Bibelen online

Jobs Bog Kapitel 20

Sofars anden tale

Da sagde Sofar fra Na'ama:

Min uro tvinger mig til at svare,

jeg er ophidset over det;

krænkende belæring må jeg høre.

Men min dømmekraft giver mig svar.

Du ved da, at det altid har været sådan,

lige fra mennesket blev sat på jorden,

at de ugudeliges jubel er kortvarig,

den gudløses glæde varer kun et øjeblik.

Selv om hans overmod vokser op til himlen,

og hans hoved rører ved skyerne,

går han for evigt til grunde som sit eget skarn;

de, der før har set ham, vil sige: »Hvor er han?«

Som en drøm forsvinder han sporløst,

flygtig som et nattesyn.

Øjet, der så ham, får ham ikke at se igen,

hvor han boede, ser man ham ikke længere.

Hans sønner må gå tiggergang hos fattige,

med egne hænder måtte han give sin formue fra sig.

Er hans knogler end fyldt med ungdomskraft,

må de dog følge ham i støvet.

Selv om ondskab smager sødt i hans mund,

og han gemmer den under tungen,

selv om han sparer den op og ikke giver den fra sig,

men holder den tilbage i sin mund,

forvandles føden i hans mave

og bliver til slangegift i hans indre.

Rigdommen, han slugte, må han kaste op,

Gud skal drive den ud af hans bug.

Han må die slangegift,

øglens tunge dræber ham.

Han kommer ikke til at nyde bække

og strømme af honning og tykmælk.

Han må aflevere, hvad han har tjent, han kan ikke fortære det,

han kan ikke glæde sig over sit rige udbytte;

for han har knust de svage og svigtet dem,

han har røvet huse, men kommer ikke til at bygge på dem.

Han kender ikke til ro i sit indre,

han kan ikke reddes trods alle sine skatte.

Ingen undslipper hans grådighed,

derfor skal hans lykke ikke vare ved.

Midt i overfloden kommer han i nød,

elendigheden rammer ham med fuld styrke.

Fordi han fylder sin bug,

sender Gud sin glødende vrede mod ham

og lader rædslerne regne ned over ham.

Undslipper han end våbnene af jern,

skal buen af bronze gennembore ham.

Får han pilen trukket ud af ryggen

og den blanke spids af sin galdeblære,

falder der skræk over ham,

kun mørke ligger skjult og venter på ham.

En ild, man ikke behøver at puste til, fortærer ham,

ulykken rammer de overlevende i hans telt.

Himlen afslører hans skyld,

og jorden rejser sig mod ham.

Strømme skyller hans hus bort,

rivende floder, på hans vredes dag.

Det er den lod, Gud tildeler den ugudelige,

det er den del, Gud har bestemt for ham.

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Mika 7,10

Krydshenvisning:

Visd 5,9-13

Krydshenvisning:

Sl 37,10

Krydshenvisning:

5 Mos 28,30-33