Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 37

Det døde folk bliver levende

Herrens hånd kom over mig, og han førte mig ved sin ånd ud og stillede mig i dalen. Den var fuld af knogler. Han ledte mig forbi dem, hele vejen rundt. De lå i store mængder ud over dalen og var helt indtørrede. Så spurgte han mig: »Menneske, kan disse ben blive levende?« og jeg svarede: »Gud Herre, det ved kun du!« Da sagde han til mig: »Du skal profetere om disse ben og sige til dem: I indtørrede ben, hør Herrens ord! Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.« Jeg profeterede, som jeg havde fået befaling om, og mens jeg profeterede, lød der en raslen, og benene nærmede sig til hinanden. Jeg så, hvordan der kom sener på dem, kød dækkede dem, og de blev trukket over med hud. Men de havde ingen livsånde i sig. Så sagde han til mig: »Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere, menneske, og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende.« Da jeg profeterede, som han havde befalet mig, kom livsånden ind i dem, så de blev levende. De rejste sig op, en umådelig stor hær.

Derpå sagde han til mig: »Menneske, disse ben er hele Israels folk; de siger: ›Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!‹ Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.«

Billedhandling om genforeningen af Juda og Efraim

Herrens ord kom til mig: Du, menneske, tag et træstykke, og skriv på det: Juda og hans forbundsfæller, israelitterne. Tag derpå et andet træstykke – Efraims træstykke – og skriv på det: Josef og hans forbundsfæller, hele Israels hus. Læg så det ene sammen med det andet, så du har ét stykke træ i hånden. Når nu dine landsmænd siger til dig: Fortæl os dog, hvad du mener med det, skal du sige til dem: Dette siger Gud Herren: Jeg tager Josefs træstykke – det som er i hånden på Efraim og hans forbundsfæller, Israels stammer – og lægger Judas træstykke oven på det. Jeg gør dem til ét træstykke, så jeg har ét stykke i hånden.

De træstykker, du har skrevet på, skal du holde i hånden, så de kan se dem, og så skal du sige til dem: Dette siger Gud Herren: Jeg henter israelitterne hjem fra de folkeslag, hvor de måtte drage hen. Jeg samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres eget land. Jeg gør dem til ét folk i landet, på Israels bjerge, og der skal være én konge for dem alle. De skal aldrig mere blive to folk og aldrig mere deles i to kongeriger. De skal ikke længere gøre sig urene ved deres ækle guder og deres møgguder og alle deres overtrædelser. Jeg frelser dem fra deres syndige frafald og renser dem; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Min tjener David skal være konge over dem, og de skal alle have én hyrde. De skal følge mine bud og omhyggeligt holde mine love. De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede. De og deres børn og børnebørn skal bo der for evigt, og min tjener David skal være deres fyrste til evig tid. Jeg slutter en fredspagt med dem; det skal være en evig pagt. Jeg gør dem talrige, og jeg giver dem min helligdom for evigt. Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Så skal folkeslagene forstå, at jeg er Herren. Jeg helliger Israel, for min helligdom er hos dem til evig tid.

Krydshenvisning:

Ez 1,3 8,3

Krydshenvisning:

Sl 104,30

Åb 11,11

Krydshenvisning:

Es 26,19

Krydshenvisning:

Åb 11,11

Krydshenvisning:

Ez 36,24

Krydshenvisning:

Es 11,12

Krydshenvisning:

Ez 11,20

Krydshenvisning:

Joh 10,16

Krydshenvisning:

Luk 1,32-33

Krydshenvisning:

2 Mos 25,8

Ez 34,25

Krydshenvisning:

Ez 11,20

3 Mos 26,11-12

2 Kor 6,16

Åb 21,3

Krydshenvisning:

Ez 36,23

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.