Bibelen online

Jeremias' Bog Kapitel 12

Herre, du får ret,

når jeg anklager dig,

og dog må jeg gå i rette med dig:

Hvorfor har uretfærdige lykken med sig,

hvorfor lever troløse trygt?

Du plantede dem, og de slog rod;

de groede og bar frugt.

De har dig på læberne,

men ikke i hjertet.

Herre, du kender mig og ser mig,

du ransager mit hjerte.

Skil dem fra som får til slagtning,

indvi dem til drabets dag!

Hvor længe skal landet sørge og alle markens planter visne? På grund af indbyggernes ondskab omkommer dyr og fugle, for folk siger: »Han ser ikke, hvad der bliver af os!«

Når du løber om kap med folk til fods, og det udmatter dig, hvordan vil du så kappes med folk til hest? Når du kun er tryg i et fredfyldt land, hvordan skal du så klare dig i Jordans tætte krat? Selv dine brødre og din slægt er troløse mod dig; ja, de råber af fuld hals efter dig. Du skal ikke stole på dem, selv om de taler venligt til dig.

Herren har forladt sit frafaldne folk

Jeg har forladt mit hus,

jeg har vraget min ejendom;

jeg har udleveret min elskede

til hendes fjender.

Mit ejendomsfolk er blevet

som en løve i skoven;

det brøler imod mig,

derfor nærer jeg afsky for det.

Mit ejendomsfolk er blevet hyæners bytte,

rovfugle flokkes om det.

Kom her, alle vilde dyr,

kom og æd!

De mange hyrder ødelægger min vingård;

de nedtramper min mark,

de gør min dejlige mark

til en øde ørken.

De gør den til en sørgende ødemark,

den ligger øde hen foran mig;

hele landet ligger øde,

for ingen tager sig af det.

Voldsmænd trænger frem overalt i ørkenens nøgne land. Herrens sværd fortærer alt fra den ene ende af landet til den anden. Intet menneske kan føle sig tryg.

De såede hvede, men høstede torne,

de sled og slæbte, det hjalp dem ikke.

Herrens glødende vrede

gjorde deres afgrøde til skamme.

Dette siger Herren om alle de onde naboer, som gør indhug i den ejendom, jeg tildelte mit folk, Israel: Jeg rykker dem op af deres jord, og Juda vil jeg rykke op sammen med dem. Men efter at jeg har rykket dem op, vil jeg igen forbarme mig over dem og føre dem tilbage, hver til sin ejendom og hver til sit land. Hvis de lærer af mit folk at sværge ved mit navn: »Så sandt Herren lever«, ligesom de lærte mit folk at sværge ved Ba'al, da skal de bygges op i mit folk. Men hvis de ikke hører, vil jeg rykke dette folk op og ødelægge det, siger Herren.

Krydshenvisning:

Job 21,7

Sl 73,3

Krydshenvisning:

Es 29,13

Krydshenvisning:

Sl 139,1

Jak 5,5

Krydshenvisning:

Jer 9,9

Krydshenvisning:

Jer 6,3

Krydshenvisning:

Jer 6,3

Krydshenvisning:

Hos 8,7

Krydshenvisning:

ApG 15,16

Krydshenvisning:

5 Mos 6,13

Jer 4,2