Spm. 41. Hvad betyder spægelse
Blandt andet Holberg har brugt ordet spægelse i sine skuespil, fortæller professor ved Institut for Kulturvidenskaber Johannes Nørregaard Frandsen. Foto: Ludvig Holbergs statue foran Det Kongelige Teater, fra Wikimedia Commons

Brevkassen: Hvad betyder ordet "spægelse"?

Dorit vil gerne vide, hvad spægelse betyder, og sprogprofessor Johs. Nørregaard Frandsen hjælper med et svar

Til rette vedkommende.

Jeg har nu forsøgt via nettet, ordbog, venner og bekendt at opklare betydningen af ordet Spægelse.

Jeg kan simplehen ikke forstå betydningen af ordet, men jeg ved, at det findes i Bibelen,  Fjerde Mosebog mener jeg.

Jeg håber, I kan være mig behjælpelig.

Hilsen Dorit

****************************

Kære Dorit

Spægelse er et ældre substantiv, altså navneord, som nu ikke længere er i ordbøgerne. Det betyder noget i retning af selvtugt eller askese. Ludvig Holberg skriver f.eks. et sted om en gejstlig mand, at han var ”præget af et Liv i Kødets Spægelse”. Ordet blev også i høj grad brugt op til formentlig 1800 som verbum, så det hed at spæge, hvilket betyder at kue, tæmme, dæmpe eller betvinge.

Det er faktisk det samme ord, som vi kender i adjektivet ”spag”.

 

Med venlig hilsen

Johs. Nørregaard Frandsen

Johannes Nørregaard Frandsen er professor ved Institut for Kulturvidenskaber og cand.phil. Se hans andre brevkassesvar

Og så et længere svar: Nørregaard Frandsen fandt nemlig inspiration i spørgsmålet til sin sprogklumme i Kristeligt Dagblad. Du finder svaret her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk

 

Spæge

Ordet kommer af det oldnordiske spekja, der egentlig betyder at gøre spag.

Spag kommer af det oldnordiske spakr, der oprindelig betød mild eller sagtmodig.