Uddrag fra Natten åbner sig som en port af Anne Lise Marstrand-Jørgensen:

I den måned, hvor Maria skal føde, udgår der en befaling fra kejser Augustus i Rom: Der skal afholdes folketælling, så kejseren ved, hvor mange mennesker der skal betale ham skat. Alle skal rejse til den by, de kommer fra, og melde sig dér. Josef skal til Betlehem og Maria gør ham følge. Kunne de selv have valgt, ville de have ventet, til barnet var født, men en kejserlig befaling kan ikke trodses. De er stået op før daggry og spiser i tavshed. Hun sover dårligt, for maven er tung, og hun kan efterhånden kun ligge på den ene side. 

Josef havde tænkt, at han nok ville være i stand til at træde til side på Guds befaling og gøre plads til det ufødte barn, selvom det ikke er hans, men han havde ikke haft fantasi til at forestille sig den omsorg, han er kommet til at føle for Maria. Han ser, hun fryser, og henter et tæppe, hun trykker hans hånd mod sine læber, han ved, hun er ham taknemmelig, fordi han ikke stødte hende bort, men sådan ønsker han ikke, det skal være. Han vil gerne sige det til hende, gerne udtrykke sin kærlighed og sin længsel efter snart at møde barnet, men ordene kan ikke finde vej og strømmer i stedet gennem hans hænder. Han henter tykmælk med honning til hende, så hun ikke skal rejse sig igen efter at have tændt op, og hun smiler. De har nogle får, der giver god mælk, en kvie og et æsel. Andre ser efter dyrene, mens de er borte, men æslet trækker Josef af stalden. De pakker tæpper og drikkeskind, andet skal de ikke have med. 

Allerede kort efter de har forladt landsbyen til fods, må Maria standse. Hun lægger begge hænder om maven som et brudebælte, hun er tapper og vil ikke have, han skal se, hvor besværet hun er. Resten af rejsen skiftevis går og rider hun, de taler ikke meget sammen, men af og til udpeger den ene noget i landskabet for den anden: en bæk, et forvredet oliventræ, nogle børn, der leger med en hundehvalp, senere aftenhimlens gavmilde farver.

Det er sidst på eftermiddagen, da de den følgende dag passerer Jerusalem. Josef fortæller Maria om alt det, som han har set der. De vil besøge det kolossale tempel, og han vil vise hende byen på hjemvejen. Selvom mange tager på pilgrimsrejse dertil ved højtiderne, og selvom man kun kan ofre til Gud i templet, har Maria endnu aldrig været der. Kun hendes far plejer at tage afsted, for nogen skal passe tingene derhjemme, og de har ikke haft råd til at rejse alle sammen.

"I Jerusalem får man de bedste pinjekager og det mest velduftende rosenvand," siger han og smækker med tungen, "luften i basaren er tæt af krydderier, små boder sælger den sødeste granatæblejuice, man kan købe alt, hvad et menneske kan begære."

Hun svarer med korte lyde, men først da de er fremme ved Betlehem, forstår han hvorfor. Det er næsten mørkt, hun er sort mod den natblå himmel. Det funkler bag hende, juveler i en dronnings smykke, han rækker op efter hende for at hjælpe hende ned. Hun ryster på hovedet, klemmer hans hånd så hårdt.

"Det er tid," hvisker hun, "jeg har så ondt."

Hvor skal han finde en fødekone i denne by? Hvor skal han finde kvinder, der kan hjælpe hans hustru? Hvor skal han finde et sted, hun kan ligge godt og varmt? Hjertet hamrer, han forsøger at holde stemmen i ro. Fra sted til sted gennem de smalle gader, han ved i det mindste, hvor herbergerne ligger, resten må han finde ud af senere. Men det er ikke kun ham og Maria, der skal tælles, der har været mange folk på vejene hele dagen, flere og flere, jo nærmere Betlehem de kom, mange har allerede indlogeret sig. Kold og fugtig daler duggen og lægger et slør over alting. Josef hvisker til Gud, og han hører, at Maria gør det samme. 

Vil du virkelig lade det barn, som er blevet til ved Helligånden, føde på den bare jord? tænker han, men beder i stedet: "Hjælp os."

Maria græd ikke og sagde ikke et ord, mens den ene efter den anden afviste dem. Til sidst kunne hun ikke sidde stille på æslets ryg for smerterne, og han måtte hjælpe hende ned. Så stod hun foroverbøjet og støttede sig mod sine knæ, mens han hamrede på døren til det eneste herberg, de endnu ikke havde forsøgt.

Husværten afviste ham travl og kort for hovedet og skulle til at lukke døren, da han fik øje på Maria. Han kaldte på sin hustru, der stod lidt med rådvilde øjne, før hun gik ud til Maria og lagde armen om hende.

