Bibelen online

Hoseas' Bog Kapitel 12

Efraim omringer mig med løgn,

Israels hus omringer mig med svig.

I sit forhold til Gud går Juda egne veje,

i sit forhold til den hellige, trofaste.

Efraim er ven med vinden

og jager efter østenvinden dagen lang;

han spreder løgn og ødelæggelse.

De slutter pagt med Assyrien

og bringer olie til Egypten.

Men Herren fører sag mod Juda,

han vil straffe Jakob for hans færd,

gengælde ham efter hans gerninger.

I moders liv bedrog han sin bror,

i sin manddom kæmpede han med Gud.

Han kæmpede med englen og sejrede;

han græd og bad ham om nåde.

I Betel fandt Herren ham,

dér taler han til os,

Jahve, Hærskarers Gud,

Jahve er hans navn.

Ved din Guds hjælp skal du vende tilbage.

Tag vare på troskab og ret,

sæt altid håbet til din Gud.

Kana'an bruger falsk vægt,

han elsker at undertrykke.

Efraim siger:

»Hvor er jeg rig!

Jeg har skabt mig velstand,

og al min rigdom har ikke

påført mig

skyld og synd.«

Jeg er Herren din Gud,

lige siden du var i Egypten.

Jeg lader dig bo i telte på ny

som i festens dage.

Så vil jeg tale til profeterne

og give dem mange syner;

ved profeterne vil jeg tale i billeder.

Så sandt Gilead er ondskab,

skal de blive til tomhed.

I Gilgal ofrer de tyre,

men deres altre skal blive til stendynger

ved markens plovfurer.

Jakob flygtede til Arams land,

Israel tjente for en kvinde,

for at få en kvinde vogtede han kvæg.

Ved en profet førte Herren Israel op fra Egypten,

af en profet blev det vogtet.

Efraim har vakt bitter vrede.

Herren lader hans blodskyld ramme ham

og gengælder hans spot.

Krydshenvisning:

Hos 5,13

Krydshenvisning:

1 Mos 25,26 32,25-29

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Sl 83,19

Krydshenvisning:

Sl 27,14

Krydshenvisning:

Åb 3,17

Krydshenvisning:

Hos 13,4

Note:

På hebraisk er der et ordspil mellem Gilgal og stendynger.

Krydshenvisning:

Hos 6,8

Krydshenvisning:

1 Mos 28,5 29,20

Krydshenvisning:

2 Mos 3,10 12,50-51