Læs lignelsen om de betroede talenter

Hvem er Gud? Det er ofte det, Jesus’ lignelser vil give et svar på.

Gud er som en god hyrde, der elsker hvert eneste af sine får. Han er som en far, der tager imod sit barn med stor glæde. Han er som en vært, der holder en kæmpe fest og bliver ved med at invitere, til bordet er fyldt. Han er som en samaritaner: den fra hvilken hjælpen kommer ganske uventet.

Og så er der lignelsen om de betroede talenter.

Den findes i flere udgaver, men den mest kendte er den i Matthæusevangeliet. Uden tvivl fordi det er den udgave, vi hører læst som evangelietekst i kirken. Og hvad fortæller den os så om Gud?

Vi hører om en rig mand, der skal rejse væk. Han efterlader sin meget store formue hos sine tjenere og giver dem hver en andel. 1, 2, og 5 talenter. Talenter har i sin oprindelse intet at gøre med x-factor eller alle de andre programmers optagethed af det, et menneske kan. Et talent var tværtimod en møntenhed. Den største, der fandtes. Et talent er således 10.000 dagslønninger. Eller ca. 44 årslønninger. Så meget bliver den, der modtager blot et talent, altså betroet.

Men de tre tjenere handler meget forskelligt med det, de er blevet betroet. De første to tjenere – dem med to og fem talenter – sætter med det samme det hele i spil, og værdien af det, de blev givet, stiger. Men den tredje tjener graver det hele ned.

Hvorfor gør han det? Da rigmanden kommer hjem, beskylder han sin tjener for dovenskab. Selv siger han, det skyldes frygt. Han er bange for sin herre. En streng og uretfærdig herre, der høster, hvor han ikke har sået. Så for ikke at komme galt afsted, har han gravet det hele ned. Helt som farmoren til en af mine gode venner. Hun gemte alle sine penge i sofaens bund, fordi hun hverken havde tiltro til banken eller til dem omkring hende. Det var vist noget af en overraskelse, da den grønne sofa skulle løftes ud af lejligheden, og det pludselig sneede med pengesedler …

Men rigmanden bliver vred. Måske mest af alt fordi han ikke selv har holdt noget tilbage. Alt det, han har, betror han sine tjenere. Det hele lægges hos dem.

Men nu tilbage til det første spørgsmål, for Jesus fortæller os lignelser, fordi han vil, at vi skal vide, hvem Gud er. Og Gud er altså den, der har lagt alt – alt i vores hænder. Det er os, der er de tjenere, der er blevet betroet alt. Det er den myndighed, han har givet os! At handle med det, der er hans. Sætte det i omløb i verden. Det gælder både nåden, livsmodet, tilgivelse, håbet, trøsten. Alt sammen med sit udspring i ordene om Jesus Kristus. Rigmanden betror sine tjenere hele sin formue. Det hele. Intet holder han tilbage i sikkerhed hos sig selv. Tænk, at han tør. Tænk, hvad han regner de tjenere for. Tænk, hvad Gud regner dig og mig for.

En urimelig herre, der høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt. Sådan taler frygten i den tjener, der lammes af sit forfejlede billede af Gud. Han graver sin del af formuen så hurtigt ned, at han slet ikke ser dets værdi. Og derfor er det eneste, han finder, da han graver det op igen, dette: Et ubrugt liv, en ubedt bøn, et håb, der aldrig blev delt. En trøst, der aldrig blev rakt. Hvad har det af værdi?

I Matthæusevangeliet står denne lignelse lige mellem lignelsen om de ti brudepiger og verdensdommen, der på hver deres måde kredser om det, at Jesus en dag skal komme igen. Lignelsen om de betroede talenter får os da også til at tænke, at på opstandelsens morgen skal vi mødes af Herrens blik.

Vi skal ikke være som min vens farmor og grave det hele med, for vi har en Gud, der i kærlighed til verden og til dig og mig kom til jorden i Jesus Kristus, der gav alt, han var og havde og er, for at det skulle blive virksomt i os og i verden. Så generøs og fuldstændig urimelig er den Gud, vi lærer at kende i Jesus Kristus. Og så uretfærdig er han, at han aldrig giver op. Og i påskemorgenens lys ser vi, at selv den del af høsten, som ellers var dødens bytte, hævder Gud er hans retmæssige ejendom. Ingen og intet må gå fortabt. Alt og alle vil han gerne kunne kalde sine.

Så på den yderste dag vil vi se alt det, vi forspildte, det vi mislykkedes med, de gange vi satte os selv først, hævdede os på andres bekostning. Men mon ikke vi også vil se, hvordan Gud af vores smuler kan skabe en høst af glæde og liv og håb? Sådan er den Gud, vi møder i Jesus Kristus.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.