Bøn er et centralt emne i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Kilde: Unsplash.
Bøn er et centralt emne i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Kilde: Unsplash.

Cecilie Vestergaard Raaberg og Tine Lindhardt

Bededag sætter bønnen i centrum

Hveder og konfirmationer - det er de primære kodeord for store bededag i dagens Danmark. Men store bededag er først og fremmest en dag, der er skabt til at fordybe sig i bøn og samtale med Gud

Påske, pinse, Kristi himmelfart - vi kan altid finde begrundelsen for kirkens helligdage direkte i Bibelen. Næsten altid i hvert fald. Store bededag må vi for eksempel lede længe efter. Det kan godt være, at vi ikke kan læse om store bededag i Bibelen, men vi kan til gengæld læse meget om bøn. 

Jesus lærer fra sig

Det Nye Testamente beder Jesus til Gud, ikke mindst i Getsemane Have, natten inden han bliver taget til fange. Her beder han Gud om at lade ham slippe for sin skæbne, men kun hvis det er Guds vilje (Lukasevangeliet kapitel 22, vers 42, Matthæusevangeliet kapitel 26, vers 39, Markusevangeliet kapitel 14, vers 36).

Desuden lærer Jesus også sine tilhængere at bede. Jesus siger, at man skal blive ved og ved med at bede, også selv om man ikke synes, man bliver hørt. Gud er der, og Gud hører, men måske hjælper han på en anden måde, end man regner med.

Hvordan man skal bede, giver Jesus også et konkret eksempel på gennem bønnen Fadervor. Man kan finde den i Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 9-13.

Man bad også i Det Gamle Testamente

Også i Det Gamle Testamente finder man bønner - ikke mindst i Salmernes Bog. De kan enten være indtrængende bønner til Gud, hvor man beder om, at han ikke vender sig væk (for eksempel Salme 39, vers 13), eller de kan være en lovprisning af Gud, fordi han har hørt ens bønner (for eksempel Salme 102, vers 18).

I det hele taget er det meget fremtrædende i Det Gamle Testamente, at samtalen med Gud foregår i bøn. Dermed er også sagt noget om magtforholdet mellem den, der beder, og Gud: det er Gud, der er herre, mens den bedende er helt afhængig af, at Gud, Herren, lytter og hjælper.

Abba, daddy

Det er ikke altid, man får det, man beder om – ligesom Jesus heller ikke fik sin bøn i Getsemane Have opfyldt. Men i Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 8 siger Jesus, at Gud allerede ved, hvad vi trænger til, før vi beder om det. Gud vil altså give os det, vi har brug for, men som før nævnt måske ikke på den måde og på det tidspunkt, vi regner med det.

Bøn er i Bibelen et udtryk for et nært forhold mellem den, der beder, og Gud. Det bliver allermest tydeligt i Det Nye Testamente, hvor Jesus i den græske grundtekst gennem Fadervor lærer sine tilhørere, at de kan kalde Gud for ’abba.' Det betyder ’far' eller egentlig nærmere daddy eller farmand, altså en af de tætteste, mest fortrolige forbindelser, man kan tænke sig.

Varme hveder og hvide kjoler

Den liturgiske farve for store bededag er lilla. Det er den farve, kirken bruger for at betegne bøn, faste, bod og eftertanke. Oprindeligt var store bededag nemlig også en dag for bod, altså anger, og faste. I dag er det ikke bodsdelen, der fylder særlig meget, og mange steder er store bededag mest kendt som store konfirmationsdag, de hvide kjolers dag. Men hovedsagen er stadig, at store bededag sætter bønnen i centrum.

I gamle dage kunne man ikke købe brød på store bededag, da bagerne også skulle have fri. Derfor bagte de hvedeknopper dagen før, som kunne varmes på selve store bededag og smage næsten friske. Det er en tradition, som stadig er meget udbredt. De fleste spiser dog hvederne aftenen inden, på store bededagsaften.

Struensee fredede store bededag

Store bededag er en særlig dansk helligdag, som blev 'opfundet' i 1686 af Biskop Bagger, selvom det for det meste er Christian VII’s embedsmand og livlæge Struensee, som får æren for den. På Baggers tid havde man et hav af helligdage viet til faste, bøn og bod. Biskop Bagger indførte endnu en, som han kaldte ’ekstraordinær almindelig bededag’, og som blev placeret den fjerde fredag efter påske.

Da Struensee kom til magten næsten 100 år efter, lavede han en reform af de mange helligdage og afskaffede halvdelen af dem. Men biskop Baggers bededag fjerde fredag efter påske, nu store bededag, overlevede reformen og blev den eneste officielle bods- og bededag.