Læs lignelsen om den gældbundne tjener

Tilgivelse er et kernebegreb i kristentroen. Om det er kvinden, der blev grebet i hor, tolderen Zakæus med de dybe lommer, den lamme mand i Kapernaum, den samaritanske kvinde ved brønden, røveren på korset på Golgata, fornægteren Peter, tvivleren Thomas, så er det den, Jesus møder dem med: Tilgivelsen.

Det er også temaet for lignelsen om den gældbundne tjener. En lignelse om et menneske, der er kommet i afgrundsdyb gæld. Det, der svarer til ti gange Herodes’ årsindtægt eller sytten gange hele skatteindtægterne fra Judæa til romerne eller simpelthen bare et fuldstændig ubetaleligt beløb.

Ikke desto mindre er det det, han bliver bedt om at gøre: at betale det hele tilbage. Men kongen får medlidenhed med manden, der umuligt selv kan komme ud af situationen, og han eftergiver ham gælden. Tjeneren gives en ny mulighed. En ny begyndelse.

Men så er det, tjeneren støder på en kollega, som skylder ham penge. En anseelige sum, cirka 50.000 kroner, men dog en bagatel i forhold til de millioner, han skyldte sin herre. Men han får smidt sin kollega i fængsel som straf, og da reagerer kongen prompte. For dér stillede den gældbundne tjener sig uden for tilgivelsens rum. Derfor slutter Jesu lignelse også med en understregning af tilgivelsens alvor.

Lignelsen i sig selv er ikke svær at forstå. Gud vil, at vi skal leve i tilgivelse. Uden behov for at lade vores skuffelse eller vrede ligge som våben eller magt i vores hænder, men med lyst til at lade den barmhjertighed og nåde, Gud viser os, være det, der leder os i relationen til vore medmennesker. For den, der har mødt Guds tilgivelse i Jesus Kristus, kan ikke møde sine medmennesker med ubarmhjertighed eller uforsonlighed.

Tilgivelsen er altså ikke en, vi selv skal grave frem. Vi får lov til at spejle den tilgivelse, vi har mødt i Jesus Kristus. Men hvordan gør vi så det?

Der er en meget stærk historie fra tiden lige efter murens fald. På det tidspunkt blev kirkerne mange steder et helle med plads til åben samtale, til bøn og til fællesskab, og det var godt, for det krævede tålmodighed og vilje, når tilgivelse og forsoning skulle findes mellem murbrokkerne.

Selv DDR-lederen Erich Honecker vendte sig til den kristne kirke. Han havde brug for at sted at være, indtil retssagen mod ham skulle begynde, men ingen ville tage imod ham. Dog havde han hørt om præsten Uwe Holmer, der var kendt for sin gæstfrihed, og selvom præstens syv børn var blevet nægtet uddannelse på grund af deres kristentro, så åbnede Holmer sit hjem for dem, der havde forfulgt hans kirke og familie.

Familien Honecker var deres gæster, boede I deres hjem og spiste ved deres bord. De gik med rundt i haven, når præsten fortalte evangeliet om Jesus Kristus. Når Holmer bad en bordbøn inden hvert måltid, bøjede den tidligere DDR-leder og hans hustru også hovedet, og da retssagen var ovre, besøgte pastor Holmer den nu syge og noget skrøbelige Honecker i fængsel og fortalte ham som før om Guds rige nåde og tilgivelse i Jesus Kristus. Få år efter døde Honecker.

Kom ind i min tilgivelse, siger Jesus, – men tag dit medmenneske med derind.

Hvis tilgivelsen var noget, vi skulle finde frem i os selv, så ville det være en umulighed! Hvis jeg virkelig var den, der skulle tilgive alt, og hvis jeg sad inde med det ansvar og den magt, så ville der være tale om en frygtelig overbelastning af mit liv og også af min tro. Tilgivelsen må funderes et andet sted – hos Gud.

Uwe Holmer, præsten, der tog imod Erich Honecker, blev år efter spurgt, hvordan han kunne åbne sit hjem for ham. Til det svarede Holmer: ”Når Jesus kan tage imod mig ved sit bord, kunne jeg også lade den mand sidde ved mit”.

Vi er blevet givet tilgivelsen. Lad os række den videre.

Og hvis du så tænker: Jamen, jeg kan ikke tilgive. Den smerte, det menneske voldte, er så dyb, at det kan jeg ikke tilgive! – hvis det er sådan, du har det, så kom til Jesus. Han kender den. Fornedrelsen, ensomheden, smerten, angsten. Han gik selv ind i det alt sammen. Tog mørket og det brudte med sig på korset. Også alt det svære, du og jeg bærer på. Og da han hang der på korset, sagde han: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.