Bøger 2023. Foto: Bibelselskabet.
2023 har bl.a. budt på nye gendigtninger for børn og voksne og bibler i ny indpakning. Foto: Bibelselskabet.

Af Mathias Anker Kure, forlagschef

Fik du læst årets bøger?

Med nytåret om hjørnet kan vi i Bibelselskabet sige tak for et godt bogår 2023. Et år, der bød på flere markante udgivelser. Vi glæder os til snart at løfte sløret for skønne nyheder for 2024, men her får du først et tilbageblik på alt det, vi udgav i år – og et bud på, hvordan bøgerne fortsat kan bruges

Bibelen genfortalt af Ida Jessen

Året startede med en udgivelse af Ida Jessens populære genfortælling af Bibelen som tekstbog. Bibelen genfortalt af Ida Jessen blev flot modtaget af læsere og anmeldere, og på Kirke.dk blev den anbefalet varmt både ”til natbordet og gavebordet, til togrejsen, i læseklubben, og som højtlæsning til unge og voksne i både kirke og hjem.” Vi er ikke uenige!

Læs mere om bogen her

Bibelen genfortalt af Ida Jessen

Håb er en overset superkraft

En anden af årets bøger, Håb er en overset superkraft, er i høj grad tænkt til gavebordet. Som undertitlen siger, består den af ”12 taler til konfirmanden”. Talerne, der er leveret af blandt andre Katrine Muff, Bodil Jørgensen og Christian Hjortkjær, er ærlige og livsnære og i bedste forstand opbyggelige: De er spækket med gode, konkrete råd, og så tager de afsæt i en selvvalgt passage fra Bibelen. I Jyllands-Posten var der fem stjerner og stor ros til konceptet, og i Kristeligt Dagblad var anmelder Karsten Møller Hansen ikke i tvivl: ”Giv denne bog til konfirmanden”.

Læs mere om bogen her

Håb er en overset superkraft

Den tredje tvivl

I 2023 var der også nyt fra teologen Leif Andersen, der tidligere har bidraget til serien Bibelselskabets Håndbibliotek. I sin nye bog, Den tredje tvivl, undersøger han troens forudsætninger i en tid, hvor alt er til forhandling. Det er originalt teologisk arbejde serveret i en personlig og vedkommende stil. Læs her, hvad Andersen håber, at læseren får ud af bogen.

Læs mere om bogen her

Den tredje tvivl

Tobias & Trine

På børne- og ungdomsfronten blev to populære serier udvidet. Minibøgerne om tvillingerne Tobias & Trine har gennem en årrække været en yndet gave i mange kirker især ved gudstjenester til de store høj- og årstider. Derfor er det også på sin plads, at der nu findes en bog om pinse – hvor tvillingerne fejrer både egen og kirkens fødselsdag – og høstgudstjeneste. 

Bøgerne er skrevet af Malene Fenger-Grøndahl og illustreret af Jesper Tom-Petersen.

Læs mere om bøgerne her

Tobias & Trine 2023

Fupz'ke lignelser

En anden stærk formidler af bibelsk stof er forfatteren Kim Fupz Aakeson. Sammen med den garvede illustrator Lilian Brøgger stod han i år for tre nyheder i billedbogsserien Fupz’ke lignelser: Lånehajen, Jonnas jordbær samt Og så var Malte væk. Bøgerne rummer humoristiske fortolkninger af lignelserne om henholdsvis arbejderne i vingårdene, det vildfarne får og de betroede talenter. Tema og fortællestruktur kommer fra Bibelen og udfoldes i et nutidigt univers. Fupz’ke lignelser er oplagte bøger til minikonfirmand og kristendomsundervisning – eller højtlæsning hjemme.

Læs mere om bøgerne her

Fupz'ke lignelser 2023

Natten åbner sig som en port

Årets helt store bognyhed kom fra forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Hendes gendigtning af Det Nye Testamente i romanform blev mere end flot modtaget af anmeldere og ikke mindst læsere, der sørgede for, at bogen allerede er trykt i tre store oplag. I Weekendavisen beskrev anmelderen bogen som ”en nænsomt oprivende romanoplevelse” og en ”lyrisk dragende genfortælling”. Læs et sammendrag af de mange gode anmeldelser, og læs et personligt interview om forfatterens vej ind i det bibelske stof. Hun lover at gå videre med Det Gamle Testamente. Vi glæder os.

Læs mere om bogen her

Natten åbner sig som en port

50 bibeltekster du skal kende

En anden populær udgivelse fra i år er 50 bibeltekster du skal kende af Sørine Gotfredsen. En smuk lille gave- og brugsbog, der rummer 50 højdepunkter fra Bibelen udvalgt og kommenteret af Sørine Gotfredsen ud fra et ønske om at vise, hvordan de bibelske fortællinger har formet vores verden og måde at tænke og leve på. Bogen er illustreret med collager over Gustave Dorés ikoniske bibelillustrationer, der åbnede Bibelen som et billedunivers for generationer. I det nye år anbefaler vi bogen som en gave til den læseglade student. Eller som refleksionsbog til årets 52 uger. 

Læs mere om bogen

50 bibeltekster du skal kende


Bibelen i seks nye indpakninger

Endelig er der bogen, det hele kredser om, Bibelen. For også på den front var der nyt i 2023. Mens vi arbejder på en ny autoriseret oversættelse – der som bekendt er planlagt til udgivelse i 2036 – tager vi os godt af oversættelsen fra 1992. 

I år kom det til udtryk ved, at den fik flere nye flotte indpakninger. Iblandt de nye udgaver er en delikat udgave af Familiebibelen, der er en oplagt gavebog til brudeparret. 

Læs mere om de nye omslag

Bibelomslag 2023

Forsvarets Sang- og Salmebog

Som rosinen i pølseenden bistod Bibelselskabet i år Det Kongelige Vajsenshus’ Forlag med en opgave for Forsvaret. Nemlig en ny sang- og salmebog til brug i militær sammenhæng, Forsvarets Sang- og Salmebog. 

Her kan du læse hærprovst Thomas Hansen Beck fortælle om projektet.

Feltsalmebogen 2023. Foto: Mathias Anker Kure.

Natten åbner sig som en port

Det Nye Testamente gendigtet som roman af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
natten
299,95

Forfatter: Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Sidetal: 272
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-293-3
Mål: 13,4 x 21,5 cm.