De fik lov til at overnatte i stalden, andet kunne værtsparret ikke tilbyde dem. Der var muget ud for nylig, væggene var tætnede, dyrene gumlede tilfredse, men en simpel stald var det. Konen kunne umuligt forlade gæsterne i herberget for en fødsel, men gav dem nogle kludetæpper med og lovede at sende bud efter fødekonen. Josef redte en seng i halmen til Maria, og selvom en mand ikke bør være til stede ved en fødsel, havde hun holdt så hårdt fast om hans hånd, at han ikke nænnede at gøre sig fri. I stedet havde han knælet og trukket et tæppe op om hende, som hun øjeblikket efter havde kastet af sig igen. Dyrene rørte uroligt på sig, det strålede varmt fra deres store kroppe. At det gjorde forfærdelig ondt, kunne Josef ikke være i tvivl om; han kunne ikke finde på andet end at tørre hendes pande og bede for hende. Fødekonen kom ikke, der var kun ham og lydene fra herbergets krostue, der dæmpede flød gennem væggen. Og så kom barnet til verden i en skylle af gråd, da det stod allerværst til med Maria. Hun rakte selv ned og tog imod ham, lagde ham på sit bryst og græd af lettelse og af glæde.

At gifte sig med en kvinde, der venter en andens barn, at være til stede ved en fødsel, hvor kun kvinder bør være, at samle halm gennemvædet af krop og blod og smide det på bålet. Alle de regler, Josef kender, gælder ikke her, natten åbner sig som en port, og med ét bliver der lysere omkring dem. Josef går ud for at se, hvem der kommer med så stærk en lampe. Men der er ingen derude, vinden suser i dalen, hyrdernes fjerne blus blinker døsigt over vidtstrakte marker. Og så lyset. Det står ned fra himlen, og Josef må skygge for øjnene med hånden, da han lægger nakken tilbage. En stjerne så stor som en lille sol, et lys, der slår mørket itu. Han tumler ind for at fortælle Maria, hvad han har set. Barnet ligger ved hendes bryst og er allerede begyndt at sutte. Hun er gennemsigtig af træthed, hun har kuplet hånden om drengens bløde hoved. Hun ser på Josef, og han siger det en gang til. Lyset kan hun jo selv fornemme, det strømmer gennem sprækker og vindueshuller. Hun nikker bare, men siger ingenting, og han sætter sig på hug hos hende og barnet.

Det er en særlig nat, det får hyrderne omkring Betlehem snart at mærke. De var allerede gået til ro, da en sprang op og råbte om kæmpestjernen til de andre. Selv fårene løftede deres uldede hoveder og brægede ud i natten. Og Gud sender igen sine tjenere ud, de kommer som vind og som flammer, det bliver som dag midt om natten. Selvfølgelig bliver de bange, de trykker sig mod hinanden, for angste til at sige noget, for tryllebundne til at søge beskyttelse i teltet. Midt i lyset lyder stemmen.

"Frygt ikke," siger den.

Men de går på knæ og vil bede for deres liv, og stemmen, der skræmte dem sådan, bliver nu deres trøst.

"Jeg kommer for at fortælle jer om en stor glæde, som ikke kun skal være for jer, men for alle mennesker. I dag er der født et barn i Davids by, som skal være jeres frelser. Saml jeres ting, gå derind og find ham. Han ligger svøbt i en krybbe, og det skal være jeres tegn."

Så glitrer himlen stærkere end vand på en solskinsdag, ingen ord vil senere kunne beskrive, hvor smukt det er, eller være i stand til at gengive den himmelske lyd af sang, der bryder ud. Som havde alverdens storme samlet sig i en ren og klar tone, som havde havde al den sol, der nogensinde har bagt ned over dem, udkrystalliseret sin livgivende kraft. En hær af stemmer, der kommer alle vegne fra, men ikke stammer fra noget menneskes mund: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!"

Omkring dem står mørket tættere end før, men i hvert hjerte bliver en gnist af det lys, de så, tilbage. De rejser sig og går mod Betlehem, det er ikke svært at finde vej. Stjernen blænder og danser og forvandler stalden til et skrin af guld. Josef holder vagt ved døren, han lader den lille og fattige flok komme indenfor. Maria har svøbt sit barn og lagt ham i dyrenes krybbe. Han holder om hendes finger, mens han sover. Af og til bevæger den lille runde mund sig, som suttede han videre i søvne. De fremmede mænd lugter af bål og får, de bøjer sig ned over hendes søn, de taler med dæmpede og indtrængende stemmer, fortæller, hvad de hørte og så på marken.

Og hvert et ord lukker Maria ind i sit hjerte og takker dem for det. Hun møder Josefs blik, da mændene er gået. Hans øjne er blanke, hun ser, at han glæder sig sammen med hende. Hun smiler til ham, hun er så træt. At Gud har givet dem sin søn i deres varetægt, vil ikke skåne nogen af dem for smerte, det aner hun allerede. At Gud vil lyse for dem og vise dem vej, håber hun, og den tro læner hun sig mod.