Bibelen online

Tobits Bog Kapitel 2

Under kong Asarhaddon vendte jeg så hjem og fik min kone Anna og min søn Tobias tilbage. I pinsen – den af vore højtider, som kaldes ugefesten – blev der holdt en fin middag for mig, og jeg satte mig til bords. Da der blev dækket op for mig med de mange herlige retter, sagde jeg til min søn Tobias: »Min dreng, gå ud og se, om du blandt vore landsmænd, der er i fangenskab i Nineve, kan finde en fattig, der altid har Herren i sine tanker. Ham skal du føre herhen, så han kan spise sammen med mig. Jeg venter på dig, min dreng, til du kommer tilbage.«

Tobias gik så ud for at søge efter en fattig blandt vore landsmænd. Men han kom tilbage og sagde: »Far!« og jeg svarede: »Ja, min dreng!« Så fortsatte han: »Far, en der tilhører vort folk, er blevet myrdet; han er lige blevet kvalt og ligger nu slængt hen på torvet.« Jeg sprang op, forlod middagen, endnu før jeg havde nået at spise noget, og jeg bar ham væk fra gaden og lagde ham i et af udhusene, indtil solen gik ned, og jeg kunne få ham begravet. Så vendte jeg tilbage, vaskede mig og spiste under sorg; jeg huskede de ord, profeten Amos udtalte mod Betel:

Jeres fester skal forvandles til sorg,

og alle jeres sange til dødsklage.

Og jeg græd. Efter solnedgang gik jeg ud, gravede en grav og lagde ham dér. Mine naboer lo ad mig og sagde: »Han er sandelig ikke bange! Da han gjorde det samme tidligere, eftersøgte de ham for at slå ham ihjel, så han måtte flygte; og nu begraver han igen de døde!«

Tobit bliver blind

Samme nat vaskede jeg mig, gik ud i gården og lagde mig til at sove ved muren. På grund af varmen havde jeg ikke noget over hovedet. Jeg var ikke klar over, at der holdt fugle til i muren over mig, og deres varme klatter faldt lige ned i øjnene på mig, så der dannedes hvide hinder. Jeg gik til lægerne for at blive helbredt; men jo mere de behandlede mig med salve, des ringere blev mit syn på grund af de hvide hinder. Til sidst var jeg helt blind, og i fire år var jeg ude af stand til at se. Alle mine landsmænd havde ondt af mig, og Akikar sørgede for mig i to år, indtil han rejste til Elam.

På den tid tjente min kone Anna penge ved ligesom andre kvinder at fremstille håndarbejde. Hun bragte det hen til dem, der havde bestilt det, og de gav hende betaling. Engang – det var den syvende dag i måneden dystros – skar hun stoffet fra væven og bragte det hen til dem, der havde bestilt det; de gav hende den fulde betaling og lod hende også få et gedekid med hjem. Da hun var kommet hjem til mig, begyndte kiddet at bræge. Jeg kaldte på hende og spurgte: »Hvor kommer det kid fra? Det er vel ikke stjålet? Giv det tilbage til ejermændene; vi har ikke lov til at spise noget, der er stjålet.« Men hun svarede: »Jeg fik det som gave oven i betalingen.« Jeg troede dog ikke på hende og forlangte, at hun skulle give det tilbage til ejermændene; jeg skammede mig over, at hun havde gjort det. Men så sagde hun til mig: »Hvad med dine velgerninger? Og hvad med dine retfærdighedsgerninger? Nu er det klart, hvordan du er!«

Krydshenvisning:

3 Mos 23,15-16

Krydshenvisning:

5 Mos 16,11

Luk 14,13

Krydshenvisning:

4 Mos 19,11-13

Krydshenvisning:

Am 8,10

1 Makk 1,39

Krydshenvisning:

Sir 25,22

Krydshenvisning:

Sir 25,22

Krydshenvisning:

Sir 25,22

5 Mos 22,1

Krydshenvisning:

Sir 25,22