer sammen med alle Moabs stormænd. Bileam fremsagde sit spådomsord:

»Fra Aram lod Balak mig hente,

Moabs konge lod mig hente fra Østens bjerge:

›Kom og forband Jakob for mig,

kom og nedkald vrede over Israel!‹

Hvordan skulle jeg forbande, når Gud ikke forbander?

Hvordan skulle jeg nedkalde vrede, når Herren ikke er vred?

Fra toppen af klipperne ser jeg det,

fra højene skimter jeg det;

se, det er et folk, der bor for sig selv,

det regner sig ikke blandt folkeslagene.

Hvem kan tælle Jakobs støvkorn,

hvem kan opregne Israels støvfnug?

Måtte jeg dø, som retskafne dør,

måtte jeg få et endeligt som de!«

Men Balak sagde til Bileam: »Hvad er det, du gør imod mig? Jeg lod dig hente, for at du skulle forbande mine fjender, og nu har du velsignet dem!« Han svarede: »Skal jeg da ikke omhyggeligt sige det, Herren lægger mig i munden?« Så sagde Balak til ham: »Kom nu med mig til et andet sted, hvorfra du kan se folket. Her ser du kun den yderste del af det, ikke det hele. Derfra skal du forbande det for mig.« Han tog ham med til udkigsstedet på Pisgas tinde, og han byggede syv altre og ofrede en tyr og en vædder på hvert af dem. Bileam sagde til Balak: »Bliv stående her ved dit brændoffer, mens jeg går hen og møder Herren.« Herren mødtes med Bileam og lagde et ord i hans mund, og så sagde han: »Vend tilbage til Balak og sig dette til ham!« Han kom hen til Balak, der stadig stod ved sit brændoffer sammen med Moabs stormænd. Balak spurgte ham: »Hvad har Herren talt?« Da fremsagde Bileam sit spådomsord:

»Rejs dig, Balak, og hør efter,

lyt til mig, Sippors søn!

Gud er ikke et menneske, så han lyver,

et menneskebarn, så han angrer.

Når han har sagt noget, gør han det;

når han har lovet noget, lader han det ske:

›Jeg har hentet ham til at velsigne,

han skal velsigne, jeg opgiver det ikke!‹

Der ses ingen elendighed i Jakob,

øjnes ingen ulykke i Israel;

Herren dets Gud er med det,

der lyder kongehyldest hos det.

Gud førte det ud af Egypten,

det bærer vildoksens horn.

Spådomskunst udretter intet mod Jakob,

trolddom intet mod Israel.

Nu siges det om Jakob og om Israel:

Hvad Gud dog har gjort!

Se, et folk, der står op som en hunløve

og rejser sig som en løve!

Det lægger sig ikke, før det har ædt sit bytte

og drukket de faldnes blod.«

Balak sagde til Bileam: »Når du nu ikke forbander det, så lad i det mindste være med at velsigne det!« Men Bileam svarede Balak: »Har jeg ikke allerede sagt dig, at jeg vil gøre alt, hvad Herren siger.«

Balak sagde til Bileam: »Kom med, jeg vil tage dig hen til et andet sted. Måske vil Gud bifalde, at du forbander folket for mig dér.« Så tog Balak Bileam op på toppen af Peor, hvorfra der er udsigt over ørkenlandet. Bileam sagde til Balak: »Byg mig syv altre her, og skaf mig syv tyre og syv væddere!« Balak gjorde, som Bileam havde befalet, og han ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.

Krydshenvisning:

1 Mos 13,16

Krydshenvisning:

4 Mos 22,38

Krydshenvisning:

4 Mos 21,20

Krydshenvisning:

1 Sam 15,29

2 Tim 2,13

Tit 1,2

Judit 8,16

Krydshenvisning:

4 Mos 24,8

Krydshenvisning:

4 Mos 24,9

Ez 19,2

Krydshenvisning:

4 Mos 22,38

Krydshenvisning:

4 Mos 22,41 25,3

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.