Bibelen online

Jeremias' Bog Kapitel 33

Herrens løfter skal indfries

Herrens ord kom atter til Jeremias, mens han endnu sad indespærret i vagtgården: Dette siger Herren, han, som skabte jorden, Herren, som formede og grundfæstede den, hans navn er Jahve: Kald på mig, så vil jeg svare dig og fortælle dig om store og ufattelige ting, som du ikke kender. For dette siger Herren, Israels Gud, om denne bys og Judas kongers nedrevne huse, om voldene og om sværdet, når kaldæerne trænger ind for at angribe og for at fylde husene med lig af mennesker, som jeg dræber i min vrede og harme, fordi jeg skjuler mit ansigt for denne by på grund af al deres ondskab:

Jeg heler deres sår

og læger dem,

jeg åbenbarer for dem

en rigdom af fred og tryghed.

Jeg vender Judas og Israels skæbne,

jeg genrejser dem som tidligere.

Jeg renser dem for al den skyld, de pådrog sig, da de syndede imod mig, og jeg tilgiver dem alle de synder, de begik imod mig, da de brød med mig. Det skal blive mig til berømmelse og fryd, til lovsang og herlighed blandt alle jordens folk, når de hører om alt det gode, jeg gør mod dem, og de skal bæve og skælve af glæde over alt det gode og over den fred, jeg giver byen. Dette siger Herren: I siger om dette sted: »Det ligger i ruiner, der er ingen mennesker og dyr.« Men på dette sted, i Judas byer og i Jerusalems gader, som ligger øde hen uden mennesker, uden beboere og uden dyr, skal der igen lyde fryderåb og glædesråb, brudgoms og bruds stemme og råbet fra dem, der bærer takofre frem til Herrens tempel: »Tak Hærskarers Herre, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid.« Jeg vender landets skæbne, og det skal blive som tidligere, siger Herren. Dette siger Hærskarers Herre: På dette sted, som ligger i ruiner, og hvor der hverken er mennesker eller dyr, og i alle byerne omkring det skal der igen være græsgange, hvor hyrderne kan lade fårene lejre sig. I Bjerglandets byer, i Lavlandets byer, i Sydlandets byer, i Benjamins land, i Jerusalems omegn og i Judas byer skal fårene igen gå forbi ham, der holder tal på dem, siger Herren.

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg opfylder det gode løfte, jeg gav Israels hus og Judas hus. I de dage og til den tid vil jeg lade en retfærdigheds spire af Davids slægt vokse op; han skal øve ret og retfærdighed i landet. I de dage skal Juda frelses, og Jerusalem ligge trygt. Og man skal kalde den »Herren er vor Retfærdighed«. For dette siger Herren: Der skal aldrig mangle en af Davids slægt på Israels trone. Og der skal aldrig mangle en levitpræst til at træde frem for mig og bringe brændoffer, afgrødeoffer og slagtoffer. Herrens ord kom til Jeremias: Dette siger Herren: Lige så lidt min pagt med dagen og natten kan brydes, så dag og nat ikke kommer til rette tid, kan min pagt med min tjener David brydes, så der ikke er nogen af hans slægt til at sidde som konge på hans trone; og pagten med levitpræsterne, som gør tjeneste for mig, kan heller ikke brydes. Som himlens hær, der ikke kan tælles, og havets sand, der ikke kan måles, så talrige gør jeg min tjener Davids efterkommere og levitterne, der gør tjeneste for mig. Herrens ord kom til Jeremias: Har du ikke hørt, hvad dette folk siger: »To slægter udvalgte Herren, og dem har han forkastet!« De lader hånt om mit folk og regner det ikke længere for et folk. Dette siger Herren: Så sandt som jeg har oprettet min pagt med dag og nat og givet mine bestemmelser for himmel og jord, vil jeg ikke forkaste Jakobs efterkommere og min tjener David, men tage en af hans efterkommere til at herske over Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere. For jeg vender deres skæbne og forbarmer mig over dem.

Krydshenvisning:

Jer 32,2

Krydshenvisning:

2 Mos 15,3

Krydshenvisning:

Es 22,10

Krydshenvisning:

Jer 30,17

Krydshenvisning:

Jer 29,14

Krydshenvisning:

Jer 31,34 50,20

Krydshenvisning:

Jer 32,43

Krydshenvisning:

Jer 7,34

Sl 106,1

TilfDan B,66

Krydshenvisning:

Jer 29,10

Krydshenvisning:

Jer 23,5

Krydshenvisning:

Jer 23,6

5 Mos 33,28

Zak 14,11

Bar 4,30

Krydshenvisning:

2 Sam 7,12-13

1 Kong 9,5

Krydshenvisning:

4 Mos 25,12-13

Krydshenvisning:

Jer 31,35-36

Krydshenvisning:

Jer 31,35-36

Krydshenvisning:

1 Mos 15,5

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.