Hvem skal vi rette vores bøn mod? Er det Jesus, Gud, Herren, Far – eller måske Jahve eller Jehova? Teolog Robert Bladt giver et svar
Kære Bibelselskab.
Jeg taler jævnligt med et Jehovas vidne, og hun har sagt, at Guds navn Jehova/Jahve står over 7.000 gange i Bibelen. I fadervor beder vi: ”Helliget blive dit navn” og i Anden Mosebog kapitel 3, vers 15 står der: Gud sagde videre til Moses: ”Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt”
Jeg er selv indremissionsk, og har aldrig lært at bede til Jahve eller Jehova, men til Jesus, Gud, Herren eller far. Jeg er også overrasket over, at Guds navn skulle stå over 7.000 gange i Bibelen.
Bør jeg bede til Jahve/Jehova for at hellige hans navn, når Gud skal kaldes Jahve/Jehova i slægt efter slægt?
Med venlig hilsen
Solveig
--------------------------------------------------------------
Kære Solveig!
Tak for dit vigtige spørgsmål. Det er vigtigt, fordi det netop i vores bøn og bønspraksis viser sig, hvilket billede vi har af Gud og hvilken relation, vi oplever at stå i til Gud. Men hæng på, vi tager lige en omvej omkring dette med Guds navn og forskellen på Guds aftale med israelitterne og os.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Guds navn står i Bibelen, men jeg tror gerne på din samtalepartners påstand om de 7.000 gange. Det er i hvert fald meget almindeligt. I den autoriserede oversættelse er det oftest gengivet med Herren (med stort H), derfor kan vi let overse, at det er Guds navn, der ligger bag, når vi læser i Det Gamle Testamente.
Israelitterne og Guds navn
I ærbødighed over for Guds navn gjorde israelitterne dog det modsatte af nutidens Jehovas Vidner: De undlod at nævne Guds navn. I stedet brugte de forskellige andre ord til at erstatning for Guds navn, når de læste op fra skrifterne. Mest anvendt var "Adonaj" (som betyder "Herren", deraf vores oversættelse) eller simpelthen "hashem" (som betyder "Navnet"). Pointen er: Man opfylder ikke nødvendigvis intentionen i Guds formaning til Moses ved at sige Jahve så mange gange som muligt. Måske opfylder man det snarere ved at henvende sig til Gud med den ærbødighed, som ligger bag formaningen.
Henvisningen til Anden Mosebog kapitel 3, vers 15 er værd at bemærke. Her får Moses besked om at sige "til israelitterne", at han skal kaldes Jahve i slægt efter slægt. Israelitter er Guds folk ifølge den gamle pagt. Deres forhold til Gud giver dem en særlig rolle i Guds frelseshistorie, og Gud kærlighed til dette folk er stærk og betydningsfuld og vil følge det helt frem til, at de spiller en afgørende rolle i forbindelse med Jesu genkomst og den store dom.
Guds plan
Samtidig er det vigtigt at forstå, at Guds folk og deres forhold til Gud også var en slags affyringsrampe for Guds plan for hele verdens frelse. Dette møder vi mange steder også i Det Gamle Testamente, f.eks. Esajas’ Bog kapitel 49, vers 6:
Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
skal genrejse Jakobs stammer
og føre Israels overlevende hjem;
derfor gør jeg dig til et lys for folkene,
for at min frelse skal nå til jordens ende.
Der er altså i Det Gamle Testamente en forudsigelse af, at den aftale, Gud indgår med Abraham, Isak og Jakobs efterkommere, ikke er hans endemål. Han vil række ud til alle folk. Det er det, Gud gør ved selv at blive menneske i Jesus Kristus.
Den nye pagt
Den nye aftale, eller pagt, som Gud indgår med alle folk i Jesus, er anderledes end den aftale, han indgik med israelitterne. Derfor kan vi ikke automatisk overføre det, Gud siger til israelitterne i Det Gamle Testamente til os i dag. Omskærelsen og helligholdelsen af lørdagen er to eksempler på bud i den gamle pagt, som ikke er ført over i den ny.
Hvordan kan vi da vide, om vi skal kalde Gud med det navn, han åbenbarer sig under i Anden Mosebog kapitel 3, vers 15? Det bedste svar er: ”Spørg Jesus”. Han er Guds redskab til at oprette en ny pagt mellem Gud og alle verdens folk. Og han giver os konkret vejledning i, hvordan vi kan bede til og kalde på Gud, efter vi er blevet en del af den nye aftale mellem Gud og mennesker.
Du fortæller, at du har lært at bede til Jesus, Gud, Herren eller far. Det er helt i overensstemmelse med det, Jesus lærer os i evangelierne, hvor vi bl.a. opmuntres til at bede "i Jesu navn" (se Johannesevangeliet kapitel 16, vers 24). Det er også Jesus, der lærer os, at vi må kalde Gud for "far", når vi beder (se Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 9).
Det er ikke uden betydning, hvilket navn vi bruger, når vi henvender os til Gud. At vi af Jesus opmuntres til at kalde Gud for Faderen er et udtryk for, at hans død og opstandelse har sat os i et helt nyt forhold til Gud. Det har været grænseoverskridende for en jøde, der blev kristen, at henvende sig til Gud med så stor fortrolighed, som der ligger i at kalde Gud for "far". Men det er en del af frelsens gave, at vi kan sige "far" til Gud. At vi er hans børn og ikke hans slaver. Jesus ønsker, at den virkelighed skal trænge helt ind i os, så vi får fred med Gud i vores sind. Gud er den almægtige, den ophøjede, den hellige. Ham som kalder sig selv "Jeg ER". Men vi har fået lov til at kalde ham far i kraft af Jesus.
Bedste hilsner
Robert Bladt
Robert Bladt er uddannet teolog. Han er forstander for Børkop Højskole og tidligere generalsekretær for Kristeligt Forbund for Studerende. Læs hans andre brevkassesvar her.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
