Første koncil i Nikæa
Afbildning af det første koncil i Nikæa, hvor den nikænske trosbekendelses første udgave blev vedtaget. Det var på kirkemøder som disse at Bibelen i sine forskellige versioner blev samlet. Ukendt kunstner. Foto: Wikimedia Commons

Sådan blev Bibelen samlet

Udvælgelsen af skrifter til henholdsvis den gammeltestamentlige og den nytestamentlige kanon foregik over en meget lang årrække. Den gammeltestamentlige kanondannelse blev afsluttet i det 1. århundrede efter Kristus, mens den nytestamentlige kanon lå klar i det 4. århundrede efter Kristus.

Det Gamle Testamente

Hvad angår den gammeltestamentlige kanondannelse besluttede en gruppe jødiske lærde i 90 e.Kr. endeligt, hvilke bøger der skulle indgå i Det Gamle Testamente. Men allerede i det 2. århundrede f.Kr. var der blevet lavet en oversættelse af Det Gamle Testamente til græsk. På dette tidspunkt havde man altså i realiteten besluttet, hvilke bøger der skulle med og hvilke ikke.

Den græske oversættelse kaldes Septuaginta. Den rummede – og rummer - de 39 bøger, vi også i dag kender som Det Gamle Testamentes bøger. Men derudover indeholdt Septuaginta yderligere 11 bøger. De har siden fået betegnelsen De Apokryfe eller Deuterokanoniske Bøger.

Den Ortodokse Kirke og Den Katolske Kirke regner disse bøger for en del af den gammeltestamentlige kanon. De protestantiske kirker fastholder, at kun de 39 bøger er kanoniske.

Der findes endnu en gruppe bøger, som hverken kom med i Septuaginta eller i Det Gamle Testamente, som vi kender. De er senere samlet under betegnelsen De gammeltestamentlige Pseudepigrafer.

Den danske standardbibel fra 1992 indeholder ikke De gammeltestamentlige Apokryfer. Men i 1998 udkom Bibelen i autoriseret oversættelse inklusive de 11 gammeltestamentlige apokryfe skrifter.

Det Nye Testamente

I årene efter Jesus’ død og opstandelse er man efter al sandsynlighed begyndt at fortælle om ham og om det, han gjorde og sagde.

Noget af det første, man fortalte om, var Jesus’ død og hans opstandelse fra de døde. Derefter kom fortællingerne, om hvad Jesus gjorde og sagde, til, og det vil sige hans lignelser og beretningerne om, hvordan han helbredte syge. Til sidst regner man med, at barndomshistorierne og historien om Jesus’ fødsel kom til. Disse fortællinger er så blevet samlet og nedskrevet af de fire evangelister: Markus, Matthæus, Lukas og Johannes.

Paulusbrevene, der er fra omkring år 50 og frem, er de ældste skrifter i Det Nye Testamente. De fortæller ikke om begivenheder i Jesus’ liv. Omdrejningspunktet er, at Jesus er død og opstanden, og hvad det så betyder for det liv, der leves nu i de kristne menigheder. Brevene rummer derfor både anvisninger på og formaninger om, hvordan man bør leve i lyset af evangeliet.

Markus’ fortælling om Jesus er det ældste af evangelierne og stammer fra omkring år 70 e.Kr. Det antages at være det ældste, fordi barndomshistorierne mangler, ligesom beretningen også slutter med den tomme grav. Omkring år 80 e.Kr. blev Matthæus’ og Lukas’ fortællinger affattet. Og lidt senere Johannes’.

Oprindeligt hørte Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger sammen. De er skrevet af den samme forfatter. Forfatteren må have ment, at man havde brug for en fortsættelse til fortællingen om Jesus. En historie, der fortalte, hvad der skete efter Jesus’ død og opstandelse, om Helligåndens komme og om, hvordan apostlene Paulus og Peter missionerede og grundlagde de første kristne menigheder.

Årsagen til, at de to skrifter er blevet skilt fra hinanden, er sandsynligvis, at man ønskede at skabe en kronologi i den nytestamentlige kanon. Apostlenes Gerninger blev derfor placeret som bro mellem evangelierne og brevene.

Du kan læse mere om Det Nye Testamente her og om Det Gamle Testamente her. Du kan også læse mere om, hvad Bibelen egentlig handler om her.

Udvælgelse og samlingen af de nytestamentlige skrifter

Samlingen af Det Nye Testamente går tilbage til 367 e.Kr. Her omtaler biskop Athanasius i Alexandria skriftsamlingen på 27 bøger i et påskebrev til Egyptens menigheder. At Det Nye Testamente skulle indeholde netop disse 27 bøger blev senere bekræftet. Dels ved et kirkemøde i Rom 382 e.Kr. og igen i Karthago i 397 e.Kr.

Bøgerne, der ikke kom med, blev senere samlet under betegnelsen De nytestamentlige Apokryfer. Her finder man for eksempel Thomasevangeliet og Sandhedens Evangelium.

Far. Søn. Ånd

Giver treenigheden mening? Bibelselskabets Håndbibliotek giver en indføring i begrebet
far søn ånd
119,95

Forfatter: Lars Sandbeck og Rikke Vanggaard
Sidetal: 100 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-933-7