Saftige retter og kraftig vin.

Det er, hvad alle folkeslagene ifølge Esajas’ Bog kapitel 25 kan se frem til, når Gud holder et gevaldigt festmåltid på Zion og ved samme lejlighed i øvrigt også lige tilintetgør døden. Men det er, når alting slutter – eller skabes på ny. Lad os se, hvor det med Zion begynder:

Zion er lidt af hvert – men altid noget i eller ved Jerusalem. I Anden Samuelsbog kapitel 5 læser vi om David, der ”indtager klippeborgen Zion, det samme som Davidsbyen.” Derfra spiller Zion og Jerusalem en vigtig rolle, når David overfører Pagtens Ark til byen, og i forbindelse med, at Salomos tempel bygges.

Zion omtales ofte som et bjerg, hvor der kan menes østhøjen i det ældste Jerusalem, syd for den nuværende tempelplads. Det betegner også Jerusalem politisk, som hovedstad i Juda, og kultisk, som Jahves by, altså stedet for Jahves tempel. I Bibelen bruges ordet Zion også som en poetisk betegnelse for Jerusalem. Alleroftest møder vi ordet i Salmernes Bog og Esajas’ Bog – 31 gange i hver bog.

Zion kan – kort sagt – altså henvise til en borg, en by, et bjerg, et tempel eller indbyggerne, der bor der.

Nogle steder i Det Gamle Testamente hører vi om Zion som den sidste bastion, der i allersidste øjeblik forsvares af Jahve mod de fremadstormende fjender. Andre tekster skildrer Zion som en indtaget og ødelagt by, som Jahve vil genskabe og genbefolke. Forestillingerne om Zion som et henholdsvis beskyttet og forladt sted står side om side. Hos profeterne er Jahve både dommer og frelser. Han dømmer og straffer sit folk med sygdom, ødelæggelser og angribende fjender. Men som frelser skaber og bygger han op på ny. Han bekriger Zion, og han redder Zion. Herrens veje er uransagelige …

Selv om vi kan få forskellige indtryk af, hvad Zion er og betyder, mener nogle bibelforskere, at vi kan tale om en særlig Zionteologi i Det Gamle Testamente. Zionteologien betegner da under ét de tekster, der beskriver Zion som Jahves sted. I gammeltestamentlig teologi får Zion sin vigtighed og betydning i kraft af de mytologiske begivenheder, der forbindes med dette sted: ”Jahve har udvalgt Zion” (Salmernes Bog 132,13), ”Jahve er stor på Zion” (Sallmernes Bog 99,2), og ”Hærskarers Jahve bor på Zions bjerg” (Esajas' Bog 8,18).

Trods visioner om folkenes fredelige valfart op til Jerusalem, så er kampen mod folkeslag og kaosmagter et essentielt element i tekster om Zion. Også kongeinstitutionen er central. Det er Jahve selv, der viser sin kongemagt ved at stige ned – eller op – på Zion. Salmernes Bog kapitel 24 iscenesætter hans ankomst til det hellige bjerg. Han er stor på Zion og skal tilbedes på sit hellige bjerg.

Til Zion valfarter alle folkeslag ved tidernes ende, hedder det i Esajas’ Bog. I Salmernes Bog kapitel 137 finder vi et stærkt vidnesbyrd om Zions religiøse betydning, der virker ind i Det Nye Testamentes tekster. I Matthæus- og Johannesevangeliet kaldes Jerusalem Zions datter, og i brevlitteraturen tydes Jesus’ død og opstandelse med citater fra Esajas’ Bog kapitel 28 som den hovedhjørnesten, der skal lægges i Zion.

Paulus kan da frejdigt sige: ”Befrieren skal komme fra Zion” (Romerbrevet 11,26). Det er nu ikke længere fremadstormende fjender, man skal frelses fra, og Zion synes nu også at rumme en mere åndelig, ja, ligefrem himmelsk dimension, for eksempel i Paulus’ tale om det himmelske Jerusalem (Galaterbrevet 4,26) og i Johannes’ Åbenbarings ord om det ny Jerusalem, som kommer ned fra himlen fra Gud ”rede som en brud, der er smykket for sin brudgom” (Johannes' Åbenbaring 21,2). Om det sker ved et gevaldigt festmåltid på Zion, melder dén historie så intet om – men det dufter da lidt af bryllupsfest.

Dermed fik vi lagt sten på sten på Zion. Næste gang i Bibelens ABC bliver det anderledes blødt, når vi skal tale om æbler.