Bibelen online

Judits Bog Kapitel 13

Judit slår Holofernes ihjel

Da det var blevet sent, skyndte hans tjenere sig at bryde op. Bagoas lukkede teltet udefra, og dem, der gjorde tjeneste, sendte han væk fra sin herre. De gik så hen og lagde sig til at sove, for alle var udmattede, fordi gildet havde trukket så længe ud. Judit blev ladt alene tilbage i teltet sammen med Holofernes, der var faldet forover på sin seng, for vinen havde gjort ham sanseløst beruset. Judit havde sagt til sin slavinde, at hun skulle stå uden for hendes soverum og vente, til hun kom ud ligesom de foregående nætter; for hun havde sagt, at hun ville gå ud for at bede, og hun havde givet Bagoas den samme besked.

Da alle var gået, og der ikke var en sjæl tilbage i soverummet, stillede Judit sig ved Holofernes' seng og bad ved sig selv: »Herre, al magts Gud, giv i denne time din støtte til det, mine hænder skal gøre til Jerusalems ophøjelse; for nu er tiden inde til, at du kommer dit ejendomsfolk til hjælp og lader mit forehavende føre til udslettelse af de fjender, der har rejst sig mod os.« Hun gik så hen til sengestolpen ved Holofernes' hoved og tog hans sværd ned, stillede sig tæt ved sengen, greb fat i hans hår og bad: »Giv mig styrke i dag, Herre, Israels Gud!« Så slog hun af al sin kraft to gange mod hans hals og huggede hovedet af ham. Derpå rullede hun hans krop ned fra lejet og fjernede moskitonettet fra stængerne. Straks efter gik hun ud og overlod Holofernes' hoved til pigen, som stoppede det ned i sin madsæk. Så gik de to ud sammen, som de plejede, når de skulle bede; men da de var kommet gennem lejren, gik de uden om kløften og op ad bjerget ved Betylua og nåede frem til byporten.

Judit vender tilbage til Betylua

Allerede på lang afstand råbte Judit til dem, der holdt vagt ved porten: »Luk op! Luk porten op! Gud, vor Gud, er med os; han viser stadig sin magt i Israel og sin styrke mod fjenderne, som han har gjort det nu i dag.« Da mændene i byen hørte hendes stemme, skyndte de sig ned til byporten, og de kaldte byens ældste sammen. Alle, både små og store, kom nu løbende, for det forekom dem utroligt, at Judit var kommet tilbage. De åbnede porten og lukkede de to kvinder ind. Så tændte de bål til at lyse op og stimlede sammen omkring dem. Judit råbte til dem: »Lovpris, lovpris Gud! Lovpris Gud, som ikke har taget sin barmhjertighed fra Israels hus, men i nat ved min hånd har knust vore fjender.« Så tog hun Holofernes' hoved frem fra sækken, viste dem det og sagde: »Her er Holofernes' hoved, den øverstbefalende over assyrerhæren, og her er moskitonettet, han lå under i sin rus. Herren slog ham ihjel ved en kvindes hånd. Så sandt Herren lever, han som har beskyttet mig på den vej, jeg gik: Mit udseende besnærede ham, og det blev hans undergang, men han har ikke øvet nogen syndig handling med mig, som kunne gøre mig uren eller kaste skam over mig.«

Hele folket blev ude af sig selv, bøjede sig ned og tilbad Gud, og de sagde som med én røst: »Lovet være du, vor Gud, som i dag har tilintetgjort dit folks fjender!« Og Uzzija sagde til hende: »Velsignet af Gud den Højeste være du, min datter, frem for alle andre kvinder på jorden, og velsignet være Gud Herren, som skabte himlen og jorden, og som ledte din vej, så du kunne give vore fjenders leder hans banesår. For så længe mennesker husker Guds magt, vil de ikke glemme, hvordan du satte dit håb til Gud. Måtte Gud lade det blive til evig ære for dig og se i nåde til dig med gode gaver, fordi du vovede livet, da vort folk var i nød, og drog ud for at afværge vor undergang; du gik den rette vej for vor Guds ansigt.« Og hele folket svarede: »Det ske! Det ske!«

Krydshenvisning:

Sl 66,20

Krydshenvisning:

Dom 5,24-27