Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?

Bibelen er for mig ikke en bog. Den er et univers. En anden dimension, som jeg går ind i, når behovet melder sig. Når jeg møder afmagt i mig selv eller står over for et eksistentielt spørgsmål, jeg ikke selv kan løse, tænker jeg over, hvor i Bibelen det mon kan betale sig at søge svar eller vejledning. Jeg giver mig ikke til at læse på må og få, men overvejer nøje, hvilke tekster jeg har brug for.  

Det kræver koncentration at læse i Bibelen, og den finder jeg som regel om aftenen, i stilhed. Jeg læser ikke længe – jeg tror på, at jeg ledes til den bestemte passage, der vil hjælpe mig, går direkte til dette sted, læser, lukker bogen igen og begynder min refleksion. Når jeg overgiver mig til søvnen, arbejder teksten videre i mig på andre niveauer.

Hvem er din favoritperson fra Bibelen? Hvorfor?

Jesus' discipel Peter, Menneskefiskeren, er både kompleks og genkendelig. Han ender med Paradisets nøgler i sin hånd, på trods af sin ufuldkommenhed. Han er benægteren, løgneren og den tvivlende, der oprejses, selv om han flere steder fremstår så sølle. Trods sin menneskelige svaghed er han Jesus’ højt elskede. Han vil så gerne gøre det rigtige; hans iver er så stor, men hans utilstrækkelighed fører ham på afveje. Når han selv erkender denne smertefulde utilstrækkelighed, er det bevægende at læse om. Da hanen galer, og Peter for tredje gang har fornægtet sit kendskab til Jesus, erkender han sit fald, går bort og græder i fortvivlelse. Der er et stort håb i, at ”den fortabte” skal rejses, og Peter ender med at blive udnævnt til Klippen, hvorpå Kristus skal bygge sit rige.

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Salme 139 fra Salmernes Bog. Dette skrift rummer en mystik og en dybde, der for mig sammenfatter Guds væsen på den forunderligste måde. Den forklarer så poetisk, at Evigheden strækker sig fra dødsriget til dér, hvor havet ender. At når vi skal derhen, hvor vi kun kan komme på Morgenrødens Vinger, selv i døden, holder Gud os fast. Fra vi har valgt at tro, går det ikke længere at flygte. Så kan intet mørke længere skjule os.

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Det skal vi heller ikke. Men vi kommer ikke uden om det, hvis vi vil søge de dybeste sandheder. Det er en krævende bog, fordi man må læse den på mange forskellige måder. Der er tekster, særligt i Det Gamle Testamente, som er svære for det moderne menneske, fordi de forudsætter fornemmelse for historisk og kulturel kontekst, abstraktion, metaforik og poesi for at give mening. Men Bibelen er uudtømmelig. Både som katalog over menneskets vandring mod Gud og som Ordets kilde. Ingen bør kalde sig kristen, uden selv at have læst, hvad Jesus har sagt.

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 13. Denne tekst vender jeg tilbage til igen og igen. Den handler om Kærlighedens væsen, hvad kærlighed er, og dermed det kristne kernebudskab. Men samtidigt handler den også om det umulige, det sværeste af alt, og derfor er det også smertefuldt at læse. Paulus prøver at få os til at forstå kærligheden ved at beskrive, hvad der ikke er kærlighed. Og her er det alt for nemt at genkende sig selv. Når jeg læser denne tekst, svinger jeg mellem dybt mismod og håb. Men hele tiden må jeg have i baghovedet, at jeg her er i godt selskab. Paulus selv kæmpede med sin utilstrækkelighed, og var fortvivlet over ikke at gøre det gode, som han ville, men i stedet det onde, som han ikke ville.

Kærlighedens underfuldhed er beskrevet med så stor poesi her. Kærligheden er ufattelig. Vi må tro, den ligger bagved alt. Og da den er impulsen til selve Skabelsen og hele Skaberværket, er den størst af alt. Man kan læse denne tekst på det personlige plan, som en lille selvhjælpsbog, eller på det allerdybeste plan, som nøgle til at forstå intet mindre end altings sammenhæng.

Katarina Lewkovitch er tilrettelægger af Radiogudstjenesten og vært på programmet Audiens på P1. Desuden er hun én af stemmerne bag Bibelen 2020 som lydbog.