Hånd & ånd: Tilgivelse
Til forløbet om tilgivelse kan I blandt andet arbejde kreativt med maleri. Foto: Shutterstock.

Hånd og ånd: Tilgivelse

Tilgivelse er temaet for dette forløb, som tager afsæt i fortællingen om den fortabte søn, der brændte hele arven af, men som alligevel kunne vende tilbage til sin far, og blive mødt af tilgivelse og kærlighed. Dette forløb inddrager også salme 367 fra Salmebogen, Vi rækker vore hænder frem.

Tilgivelse er et forløb under Hånd og ånd. Herunder finder du en vejledning til de tre aktiviteter, som forløbet indeholder: Salme, mediation og kreativt arbejde. Der bør afsættes ca. 2,5 time.

Forberedelse

Download pdf med salme: Vi rækker vore hænder frem

Print arket med salmeteksten til hver deltager. Øv salmen og især det første salmevers igennem flere gange, og brug videoen nedenunder til at se, hvordan fagterne skal udføres:

Vælg et lokale til meditationsdelen. Det skal være et rum med god plads, så man kan stå op og lave fagter til salmen, uden at ramle ind i vægge eller hinanden. Der skal stilles stole frem i en halvcirkel. Læg det printede ark og en blyant på hver stol.

Skriv salmens sidste vers op på en tavle eller en planche i meditationsrummet.

Det er oplagt at arbejde med maleri ved dette tema. Der skal indkøbes følgende materialer:

  • Akrylmaling i farverne: hvid, sort, blå, rød, gul, brun
  • Lærreder (optimalt i 60 x 50 cm)
  • Pensler i forskellige størrelser til hver deltager
  • Et stort vandglas til hver deltager (til vand)
  • Evt. staffeli til hver
  • To paptallerkner til hver deltager (til maling)
  • Afdækningspapir eller plast til gulv/borde
  • Blyanter
  • Føntørrer.

I et andet lokale (hvis det er i samme lokale, skal der laves en form for rumdeling) stilles borde med materialerne; vis eventuelt billeder af andres malerier til inspiration. Materialerne skal bredes ud på bordet, så det er nemt at få et overblik. Der skal være borde eller staffelier til at male ved. Der kan dækkes af med plast.

I et tredje lokale stilles der frem til kaffe og kage, så de der bliver hurtigt færdige med den kreative del, kan gå ind og drikke kaffe, uden at forstyrre dem, der arbejder i længere tid.

Print meditation ud og øv den ved højtlæsning flere gange. Når man læser en meditation højt, er det vigtigt selv at tænke med og se den for sig, mens man læser. Det gør at tempoet bliver sat ned og giver deltagerne tid til at tænke og danne sig billeder. Du kan høre meditationen her (og hvis du ikke har mod på selv at læse den op, kan du uden problemer afspille den):

Download pdf med meditation om tilgivelse

Intro

Introen kan foregå i lokalet til kaffe eller i meditationslokalet.

Begynd introduktionen med en navnerunde, hvor I får hilst på hinanden.

Forklar forløbet: Vi skal arbejde med temaet ’tilgivelse’ ved at synge en salme og høre en fortælling fra Bibelen, som måske kan inspirere os i vores eget liv. Bagefter skal vi male. Jeg har lagt alle materialerne ud til fri brug. Man kan tørre malingen med en føntørrer, hvis det skal være tørt før der males videre. Husk, at det ikke er vigtigt at opnå et fantastisk resultat eller at det skal se professionelt ud. Det er heller ikke vigtigt, at det præcis ligner det, som I har i hovedet, når I begynder – for det ændrer sig undervejs og I kommer til at tænke nye tanker, mens I arbejder med det. Så man skal bare kaste sig ud i det. Der er kun én regel: Når vi går fra meditationen og skal lave kreative ting, så skal vi være stille, så man kan være i ro med de tanker, der er blevet sat i gang. Så den første halve times tid skal vi ikke tale sammen. Nu går vi ind i meditationslokalet.

Salme

Deltagerne tager papiret med salmetekst fra deres stol og stiller sig op i rundkreds.

Forklar, at først synges hele salmen én gang og derefter synger vi første vers tre gange med fagter til. Teksten fra første vers kan skrives på en tavle eller et stort stykke pap, så den kan synges uden at man skal holde et stykke papir i hænderne. Ved fagterne til første vers følger deltagerne underviseren.

Meditation

Efter salmesangen sætter I jer ned og underviseren begynder meditationen (den har præsterne skrevet ned til jer). Efter meditationen er alle stille, og når I er klar, går I ind ved siden af og begynder på det kreative arbejde.

Kreativt arbejde

Deltagerne går i gang, og underviseren går rundt og iagttager og er ’til rådighed’. Efter en times tid afbryder underviseren: I er alle godt i gang. Før vi går videre, laver vi en runde, hvor I hver især fortæller om de tanker, der er bag det arbejde, I har lavet og hvad i er glade for ved jeres maleri. Man behøver ikke sætte mange ord på, men det er spændende at høre jeres tanker og forestillinger.

Efter denne runde siger underviseren, at der er mere tid til at arbejde videre, og når man er færdig, er alle velkomne til at gå ind ved siden af og tage en kop kaffe.

Til slut siger man farvel til alle. Folk er velkomne til at tage deres arbejde med hjem. Måske skal det stå og tørre, før de kan hente det i løbet af de næste par uger.

BESKRIVELSEN kan lyde lidt overvældende, men bare rolig: Alle kan være med! Det kræver bare lidt forberedelse.

Udforsk Bibelen i fællesskab. Foto: Shutterstock.

Udforsk Bibelen i fællesskab

Find idéer og værktøjer til at udforske Bibelen 2020 i fællesskab med andre. 

Læs mere

Bibelen 2020, 3 vinkler

Mere om Bibelen 2020

Bibelen 2020 er hele Danmarks nye bibel. Bliv klogere på den nye oversættelse.

Læs mere

Bibelen 2020 - softcover

Hele Danmarks nye bibel: En mundret og nudansk oversættelse
Bibelen 2020. Foto: Carsten Lundager.
399,95

Sidetal: 1672 sider
Indbinding: Hæftet softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-228-5
Mål: 15 x 22 x 4 cm.
Udgave: 3. udgave
Andet: Vægt ca. 1,3 kg.