Bibelen online

Visdommens Bog Kapitel 14

Eller tænk på en, der gør sig klar til en sørejse; når han vil besejle de vilde bølger, påkalder han et stykke træ, som er skrøbeligere end det fartøj, der skal bære ham! Fartøjet er jo udtænkt ud fra ønsket om at tjene penge, og visdommen er den bygmester, der har fremstillet det; men det er dit forsyn, Fader, der fører det i havn, for du har sørget for, at der selv over havet går en vej, en sikker sti gennem bølgerne. Dermed har du vist, at du kan redde fra al fare, så at endog den ukyndige har mod til at gå om bord. Du vil ikke, at det, du har skabt i din visdom, skal ligge hen til ingen nytte; derfor betror mennesker deres liv til selv det spinkleste stykke træ, og de kommer velbeholdne frem gennem de brusende bølger på deres spinkle båd. For også i begyndelsen, da de hovmodige kæmper gik til grunde, bragte verdens håb sig i sikkerhed på en båd, og styret af din hånd kunne han efterlade verden spiren til en ny slægt. Ja, velsignet er det stykke træ, som lader retfærdigheden overleve. Men forbandet er det, der er menneskehænders værk, både det selv og han, som lavede det – han, fordi han fremstillede det, og det, fordi det, skønt forgængeligt, blev kaldt en gud. For den ugudelige og hans ugudelige værk er lige forhadt af Gud; værket vil jo blive ramt af straffen sammen med den, der udførte det. Der vil blive fældet dom også over hedningernes afguder, for inden for Guds skaberværk er de blevet til en afskyelighed, til en anstødssten for menneskers sjæle og til en snare for uforstandiges fødder.

Billeddyrkelsens oprindelse

Begyndelsen til troløsheden var jo selve tanken om afguderne, og opfindelsen af dem betød livets fordærv. For de var ikke til fra begyndelsen og skal heller ikke være til i al evighed; de kom ind i verden i kraft af menneskers tomme indbildning, og derfor er deres endeligt også bestemt til at være brat. En far, der fortæredes af sorg over et alt for tidligt tab, fik lavet et billede af det barn, der pludselig var taget fra ham, og det, som før var et dødt menneske, gav han sig nu til at ære som en gud, og han gav hemmelige ceremonier og ritualer videre til sine undergivne. Efterhånden fæstnede den ugudelige vane sig og blev overholdt som en lov, og gudebillederne blev dyrket på magthavernes befaling. Da mennesker ikke kunne vise magthaverne ære ansigt til ansigt, fordi de boede langt fra dem, så dannede de sig en forestilling om den fjerne skikkelse og fremstillede et synligt billede af den konge, de ærede, så de satte al deres iver ind på at smigre herskeren, som om han var til stede, skønt han ikke var det. Men også kunstnerens ærgerrighed tilskyndede mennesker, der ellers ikke kendte til den gudsdyrkelse, til at tage ivrigt del i den; for kunstneren, der måske gerne ville opnå herskerens gunst, anstrengte sig for med sin kunst at forskønne hans billede. Og mængden, som blev tiltrukket af kunstværkets ynde, gav sig nu til at regne den person for guddommelig, der for kort tid siden blev æret som et menneske. Det blev en livsfarlig fælde, at mennesker under ulykkens eller herskermagtens tryk tillagde sten eller træstykker det navn, som kun tilkommer én.

Billeddyrkelsens virkning

Men ikke nok med, at mennesker kom på vildspor, når det gælder kundskab om Gud; i deres uvidenhed lever de deres liv i en voldsom krig, og alligevel kalder de al denne elendighed »fred«. For når de udfører ritualer, hvor de dræber børn, eller holder hemmelighedsfulde ceremonier eller tøjlesløse fester med sære skikke, så kan de ikke længere bevare deres liv og deres ægteskaber rene; enten gør de det af med hinanden ved snigmord, eller også krænker de hinandens ægteskaber. Overalt råder en forvirret blanding af blodsudgydelse og drab, af tyveri og bedrag, af ødelæggelse, troløshed, oprør, falsk ed, stormløb mod det gode, glemsel når det gælder velgerninger, besmittelse af sjælene, unaturlig kønslig omgang, uorden i ægteskaberne, ægteskabsbrud og udsvævelser; dyrkelsen af de navnløse afguder er alt det ondes begyndelse, årsag og kulmination. For enten føres mennesker af deres begejstring ud i vanvid, eller også udtaler de falske profetier eller lever uretfærdigt eller er rede til at sværge falsk. Da det er livløse afguder, de stoler på, forventer de ikke, at der vil ske dem noget, fordi de aflægger falsk ed. Men retfærdigheden vil ramme dem for begge dele: både fordi de var fjendtligt stemt mod Gud og holdt sig til afguderne, og fordi de fulde af bedrag aflagde ed i modstrid med retfærdigheden og ringeagtede fromhed. For det, der altid følger i hælene på uretfærdige menneskers overtrædelser, er ikke en kraft fra dem, de sværger ved, men derimod en retfærdig straf over dem, der synder.

Krydshenvisning:

Es 43,2 43,16

Note:

verdens håb: Noa, 1 Mos 6,1-7,24, jf. Visd 10,4. Sir 16,7. Bar 3,26-28

Krydshenvisning:

5 Mos 27,15

Sl 115,8

Krydshenvisning:

Es 2,18-20

Ez 30,13

Mika 5,12

Krydshenvisning:

Dan 3,1-6

Krydshenvisning:

Es 42,8

Krydshenvisning:

Rom 1,28-31

Krydshenvisning:

Rom 1,28-31

Visd 12,3-7

Krydshenvisning:

Rom 1,28-31

Krydshenvisning:

Rom 1,28-31

Jer 7,8-9

1 Kor 6,9-10

Gal 5,19-21

Krydshenvisning:

Rom 1,28-31

Jer 7,8-9

1 Kor 6,9-10

Gal 5,19-21

Krydshenvisning:

Rom 1,28-31

Krydshenvisning:

Rom 1,28-31

Krydshenvisning:

Rom 1,28-31