Bibelen online

Anden Kongebog Kapitel 13

Joakaz af Israel

I Akazjas søn kong Joash af Judas treogtyvende regeringsår blev Joakaz, Jehus søn, konge over Israel, og han regerede sytten år i Samaria. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han fulgte de synder, som Jeroboam, Nebats søn, havde forledt Israel til; han veg ikke fra dem. Så flammede Herrens vrede op mod Israel, og han gav dem i aramæerkongen Hazaels magt og i Hazaels søn Ben-Hadads magt i lang tid. Men Joakaz formildede Herren, og Herren bønhørte ham, fordi han så, hvordan aramæerkongen undertrykte Israel. Derfor gav Herren Israel en befrier, så de slap fri af Arams magt, og israelitterne kunne bo i fred som før. Men de veg ikke fra de synder, som Jeroboams hus havde forledt Israel til; de fulgte dem, og selv Ashera-pælen blev stående i Samaria. Der blev ikke levnet Joakaz flere krigsfolk end halvtreds ryttere, ti vogne og ti tusind mand fodfolk. Aramæerkongen havde nemlig tilintetgjort dem og trådt dem til støv.

Hvad der ellers er at fortælle om Joakaz, alt, hvad han gjorde, og alle hans heltegerninger, står jo i Israels Kongers Krønike. Joakaz lagde sig til hvile hos sine fædre. Man begravede ham i Samaria, og hans søn Joash blev konge efter ham.

Joash af Israel

I Judas konge Joashs syvogtredivte regeringsår blev Joash, Joakaz' søn, konge over Israel, og han regerede seksten år i Samaria. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Han veg ikke fra alle de synder, som Jeroboam, Nebats søn, havde forledt Israel til, men fulgte dem.

Hvad der ellers er at fortælle om Joash, alt, hvad han gjorde, og alle hans heltegerninger, hvordan han førte krig mod Judas konge Amasja, står jo i Israels Kongers Krønike. Joash lagde sig til hvile hos sine fædre, og Jeroboam satte sig på hans trone. Joash blev begravet i Samaria hos Israels konger.

Elisas død

Elisa blev ramt af en dødelig sygdom. Så drog Israels konge Joash ned til ham, kastede sig grædende ned over ham og sagde: »Min fader, min fader, du Israels vogne og heste!« Elisa sagde til ham: »Hent bue og pil!« og han hentede bue og pil. Så sagde han til Israels konge: »Læg din hånd på buen!« Det gjorde han, og så lagde Elisa sine hænder på kongens og sagde: »Åbn vinduet mod øst!« Han åbnede det, og Elisa sagde: »Skyd!« og han skød. Da sagde Elisa: »Det er Herrens sejrspil, og det er en sejrspil mod Aram. Du skal slå Aram fuldstændigt ved Afek.« Han sagde: »Tag pilene!« og han tog dem. Så sagde han til Israels konge: »Slå på jorden!« og han slog tre gange, men holdt så op. Da blev gudsmanden vred på ham og sagde: »Havde du slået fem eller seks gange, ville du have slået Aram fuldstændigt. Nu skal du kun slå Aram tre gange.«

Elisa døde, og man begravede ham. År efter år trængte strejfskarer fra Moab ind i landet. Da nogle folk engang var ved at begrave en mand, og de pludselig fik øje på en strejfskare, kastede de manden i Elisas grav, og da manden kom i berøring med Elisas knogler, blev han levende og rejste sig op.

Aramæerkongen Hazael undertrykte Israel, så længe Joakaz levede. Men Herren var nådig imod dem; han forbarmede sig over dem og vendte sig til dem på grund af sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. Han ville ikke tilintetgøre dem, og han forstødte dem endnu ikke fra sit ansigt.

Så døde aramæerkongen Hazael, og hans søn Ben-Hadad blev konge efter ham. Joakaz' søn Joash generobrede de byer fra Hazaels søn Ben-Hadad, som han havde erobret fra hans fader Joakaz i krig. Tre gange slog Joash ham og tog Israels byer tilbage.

Krydshenvisning:

2 Kong 10,35

Krydshenvisning:

1 Kong 12,28-30

Krydshenvisning:

1 Kong 19,15

2 Kong 10,32

Krydshenvisning:

1 Kong 16,33

Krydshenvisning:

2 Kong 14,8-16

Krydshenvisning:

2 Kong 14,8-16

2 Kong 14,23

Krydshenvisning:

2 Kong 2,12

Krydshenvisning:

1 Mos 17,7

3 Mos 26,42