Bibelen online

Fjerde Mosebog Kapitel 19

Love om renselse

Herren talte til Moses og Aron og sagde: Dette er det lovbud, Herren har befalet: Sig til israelitterne, at de skal tage dig en lydefri rød ko, som er uden fejl, og som endnu ikke har båret åg. Den skal I give til præsten Eleazar, og den skal føres uden for lejren og slagtes i hans nærvær. Præsten Eleazar skal tage noget af dens blod på sin finger og stænke det syv gange hen imod forsiden af Åbenbaringsteltet. Derpå skal koen brændes, mens han ser på det; dens hud, dens kød og dens blod skal brændes tillige med tarmindholdet. Præsten skal tage cedertræ, isop og karminrødt garn og kaste det på bålet med koen. Så skal præsten vaske sit tøj og bade sin krop i vand; derefter må han komme ind i lejren; præsten er uren indtil aften. Han, som brændte den, skal vaske sit tøj og bade sin krop i vand; han er uren indtil aften. Derpå skal en mand, der er ren, samle asken fra koen og lægge den uden for lejren på et rent sted. Den skal israelitternes menighed opbevare til brug i renselsesvandet. Det er et syndoffer. Den, der samler koens aske, skal vaske sit tøj; han er uren indtil aften. Det skal være en eviggyldig ordning for israelitterne og for de fremmede, der bor som gæst blandt dem.

Den, der rører ved liget af et menneske, er uren i syv dage. Han skal rense sig for synd med asken på den tredje og den syvende dag, så er han ren. Hvis han ikke renser sig for synd på den tredje og den syvende dag, er han ikke ren. Enhver, der rører ved liget af et menneske, ved én, der er død, og som ikke renser sig for synd, gør Herrens bolig uren. Det menneske skal udryddes fra Israel, fordi der ikke er stænket renselsesvand på ham. Han er uren; hans urenhed hænger endnu ved ham.

Dette er loven: Når et menneske dør i et telt, er enhver, der kommer ind i teltet, og enhver, der er i teltet, uren i syv dage. Ethvert åbent kar, der ikke er bundet noget over, er urent. Enhver, der på åben mark rører ved én, der er dræbt af sværdet eller er død på anden vis, eller ved knogler af et menneske eller ved en grav, er uren i syv dage. Man skal tage noget af asken fra det brændte syndoffer med henblik på den urene og hælde frisk vand over den i en skål. Så skal en mand, der er ren, tage isop, dyppe den i vandet og stænke det på teltet og på alle de genstande og de mennesker, som var dér, og på den, der har rørt ved knogler eller ved én, der er dræbt eller er død på anden vis, eller ved en grav. Den rene skal stænke det på den urene den tredje og den syvende dag; på den måde har han renset ham for synd på den syvende dag. Derpå skal han vaske sit tøj og bade sig i vand; så er han ren, når det bliver aften.

Den, som er uren og ikke renser sig for synd, det menneske skal udryddes fra forsamlingen, for han har gjort Herrens helligdom uren; der er ikke stænket renselsesvand på ham, han er uren. Det skal være en eviggyldig ordning for jer. Den, der stænker renselsesvandet, skal vaske sit tøj, og den, der rører renselsesvandet, er uren indtil aften. Alt, hvad den urene rører ved, er urent, og den, der rører ved det, er uren indtil aften.

Krydshenvisning:

3 Mos 22,20

5 Mos 21,3

Krydshenvisning:

3 Mos 4,6 4,17

Krydshenvisning:

3 Mos 7,8 4,11-12

Krydshenvisning:

3 Mos 14,4 14,6 14,51

Krydshenvisning:

3 Mos 16,28

Krydshenvisning:

Hebr 9,13

Krydshenvisning:

4 Mos 31,19

Krydshenvisning:

Hebr 9,13

Krydshenvisning:

Hebr 9,13

Krydshenvisning:

Hebr 9,13