Engle i bøn < Benozzo Gozzoli
I eftertiden blev engle oftest set som smukke, milde væsener, der hjalp menneskeheden, men det er ikke hentet fra Bibelen. I Bibelens univers er magter og myndigheder englelignende væsener, der var farlige for mennesker, fortæller tidligere lektor i Det Nye Testamente Geert Hallbäck. Billede: Engle i bøn - maleri af Benozzo Gozzoli. Foto: Wikimedia Commons

Brevkassen: Hvad er magter og myndigheder?

Hvad betyder ordene "magter og myndigheder" i Efeserbrevet? Sådan spørger Jens Erik, og tidligere lektor Geert Hallbäck kommer med et svar.

Hej

Hvad betyder ordene 'magter og myndigheder' i Efeserbrevet 6,12? Jeg har hørt magter oversat til medier – altså bøger, aviser, radio/TV etc. eller mere bredt den information, der er offentlig tilgængelig og som styrer og former vores billede af omverdenen og det, der foregår. Medierne (trykte og elektroniske) samt den ”offentlige mening” har enorm magt og indflydelse på vores måde at tænke og handle på, og det giver god mening at Paulus skulle advare mod det. Er det korrekt?

Mvh

Jens Erik

********************************

Kære Jens Erik.

Du spørger, hvad ’magter og myndigheder’ i Efeserbrevet 6,12 betyder. I sig selv kan de to ord på græsk blot betyde jordiske magthavere: konger, kejsere, guvernører osv. Men sammenhængen i Efeserbrevet viser, at det er betegnelser for kosmiske væsner, englemagter, der ikke vil menneskene det gode. Ordene står parallelt med ”verdensherskerne i dette mørke” og ”ondskabens åndemagter i himmelrummet”. Og hele v. 12 er en udfoldelse af udtrykket ”Djævelens snigløb” i v. 11.

I den antikke jødedom var det en udbredt antagelse, at hele universet var befolket af utallige levende væsner, englemagter, eller hvad vi nu kalder dem. De var som regel farlige for mennesker; måske fordi de ville hindre menneskers adgang til himlene. De beskyttede den himmelske åndelighed mod den jordiske legemlighed. Det er en problemstilling, man især møder i den apokalyptiske litteratur og i den såkaldte Merkhava-mystik, der handler om mystikerens opstigning gennem de forskellige himle.  Men forestillingen om fjendtlige englevæsner er også udbredt i Det Nye Testamente. Her er tanken imidlertid, at Kristus gennem sin himmelfart har besejret og uskadeliggjort englemagterne, således at de kristne ikke længere behøver frygte dem.

Forestillingen står centralt i Kolosserbrevet, som bekæmper en afvigende form for kristendom, hvor en dyrkelse af englemagterne synes at indgå (Kol 2,18). Det er bestemt ikke på sin plads, når Kristus tværtimod har besejret dem: ”han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol 2,15). Efeserbrevet har mange lighedspunkter med Kolosserbrevet, men hvad englemagterne angår, synes forfatteren at gå et skridt videre, idet han direkte knytter dem til Djævelen. Det er ikke den almindelige opfattelse, hvor de snarere er en del af Guds skabelse. Man kan forestille sig, at tanken om en strid mellem englemagterne og Kristus har ført til, at de forbindes med den overordnede strid, som Gud og Kristus indgår i, nemlig kampen mod Satan.

I øvrigt bruges betegnelsen ”verdensherskerne” ofte om planeterne, og det er muligt, at forestillingen om englemagter har en sammenhæng med stjernerne, der blev betragtet som levende væsner. ”Magter og myndigheder” kan derfor meget vel henvise til stjernerne som sådanne englemagter, der er placeret mellem himmel og jord for at beskytte himlene mod menneskers indtrængen.

Du spørger også, om den rette oversættelse kunne være ’medier’.  Den ovenstående forklaring har forhåbentlig vist, at ’medier’ ikke er nogen nærliggende oversættelse. Til gengæld kan man godt overveje, om medier kan bruges som en moderne fortolkning af ’magter og myndigheder’. Den delvis skjulte magtudøvelse, som medierne repræsenterer, kan måske sammenlignes med englemagternes. Alligevel mener jeg, at fortolkningen halter, for det kosmiske aspekt kommer ikke med i jævnføringen med medierne. Her ville en sammenligning med moderne astrologi og New Age-mytologi ligge tættere på efter min mening. Men bredden af fortolkningsmuligheder er jo stor, så her bør der ikke udøves censur.

Med venlig hilsen

Geert Hallbäck

Geert Hallbäck er tidligere lektor i Det Nye Testamente. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Englehierarki

Det almindelige englehierarki stammer fra Pseudodionysios Areopagitten fra 4-500-tallet.

Første sfære (himmelske rådgivere): Serafer, Keruber og Troner.

Anden sfære (himmelske vogtere): Herredømmer, Dyder og Magter/Myndigheder.

Tredje sfære (himmelske budbringere): Fyrstedømmer, Ærkeengle og Engle.