Bibelen online

Femte Mosebog Kapitel 23

En mand må ikke gifte sig med sin fars hustru, han må ikke løfte sin fars kappeflig.

Ingen, der har fået sine testikler knust eller sit lem skåret af, har adgang til Herrens forsamling.

Ingen, der er født i blandet ægteskab, har adgang til Herrens forsamling. Selv hans efterkommere i tiende slægtled får ikke adgang til Herrens forsamling.

Ingen ammonit eller moabit har adgang til Herrens forsamling. Selv deres efterkommere i tiende slægtled får aldrig adgang til Herrens forsamling. For de kom jer ikke i møde med mad og drikke undervejs, da I var draget ud af Egypten. Og det var dem, der lejede Bileam, Beors søn fra Petor i Aram-Naharajim, til at forbande dig; men Herren din Gud ville ikke lytte til Bileam, så for din skyld forvandlede Herren din Gud forbandelsen til velsignelse, fordi han elskede dig. Du skal aldrig tilstræbe deres velfærd eller lykke, så længe du lever.

En edomit må du ikke nære afsky for, han er din broder. En egypter må du ikke nære afsky for, du var jo selv fremmed i hans land. Deres efterkommere i tredje slægtled skal have adgang til Herrens forsamling.

Når du drager i felten mod dine fjender, skal du tage dig i agt for alt, hvad der er anstødeligt.

Er der nogen hos dig, som på grund af sædafgang om natten ikke er ren, skal han gå uden for lejren; han må ikke komme ind i lejren. Ved aftenstid skal han bade sig i vand, og når solen er gået ned, må han komme ind i lejren.

Du skal have et afmærket sted uden for lejren, hvor du kan gå afsides. Du skal have en teltpløk med dig foruden dine våben, og før du sætter dig derude, skal du grave et hul med den; bagefter skal du dække din afføring til. For Herren din Gud drager med i lejren for at give dig sejr og overgive dine fjender til dig. Derfor skal din lejr være hellig. Han må ikke få noget skændigt at se hos dig, så han vender sig fra dig.

En træl, der er rømmet fra sin herre og har søgt tilflugt hos dig, må du ikke udlevere til hans herre. Han må slå sig ned hos dig på det sted, han selv vælger, i den af dine byer, han synes om, og du må ikke udnytte ham.

Ingen israelitisk kvinde eller mand må blive helligskøge. Du må ikke komme med skøgeløn eller hundebetaling til Herren din Guds hus, når du skal indfri et løfte, for Herren din Gud afskyr begge dele.

Du må ikke kræve renter af din landsmand, hverken af penge eller af fødevarer eller af noget som helst, man låner ud. Af udlændingen må du kræve renter, men ikke af din landsmand, for at Herren din Gud kan velsigne dig i alt, hvad du erhverver i det land, du skal ind og tage i besiddelse.

Når du aflægger løfte til Herren din Gud, må du ikke tøve med at indfri det. Ellers vil Herren din Gud kræve det af dig, og det vil blive regnet dig til synd. Men hvis du lader være med at aflægge løfte, vil det ikke blive regnet dig til synd. Hold omhyggeligt det, der kommer over dine læber; du har jo frivilligt lovet Herren din Gud det, du har udtalt.

Når du kommer ind i en anden mands vingård, må du gerne spise dig mæt i hans druer, men du må ikke lægge dem i din kurv.

Når du kommer ind på en anden mands kornmark, må du gerne plukke aks med hånden, men du må ikke svinge seglen i hans korn.

Krydshenvisning:

3 Mos 18,8

5 Mos 27,20

Krydshenvisning:

Es 56,3-4

Krydshenvisning:

Ezra 9-10

Krydshenvisning:

Neh 13,1

Krydshenvisning:

4 Mos 22,5-6

Jos 24,9

Krydshenvisning:

Ezra 9,12

Krydshenvisning:

3 Mos 15,16 15,18

Krydshenvisning:

3 Mos 26,12

Krydshenvisning:

Hos 4,14

1 Kong 14,24

Note:

hundebetaling er formodentlig et nedsættende udtryk for betaling til mandlige prostituerede.

Krydshenvisning:

Åb 22,15

Krydshenvisning:

2 Mos 22,24

3 Mos 25,36

Krydshenvisning:

4 Mos 30,3

Præd 5,3

Sir 18,22

JerBr 34

Krydshenvisning:

Matt 12,1