Bibelen online

Første Mosebog Kapitel 34

Engang gik Dina, den datter, Lea havde født Jakob, ud for at besøge kvinderne dér på egnen. Sikem, der var søn af fyrsten i landet, hivvitten Hamor, så hende; og han greb hende, lå med hende og voldtog hende. Han blev indtaget i Jakobs datter Dina; han blev forelsket i pigen og talte kærligt til hende. Derfor sagde han til sin far Hamor, at han skulle skaffe ham pigen til kone.

Jakob hørte, at Sikem havde skændet hans datter Dina; men da hans sønner var ude på marken hos kvæget, sagde han ingenting om det, før de kom hjem. Sikems far Hamor var gået hen til Jakob for at tale med ham. Da Jakobs sønner kom hjem fra marken og hørte om det, følte de sig krænket, og de blev meget vrede, fordi Sikem havde begået den nedrighed i Israel at ligge med Jakobs datter. Den slags bør ikke ske! Hamor talte med dem og sagde: »Min søn Sikem har tabt sit hjerte til jeres søster. Lad ham få hende til kone, så vi bringer os i familie med hinanden; giv os jeres døtre, og gift jer med vores døtre. Bliv hos os! Landet ligger åbent for jer; slå jer ned, drag frit omkring, og bliv bofaste her.« Sikem sagde til hendes far og hendes brødre: »Måtte jeg vinde jeres velvilje! Alt, hvad I kræver, vil jeg give jer. I kan forlange en stor brudekøbssum og gave af mig. Jeg vil give jer, hvad I kræver, hvis I bare vil lade mig få pigen til kone.« Jakobs sønner gav Sikem og hans far Hamor et listigt svar, fordi han havde skændet deres søster Dina. De sagde til dem: »Det kan vi ikke gøre! Vi kan ikke give vores søster til en uomskåret mand, for det anser vi for en skændsel. Vi kan kun gå ind på jeres forslag, hvis I bliver som vi og lader alle af mandkøn hos jer omskære. Så vil vi give jer vores døtre, og vi kan gifte os med jeres døtre og blive boende hos jer, så vi bliver ét folk. Men hvis I ikke retter jer efter os og lader jer omskære, tager vi vores søster og går vores vej.« Det svar var Hamor og hans søn Sikem godt tilfreds med, og den unge mand tøvede ikke med at gøre, hvad de havde sagt, for han holdt meget af Jakobs datter, og han var den mest ansete i sin fars hus.

Så gik Hamor og hans søn Sikem til porten i deres by og sagde til byens mænd: »Disse mænd er os venligt stemt. Lad dem blive her i landet og drage frit omkring. Der er jo plads nok til dem i landet. Vi kan gifte os med deres døtre og give dem vores døtre. De vil gå ind på vores forslag om at blive boende hos os, så vi bliver ét folk, men kun hvis alle af mandkøn hos os lader sig omskære, ligesom de selv er omskårne. Deres hjorde, deres ejendom og alt deres kvæg bliver jo vores. Lad os bare gå ind på deres forslag, så de bliver boende hos os.« Alle byens mænd var enige med Hamor og hans søn Sikem, og alle af mandkøn i byen lod sig omskære.

Da de to dage efter lå med feber, greb Jakobs to sønner Simeon og Levi, Dinas brødre, hver sit sværd og trængte uhindret ind i byen og slog alle mænd ihjel. Hamor og hans søn Sikem dræbte de med sværd, og så hentede de Dina i Sikems hus og drog bort. Jakobs sønner kastede sig over de dræbte og plyndrede byen, som havde skændet deres søster. De tog får, køer og æsler, alt, hvad der var i byen og på marken. Alle deres rigdomme, alle kvinder og børn førte de bort, og de plyndrede husene for alt, hvad der var.

Men Jakob sagde til Simeon og Levi: »I styrter mig i ulykke ved at lægge mig for had hos landets indbyggere, kana'anæerne og perizzitterne. Vi er jo kun få. Samler de sig mod mig, slår de mig, så både jeg og mit hus bliver udryddet.« Men de svarede: »Skulle han have lov til at behandle vores søster som en skøge?«

Krydshenvisning:

1 Mos 30,21

Krydshenvisning:

Dom 9,28

Krydshenvisning:

5 Mos 22,21

Krydshenvisning:

2 Mos 22,15

Krydshenvisning:

1 Mos 17,10-14

Krydshenvisning:

1 Mos 49,5-7