Bibelen online

Jobs Bog Kapitel 12

Jobs svar

Da sagde Job:

I er i sandhed de rette folk!

Med jer uddør visdommen!

Men min forstand er lige så god som jeres,

jeg står ikke tilbage for jer;

hvem kan ikke tale med om de ting?

Som en, der råber til Gud og forventer svar,

er jeg til latter for mine venner;

den retfærdige og retsindige er til latter!

Spot til skade, sådan tænker de sorgløse,

et spark til dem, der er ved at falde.

Voldsmændenes telte står i fred,

og trygge er de, der udfordrer Gud

og vil tage magten fra Gud.

Men spørg dog dyrene, lad dem belære dig,

spørg himlens fugle, de kan give dig svar,

eller jordens buske, lad dem belære dig,

havets fisk kan give dig besked.

Hvem af alle dem er uvidende om,

at Herrens hånd har skabt det hele?

Alle menneskers liv har han i sin hånd,

alt levendes livsånde.

Sådan prøver øret ordene,

ligesom ganen smager på maden.

Skal man være gammel for at være vís?

Skal man være højt til års for at have indsigt?

Hos Gud er visdom og styrke,

han sidder inde med råd og indsigt.

Hvad han river ned, kan ingen bygge op,

den, han lukker inde, kan ingen lukke ud.

Holder han vandet tilbage, bliver der tørke,

slipper han det løs, ødelægger det landet.

Hos ham er der styrke og visdom,

han er herre over den, der farer vild, og den, der leder vild.

Han fører rådsherrer barfodede bort,

dommere lader han fremstå som tåber.

Kongers bælte løser han

og binder reb om deres lænder.

Han fører præster barfodede bort

og bringer ældgamle slægter til fald.

Betroede mænd fratager han mælet

og tager dømmekraften fra de ældste.

Han overdænger stormænd med foragt

og ydmyger magtfulde mænd.

Han afslører det dybeste mørke

og bringer mulmet frem i lyset.

Han lader folkeslag blive store og tilintetgør dem,

han lader dem brede sig og fører dem bort.

Han berøver folkets ledere fornuften

og lader dem flakke rundt i et uvejsomt øde.

I et mørke uden lys famler de sig frem,

han lader dem rave rundt som berusede.

Krydshenvisning:

Job 13,2

Krydshenvisning:

Jer 20,7

Krydshenvisning:

ApG 17,25

Krydshenvisning:

Job 34,3

Krydshenvisning:

Ordsp 8,14

Krydshenvisning:

Es 22,22

Åb 3,7

Krydshenvisning:

1 Mos 7,19-23

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Dan 2,22