Bibelen online
Jobs Bog Kapitel 21
Jobs svar
Da sagde Job:
Hør dog på, hvad jeg har at sige,
lad det være den trøst, I kan give mig.
Bær over med mig, mens jeg taler;
når jeg har talt, kan I håne mig.
Retter jeg min klage til mennesker?
Hvorfor skulle jeg ikke være utålmodig?
Se dog på mig, og gys,
læg hånden på munden!
Jeg fyldes af rædsel, når jeg tænker på det,
frygten griber min krop.
Hvorfor får ugudelige lov til at leve,
selv når de bliver gamle, er de stærke og sunde.
Deres børn lever trygt hos dem,
deres afkom trives for deres øjne;
deres familier har fred for rædsel,
de rammes ikke af Guds stok.
Når deres tyre springer på køerne, slår det ikke fejl,
køerne kælver, de kaster ikke kalven.
Deres børn kan løbe frit omkring som får,
deres afkom springer omkring,
de synger til pauke og citer
og jubler til tonerne fra fløjten.
De henlever deres dage i lykke,
og med fred synker de i dødsriget.
Men til Gud siger de: »Lad os i fred!
Vi vil ikke vide af dine veje.
Hvad er den Almægtige, at vi skulle dyrke ham?
Hvad gavn har vi af at bede til ham?«
Holder de ikke lykken i deres egen hånd?
– De ugudeliges planer er langt borte fra mig.
Hvor tit slukkes ugudeliges lampe?
Hvor tit rammes de af ulykke?
Hvor tit tildeler Gud dem smerte i sin vrede?
Bliver de som strå for vinden,
som avner, stormen fejer væk?
Gud gemmer måske ulykken til hans børn?
Han skulle hellere lade ham selv undgælde, så han fik det at mærke;
med egne øjne skulle han se sin undergang,
selv skulle han drikke den Almægtiges vrede.
Hvad bryder han sig om sin familie, når han er død,
når hans måneders tal er skåret af?
Hvem skulle kunne bibringe Gud kundskab,
ham som dømmer de høje magter?
Den ene dør, når han er på sit højeste,
helt sorgløs og tryg,
med indvolde fulde af fedt
og med saftig knoglemarv;
den anden dør i fortvivlelse
uden at have smagt lykken.
Men begge ligger i støvet,
dækket af maddiker.
Jeg ved, hvad I tænker på,
I pønser på rænker mod mig.
I siger: »Hvor er stormandens hus,
hvor er teltet, hvor de ugudelige boede?«
Spørg dog dem, der har været viden om,
læg mærke til, hvad de varsler:
På ulykkens dag skånes den onde,
på vredens dag reddes han.
Hvem foreholder ham hans færd op i hans åbne ansigt?
Hvem gengælder ham, hvad han har gjort?
Nej, når han bæres til graven,
sættes der vagt ved hans gravsted.
Han hviler fredeligt i gravkammeret.
Et mægtigt ligtog fulgte ham,
og i spidsen gik en talløs skare.
Hvor tom er ikke den trøst, I bringer mig,
hvor falske de svar, I kommer med!
