Brevkassen: Hvad er en præst egentlig?

Kære brevkasse

Jeg har undret mig over at begrebet præst synes at have haft en anden betydning i Bibelen end det har i dag. I GT er præsterne jo dem, der arbejder i templet og bringer offergaver osv. Og i NT tales der om apostle, tilsynsmænd og forstandere. Hvor stammer vores nutidig forståelse af ’præsten’ fra, og hvordan har det ændret betydning gennem historien?

********************************

Spørgeren har gjort en rigtig observation. En præst i Det Gamle Testamente er noget andet end en præst i Det Nye Testamente. Præsten i Det Gamle Testamente er en offerpræst, men med Jesus sker noget radikalt. Han kommer som den store og nye ypperstepræst og bringer sig selv som de ene fuldkomne offer én gang for alle (Hebræerbrevet kapitel7,26). Dermed afskaffes i et hug alle de gammeltestamentlige ofre, som præsterne frembar først i tabernaklet i ørkenen og siden i templet i Jerusalem (3 Mosebog kapitel1-7). Det synlige udtryk for dette er, at forhænget i templet flænges i to dele, fra øverst til nederst, da Jesus døde (Matthæusevangeliet kapitel 27,51). Dermed er der ikke mere brug for offer-præster.

Offerpræsten fra Det Gamle Testamente går via Jesus videre til alle kristne i Det Nye Testamente. Og på en anden måde. Vi ser det særligt i Romerbrevet kapitel 12,1-2, der indleder  formaningsafsnittet til menigheden: ”Så formaner jeg jer da, brødre, ved Guds barmhjertighed til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag, det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det, som behager ham, det fuldkomne”.

Det er alle kristne, der skal ofre. Men hvad skal de ofre? Dem selv, deres legemer, åndelige ofre, og det kædes sammen med deres etiske liv efter Guds gode vilje. Vi har det samme i 1 Petersbrev kapitel 2,5: ”Og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.”

Det er hele denne tankegang, der er videreført i det, vi lutherske kristne særligt betoner, nemlig ”det almindelige præstedømme ” som går på, at alle kristne er kaldede til at være præster på den måde, at vi priser og takker Gud, bekender ham, vidner om ham i verden og lever i næstekærlighed inspireret af Kristus.

(Paulus kan dog et enkelt sted bruge offerpræstestillingen om sin egen tjeneste (Rom 15,16), hvor han kalder sig præst (=offerpræst) for Guds evangelium og hedningernes omvendelse ser han som et kærkomment offer, helliget ved Helligånden. Men det er altså kun et enkelt sted.)



Samtidig med den nye tankegang var der fra starten ledere i den første menighed. Først apostlene som indsatte mænd til at være tilsynsmænd (Filipperbrevet kapitel 1,1), ældste (Titusbrevet kapitel 1,5), forstandere (1 Timotheusbrev kapitel 5,17; 1 Thessalonikerbrev kapitel 5,12). Der tales om forskellige tjenester/opgaver (Efeserbrevet kapitel 4,11) og de ord, der anvendes er aldrig en oversættelse af Det Gamle Testamentes ord for ”præst”, men der bruges helt andre betegnelser.

Vort ord ”præst” er en oversættelse af det græske presbyteros = ældste. Ordet ”pastor” kommer fra latin og betyder hyrde. Vort ”biskop” er en oversættelse af det græske episkopos = tilsynsmand.

I Det Nye Testamente er det vanskeligt at se, hvad de forskellige betegnelser præcist dækkede, men efterhånden skilte tre betegnelser sig ud: Biskop,som oprindeligt var en lokal præst men siden blev den ledende præst for et større område, i dag et stift). Præster,som betegnelse for den/de lokale præst (er) i et mindre område, i dag sogn.. Diakoner som i Det Nye Testamente oversættes ”menighedstjener(-inde)”, og som har haft opgaver både ved gudstjenesten og har taget sig af de nødlidende i menigheden.  Nogle kirker f.eks. den katolske og den svenske har dette trefoldige embede. I folkekirken er diakontjenesten ikke formelt et embede.

Den betegnelse der bedst udtrykker det særlige ved præsteembedet/præstetjenesten er hyrde-betegnelsen, hvad ordet pastor som omtalt betyder. En menighed skal have en hyrde, som er rettelig kaldet af menigheden og indviet til sin tjeneste af biskoppen. Hans opgave er at lede menigheden til kilderne med livets vand, sørge for Guds ords og sakramentets kost, vise omsorg og passe på menigheden med sjælesorg og undervisning, lede menigheden på ret vej, beskytte den mod overgreb fra falske hyrder og djævelen og sætte deres eget liv ind for menigheden.

Hyrder var egentlig ikke særligt agtet, men betegnelsen og funktionen var alligevel velegnet til at udtrykke hvad en pastor skal. Gud kaldes jo også for hyrden (Salme 23 i Det Gamle Testamente), Jesus kalder sig selv hyrden (Johannesevangeliet kapitel 10, 11). Han er ”hyrden over alle hyrder”, det store forbillede for menighedens hyrder (1 Petersbrev kapitel 5,2-4).



I den katolske kirke er præsten en forblevet offerpræst, der har en midlerrolle, når han i forbindelse med nadveren frembærer messeofferet. Her overfor står den reformatoriske opfattelse, der, som vi har set med stærk begrundelse i Bibelen, ser præsten som en, der er kaldet af menigheden og af Gud og indviet af biskoppen til i Kristi tjeneste at forkynde Guds ord og række sakramenterne.  Præsten forvalter kun et offer i nadveren i den forstand, at Jesu offer bragt én gang for alle, kommer til stede i nadveren, når indstiftelsesordene lyder over brødet og vinen og så forestår præsten den taksigelse, der er i nadveren til Gud.



En præst skal på den ene side huske, at han ikke er mere end andre i menigheden, men ’kun’ en af menigheden, et menneske og en synder, der ikke har noget forud og må leve af samme barmhjertighed som de andre og ikke er den, de andre skal gå til Gud igennem. Ham kan de selv gå direkte til. Det har Jesus sørget for. På den anden side står præsten altid over for menigheden som den, der har en særlig opgave, som han har ansvar for. Det skal præsten minde sig selv om, ikke for ærens og magtens skyld, men for ansvarets og tjenestens skyld. ”Præsten er i menigheden og over for menigheden”, som en har udtrykt det.



De bedste hilsner

Flemming Baatz Kristensen



Flemming Baatz Kristensen er sognepræst ved Sct. Pauls kirke i Aarhus.

Se hans andre brevkassesvar.



Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.



Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk