Bibelen online

Salmernes Bog Kapitel 31

For korlederen. Salme af David.

Herre, hos dig søger jeg tilflugt,

lad mig ikke for evigt blive til skamme,

udfri mig i din retfærdighed!

Vend dit øre mod mig,

red mig i hast,

vær min tilflugts klippe,

den borg, hvor jeg finder redning.

For du er min klippe og min borg,

led mig og før mig for dit navns skyld!

Befri mig fra det net,

de har lagt ud for mig,

du er jo mit værn.

I dine hænder betror jeg min ånd,

du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.

Jeg hader dem, der dyrker falske guder,

selv stoler jeg på Herren.

Jeg vil juble og glæde mig over din trofasthed;

du så min nød

og tog dig af mig i mine trængsler.

Du overgav mig ikke i fjendens hånd,

men gav mig fodfæste i det åbne land.

Vær mig nådig, Herre, for jeg er i nød.

Mit øje er sløret af sorg

– min sjæl og mit indre –

mit liv svinder hen i klage,

mine år i suk.

Min kraft er nedbrudt i min nød,

min krop sygner hen.

Jeg bliver spottet af alle mine fjender,

selv af mine naboer.

Mine venner er bange for mig,

de, der ser mig på gaden, flygter for mig.

Jeg er slettet af erindringen, som var jeg død,

jeg er blevet som et kar, der kastes bort.

Jeg hører mange hviske,

alle vegne er der rædsel,

de rotter sig sammen mod mig,

lægger planer om at tage mit liv.

Men jeg stoler på dig, Herre,

jeg siger: Du er min Gud.

Mit livsløb er i din hånd,

red mig fra mine fjender og forfølgere!

Lad dit ansigt lyse over din tjener,

frels mig i din trofasthed!

Herre, lad mig ikke blive til skamme,

når jeg råber til dig.

Gør de ugudelige til skamme,

lad dem gå klagende til dødsriget!

Lad de falske læber blive stumme,

dem, der taler frækt mod den retfærdige

med hovmod og foragt.

Hvor stor er dog din godhed,

som du har gemt til dem, der frygter dig!

Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig,

for alle menneskers øjne.

Du skjuler dem hos dig,

fjernt fra menneskers overgreb;

du gemmer dem i din hytte,

fjernt fra anklagende tunger.

Lovet være Herren!

Han har vist sin underfulde troskab mod mig

i den belejrede by.

Jeg sagde i min angst:

Jeg er fordrevet fra dine øjne.

Men du hørte min tryglen,

da jeg råbte til dig om hjælp.

Elsk Herren, alle hans fromme!

Herren beskytter de trofaste,

men gengælder til overmål den hovmodige.

Vær stærke, fat mod,

alle I, som venter på Herren!

Krydshenvisning:

Sl 71,1-2

Krydshenvisning:

Sl 18,3 23,3

Krydshenvisning:

Luk 23,46

Krydshenvisning:

Jon 2,9

Krydshenvisning:

Sl 18,37

Krydshenvisning:

Sl 32,3

Krydshenvisning:

Sl 139,16

Præd 3,1-8

Krydshenvisning:

Sl 4,7 80,4

4 Mos 6,25

Krydshenvisning:

Sl 27,5

Krydshenvisning:

Sl 27,14