”Jeg tror, vi har fundet ud af, vi har brug for hinanden”. Sådan sagde en kvinde til mig, da hun for nylig kom til min dør som indsamler for Kræftens Bekæmpelse. Med tanke på de mange indsamlinger, opfordringer til at støtte og de store beløb, der er samlet ind af mange forskellige organisationer i den seneste tid til støtte for Ukraine, kunne man godt tænke, om giverviljen havde nået sin grænse. Men det havde den ikke. I hvert fald ikke den dag, der blev samlet ind i lokalområdet her til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Jeg spurgte nysgerrigt, hvordan det var at komme rundt som indsamler, og da faldt ordene ”Jeg tror, vi har fundet ud af, vi har brug for hinanden”. Altså, det gik godt. Ingen forbehold for at støtte endnu en god sag.

Vi har brug for hinanden. Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Er det nyt, at vi har fundet ud af det? Det er det vel egentlig ikke, men måske vi havde glemt det lidt. Måske det var gledet lidt i baggrunden.

Der er noget ved situationen, der minder om påskens begivenheder. En udvikling, hvor mørket får fat og tager til. Hvor forargelse, indskrænkethed, magtfuldkommenhed, ubehag og dyb og hadefuld modstand mod at skulle deles om at være ligeværdige som mennesker, får overtaget. Havde de glemt, at de havde brug for hinanden?

Havde vi glemt, vi har brug for hinanden? I så fald er vi blevet mindet om det på en dyster baggrund med kriser af forskellig art, forskellige steder i verden – senest med krigen i Ukraine.

Det er som en påskemorgenrøde at opdage – eller genopdage – at vi har brug for hinanden. Som så mange andre morgener stod solen op den morgen, den første søndag morgen efter langfredags kollaps. Alligevel sendte netop denne søndag morgen nyt lys og skær ud over livet. Og som for at sætte streg under morgenens lys, forstærkes det af en engel, der så ud som lynild og hvis klæder var hvide som sne. Det er lys med lys med lys på.

Der sker noget med lyset den morgen. Som dagen opstod, og lyset brød mørket, stod Vor Herre selv op fra gravens mørke. Gud stod bag ham; stod bag alt, hvad han havde sagt og gjort. Det var ikke forgæves, og det var ikke en misforståelse, at han, Jesus, Guds søn, igen og igen havde peget på, at mennesker har brug for hinanden, har brug for lys, for tro, for håb, for kærlighed, og alt hvad der udfolder sig herunder: menneskelighed og medmenneskelighed; værdighed og imødekommenhed; hjælpsomhed og støtte; gensidighed og respekt. Det er et lys, der har sin særlige kvalitet, kraft og styrke fra ham, der sagde om sig selv: ”Jeg er verdens lys”. Og som sagde til sine tilhørere: ”I er verdens lys”.

Vi har brug for hinanden. Det er der ikke noget nyt i. Påskemorgens lys giver et særligt skær, et særligt håb om, at Jesus selv er til stede i lyset med styrke, udholdenhed og varme. Påskemorgens lys fortæller os, at lys er mere end lys. Derfor giver det mening, at vi tænder lys for hinanden samtidig med, vi siger ja til at bidrage til en indsamling til støtte for mennesker under pres og i nød. For vi har brug for hinanden.

Glædelig påske.

Helene Wonsbek Rasmussen er sognepræst ved Gershøj Sogn og Sæby Sogn i Roskilde Stift.