Bibelen online

Første Mosebog Kapitel 8

Men Gud glemte ikke Noa og alle de vilde dyr og alt kvæget, der var med ham i arken. Han lod en storm blæse hen over jorden, så vandet sank. Urdybets kilder og himlens vinduer blev lukket, og regnen fra himlen holdt op. Lidt efter lidt trak vandet sig tilbage fra jorden. Efter hundrede og halvtreds dage begyndte vandet at falde. Den syttende dag i den syvende måned gik arken på grund på Ararats bjerge. Vandet blev ved med at falde indtil den tiende måned; første dag i den tiende måned kom bjergtoppene til syne.

Efter fyrre dages forløb åbnede Noa den luge, han havde lavet i arken, og sendte en ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret bort fra jorden. Så sendte han en due ud for at se, om vandet var forsvundet fra jordens overflade. Men duen fandt ikke et sted, hvor den kunne sætte sig, så den vendte tilbage til ham i arken, fordi der var vand over hele jorden; Noa rakte hånden ud og tog den ind til sig i arken. Han ventede syv dage til og sendte så duen ud af arken igen. Ved aftenstid kom den tilbage til ham med et frisk olivenblad i næbbet, og så var Noa klar over, at vandet var forsvundet fra jorden. Han ventede syv dage til og sendte så duen ud, og den vendte ikke tilbage til ham igen.

I det år, Noa blev 601 år, på den første dag i den første måned, var vandet tørret bort fra jorden, og da han fjernede overdækningen på arken og kiggede ud, så han, at jorden var tør. Den syvogtyvende dag i den anden måned var jorden tør. Da sagde Gud til Noa: »Gå ud af arken sammen med din kone, dine sønner og svigerdøtre. Alle dyrene hos dig, alle levende væsener, fugle, kvæg og krybdyr, der kryber på jorden, skal du tage med dig ud, så de kan vrimle på jorden og blive frugtbare og talrige på jorden.« Så gik Noa ud sammen med sine sønner, sin kone og sine svigerdøtre. Også alle de vilde dyr, alt kvæget, alle fuglene og alle krybdyrene, der kryber på jorden, gik ud af arken, art for art.

Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort.

Så længe jorden står,

skal såtid og høsttid,

kulde og varme,

sommer og vinter,

dag og nat

ikke ophøre.«

Krydshenvisning:

1 Mos 7,11

Krydshenvisning:

1 Mos 7,12 7,17

Krydshenvisning:

1 Mos 7,11

Krydshenvisning:

2 Pet 2,5

Krydshenvisning:

1 Mos 6,5

Matt 15,19

Rom 3,23

Sir 17,16

Krydshenvisning:

Jer 33,20 33,25