På et hængende hår: Kongesønnen Absaloms tragiske død

I Det Gamle Testamente er langt og kraftigt hår et tegn på maskulin skønhed og sex appeal. Det ser vi et eksempel på i Anden Samuelsbog, hvor vi møder Kong Davids søn, Absalom. Der er ingen i hele kongedømmet Israel, der er så berømte for at se godt ud som Absalom. Han er fejlfri fra top til tå, og når hans pragtfulde lange hår bliver så langt, at han bliver nødt til at klippe noget af det af, vejer det afklippede hår ”to hundrede sekel efter kongelig vægt” (Anden Samuelsbog 14,26), det vil sige over to kilo!

Fortællingen om Absalom giver os et hint om, hvor vigtigt for udseendet lækkert hår anses for at være i Det Gamle Testamente. Beskrivelsen af Absaloms skønhed er utvetydig - han var den smukkeste mand i landet - men også vældig generel og uden detaljer. Det eneste konkrete fysiske kendetegn ved Absalom, der fremhæves i teksten, er lige præcis hans enestående og kraftige lange hår. Derfor er det da også både ironisk og tragisk, at håret bliver Absaloms skæbne. Absalom gør oprør mod sin far Kong David, men oprøret slår fejl, og Absalom ender med at måtte flygte for sit liv med sin fars soldater i hælene. Absalom forsøger at undslippe på et muldyr, men hans lange hår bliver fanget i grenene på et egetræ under flugten, og han sidder ubehjælpeligt fast i træets grene. Således ender den smukke Absalom sine dage i Anden Samuelsbog 18. Han hænger hjælpeløst fafast på grund af sit lange hår, da han bliver slået ihjel af den skånselsløse hærfører Joab og ti af hans mænd. Det kan man da kalde en rigtig dårlig hårdag.

For lidt og for meget: Skaldepanden Elisa og Esau den pelsede

Et smukt og bølgende hår er altså en integreret del af skønhedsidealet både for mænd og kvinder i Det Gamle Testamente. Det så vi et eksempel på i fortællingen om Absalom, men også i en tekst som Højsangen, hvor kvindens hårpragt beskrives som synet af en hel gedeflok, der bølger ned over bjergsiden (Højsangen 6,5), og som viltre og smukke lokker, som man kan blive fanget og holdt fast i (Højsangen 7,6).

Som med så meget andet her i verden gælder det dog om at have lige præcis den rette mængde hår. Hvis man har for lidt hår eller for meget hår, bliver man genstand for spot og latterliggørelse. Profeten Elisa, som vi møder i Kongebøgerne, har tilsyneladende en noget vigende hårgrænse, og derfor bliver han mobbet af de lokale børn. De driller ham, og kalder ham ”skaldepande” (Anden Kongebog 2,23). Det tager Elisa ikke særlig pænt, og han er lidt af en mirakelmager i kraft af sin rolle som Guds profet, så han sørger for, at børnene får en forfærdelig straf. Elisa kalder to bjørne ud af skoven, og bjørnene sønderriver toogfyrre af de uforskammede børn. Det er en hårrejsende historie!

Det dur heller ikke, hvis man har for meget hår. Patriarken Isaks ældste søn, Esau, som også er storebror til den udspekulerede Jakob, er fuldstændig dækket af røde hår, da han bliver født. Den nyfødte Esau er ”lodden” over det hele, og håret dækker ham nærmest som en kappe. Når man læser beskrivelsen af Esau i Første Mosebog 25, får man nærmest indtryk af, at han mest af alt ligner en yeti eller en wookiee. Esau opfører sig også lidt som en wookiee. Han er vild og stridbar og ubehøvlet, og han er rent ud sagt heller ikke for klog. Den rødhårede og pelsede børste Esau, kan slet ikke hamle op med sin snu yngre tvillingebror Jakob, og derfor er det ingen sag for Jakob at tiltuske sig både Esaus førstefødselsret og deres far Isaks velsignelse (Første Mosebog 25 og 27). Stakkels behårede Esau har en dårlig hårdag hver dag i hele sit liv.

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. i teologi. Hun er professor ved Det Teologiske Fakultet i Oslo. Har redigeret og bidraget til Gud og os - en ny antologi om Det Gamle Testamente. Desuden panelist i Bibelselskabets brevkasse. Læs hendes svar her.