Brevkassen: Hvorfor sender Jesus dæmoner over i svin?

Hej Brevkasse

 

Jeg har læst Geert Hallbacks brevkassesvar på 'Hvorfor holdt man svin på Jesus' tid?', men jeg har brug for mere forklaring. Hvorfor spurgte dæmonerne Jesus, om at sende dem ind til en flok svin, og hvorfor gjorde Jesus det?

 

Vh.

Rowland



*************************

Kære Rowland

Jeg har tidligere svaret på et spørgsmål om, hvorfor der optræder svin i fortællingen om de dæmonbesatte i Gadarenernes land (Matthæusevangeliet 8,28-34). Det skyldes, at beretningen foregår i det hedenske område øst for Genesaret Sø; ’gadarenerne’ boede i byen Gadara lige sydøst for søen og i det tilliggende område. De var ikke jøder og kunne derfor udmærket spise svinekød. Det spørgsmål kan man svare ret entydigt på, da vi kender byen Gadara fra historiske og arkæologiske kilder.

Nu vil du gerne have forklaret, hvorfor dæmonerne beder om at blive sendt over i svinene, og hvorfor Jesus tillader det. Det er ikke et spørgsmål, man kan svare så entydigt på, for svaret må basere sig på en fortolkning af fortællingen, ikke på historiske kendsgerninger. Og der findes ingen entydig og endegyldig fortolkning. Så mit svar baserer sig altså på min forståelse af fortællingen (som jeg dog ikke er ene om, vil jeg godt understrege).

Jeg mener, at fortællingen skal ses med jødiske øjne. Og at den indeholder et eventyrmotiv, som kendes fra mange andre folkelige fortællinger, nemlig motivet om djævelen (her dæmonerne), der bliver snydt. Da Jesus ankommer til det fremmede område øst for søen, bliver han mødt af to uhyggelige skikkelser, to dæmonbesatte, der bor i byens necropolis, dvs. det sted, hvor beboerne i Gadara begravede deres døde. Det foregik i klippehuler (ikke som hos os i jorden), og hvis man ikke kunne omgås andre mennesker, kunne man ligefrem bo i gravhulerne. Det er klart, at de dæmonbesatte dermed forbindes med død og ødelæggelse.

Det er dæmonerne, der tager initiativet. Det står nu, som om det er de besatte, der taler, men meningen er, at dæmonerne taler gennem dem. De er helt i dæmonernes vold, så det er reelt dæmonerne, Jesus konfronteres med. I modsætning til mennesker véd dæmonerne, at Jesus er Guds søn. De forudser derfor også, at han er stærkere end dem, og at de derfor må være forberedt på at blive uddrevet af de to besatte. De bebrejder ham, at han er kommet før tiden. Det må forstås sådan, at ved tidernes ende vil dæmonerne få deres straf, men at de ikke vil finde sig i at blive straffet allerede nu. De indleder derfor en forhandling med dæmonuddriveren, som de altså godt er klar over er stærkere, end de selv er. I stedet for at leve i de to besatte kan de overleve i området, hvis de får lov at besætte svinene.

Allerede her bliver fortællingen komisk set med jødiske øjne. De uhyggelige dæmoner vil tage til takke med at besætte en flok urene svin. Jesus tillader det vel vidende – må vi tænke os – at det aldrig vil gå godt. Og ganske rigtigt, svinene bliver så forskrækkede over besættelsen, at de sanseløst styrter afsted lige ud over skrænten og ned i søen, hvor de drukner.

Det er ikke ganske klart, om troen på dæmoner indebar, at dæmoner kunne dø, eller om de som overnaturlige væsner var udødelige. Hvis de kan dø, drukner de sammen med svinene. Hvis de overlever, har de mistet den tilflugt, der tillod dem at blive i landet, og de må vende tilbage til ødemarken, hvor de egentlig hører til. Under alle omstændigheder morer det jødiske publikum, der hører historien, sig over udfaldet. Dæmonerne tror, at de bliver reddet af svinene, men dér lader de sig narre. Og svinene, - ja de ækle dyr har kun godt af at drukne. Sådan ser gadarenerne ikke på det, så de beder Jesus om at forsvinde fra deres land.

I den bredere sammenhæng i evangeliet er der to pointer med fortællingen. Dels viser den Jesus’ ganske overlegne evner som dæmonuddriver, dels forklarer den, hvorfor forkyndelsen af Jesus kun sker hos jøderne, ikke hos hedningerne. Hedningerne er simpelthen bange for de voldsomme kræfter, Jesus udløser, når han uddriver dæmoner.

I Markusevangeliet 5,1-20 findes en lignende fortælling. Her er der ganske vist kun én dæmonbesat, men hans destruktive kræfter bliver udfoldet i alle detaljer. Og området kaldes ’gerasenernes’ land efter byen Gerasa, der lå meget længere mod syd end Gadara. Det var en betydeligt større by, men Matthæus-forfatteren har åbenbart bedre fat i den lokale geografi end Markus-forfatteren. Den mest interessante forskel er imidlertid, at dæmonerne siger, at de hedder Legion, fordi de er lige så mange som den velkendte romerske hærenhed på 6.000 mand. Måske tror de, at de kan skræmme Jesus ved deres mængde; men nu har de tværtimod røbet deres navn, og så har dæmonuddriveren krammet på dem. Det indser de og beder om at blive sendt over i svinene.

Navnet Legion er interessant, for det antyder, at den romerske besættelse af landet og dæmonernes besættelse af den dæmonbesatte kan sammenlignes. Den romerske besættelse er at sammenligne med en dæmonbesættelse. Det må siges at være en ganske kritisk kommentar til den politiske virkelighed i området.

I øvrigt slutter fortællingen i Markus med, at Jesus sender den tidligere dæmonbesatte hjem, hvor han skal fortælle om sin befrielse. Så i Markusevangeliet bliver Jesus allerede fra dette tidspunkt forkyndt blandt hedningerne. Her ser vi en markant forskel på Matthæusevangeliet, der er skrevet til jødiske læsere, og Markusevangeliet, der er skrevet til ikke-jøder.

Venlig hilsen

Geert Hallbäck

Geert Hallbäck er teolog og tidligere lektor i Det Nye Testamente. Han er desuden en af hovedkræfterne bag Den Nye Aftale og Studiebibelen. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.