Bibelen online

Prædikerens Bog Kapitel 5

Lad ikke din mund løbe, og dit hjerte forhaste sig med at fremføre dine ord for Gud, for Gud er i himlen, og du er på jorden! Derfor skal dine ord være få, for

drømmen kommer med stor plage,

tåbens røst med mange ord.

Når du aflægger et løfte til Gud, må du ikke tøve med at indfri det, for han bryder sig ikke om tåber! Indfri dit løfte! Det er bedre, at du ikke aflægger løfte, end at du gør det og ikke indfrier det. Lad ikke din mund bringe skyld over dig, så du siger til sendebudet, at det var uforsætligt. Hvorfor skal Gud blive vred over det, du siger, og ødelægge dine hænders værk?

Drømme i mængde er tomhed,

det gælder også ord i mængde.

Nej, frygt Gud!

Når du ser undertrykkelse af fattige og brud på ret og retfærdighed i landet, skal du ikke undre dig over, at det sker, for

på den mægtige vogter en mægtigere,

og endnu mægtigere står over dem.

Trods alt er det en fordel for et land, at det har en konge, så jorden bliver dyrket.

Den, der elsker penge,

bliver ikke mæt af penge,

den, der elsker rigdom,

får intet udbytte af den.

Også det er tomhed!

Jo større velstand,

des flere til at æde den;

hvad har den velstående ud af det, ud over glæden ved synet? Arbejderen sover sødt, hvad enten han får lidt eller meget at spise, men den riges overflod giver ham ikke ro til at sove.

Der er et slemt onde, jeg har set under solen: opsparet rigdom, der bliver til ulykke for den rige. Denne rigdom kan gå tabt ved et uheld, og får han en søn, bliver der ikke noget til ham.

Nøgen kom han ud af moders liv,

nøgen går han bort, som han kom,

og han får intet ud af sit slid, som han kan tage med sig. Ja, dette er et slemt onde; ganske som han kom, går han bort. Hvad udbytte har han af at slide for vinden? Han æder alle sine dage op i mørke og stor kval, i lidelse og ærgrelser.

Det er, hvad jeg har set: Det er godt og rigtigt at spise og drikke og nyde frugten af alt det, et menneske slider med under solen i det korte liv, Gud har givet ham; det er hans løn. At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud. De skal ikke altid tænke på deres levedage, for Gud giver dem glæde i hjertet.

Krydshenvisning:

Jak 1,19

Krydshenvisning:

Jak 1,19

Krydshenvisning:

5 Mos 23,22

Note:

sendebudet er formodentlig præsten eller levitten.

Krydshenvisning:

Mal 2,7

4 Mos 15,25

Krydshenvisning:

Præd 4,1

Krydshenvisning:

Job 1,21

1 Tim 6,7

Krydshenvisning:

Præd 2,24 8,15 9,7

Visd 2,9

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.