Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 14

Straffen over Jerusalems indbyggere for afgudsdyrkelse

Nogle af Israels ældste kom til mig og satte sig foran mig. Da kom Herrens ord til mig: Menneske, disse mænd har ikke andet i tankerne end deres møgguder, og de har kun det for øje, som blev årsag til deres skyld. Skulle jeg virkelig lade mig rådspørge af dem? Tal derfor til dem, og sig: Dette siger Gud Herren: Hver eneste israelit, som ikke har andet i tankerne end sine møgguder og kun har det for øje, der blev årsag til hans skyld, og som kommer til profeten, ham vil jeg, Herren, selv give svar på trods af hans mange møgguder. Jeg vil gribe fat om hjertet på Israel, fordi de vendte mig ryggen på grund af alle deres møgguder.

Sig derfor til Israels hus: Dette siger Gud Herren: Vend om! Vend jer bort fra jeres møgguder, vend jer bort fra alle jeres afskyelige handlinger. Hver eneste israelit og hver eneste bosiddende fremmed i Israel, som vender mig ryggen og ikke har andet i tankerne end sine møgguder og kun har det for øje, der blev årsag til hans skyld, og som kommer til profeten, for at han skal rådspørge mig, ham vil jeg, Herren, selv give svar. Jeg vender mig imod denne mand; jeg gør ham til et tegn og et ordsprog og udrydder ham af mit folk. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Men bliver profeten lokket til at tale selv, så er det mig, Herren, der har lokket denne profet. Jeg løfter min hånd mod ham og udsletter ham af mit folk, Israel. Begge må bære deres straf; spørgeren og profeten er lige skyldige. Israel skal ikke igen fare vild bort fra mig og blive uren ved alle sine overtrædelser. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud, siger Gud Herren.

Herrens ord kom til mig: Menneske, når et land synder imod mig og er troløst, løfter jeg min hånd mod det. Jeg knækker brødets støttestav og sender sult over det; jeg udrydder både mennesker og dyr. Havde disse tre mænd, Noa, Daniel og Job, levet i det land, så havde de reddet livet ved deres retfærdighed, siger Gud Herren. Hvis jeg lod rovdyr hærge landet og affolke det, så det blev lagt øde og ingen turde færdes der for dyrene, så kunne disse tre mænd, så sandt jeg lever, siger Gud Herren, hverken redde sønner eller døtre; kun de selv kunne reddes, når landet blev lagt øde. Eller hvis jeg bragte sværdet over dette land og sagde, at sværdet skulle hærge landet, og jeg udryddede mennesker og dyr, så kunne disse tre mænd, så sandt jeg lever, siger Gud Herren, hverken redde sønner eller døtre; kun de selv kunne reddes. Eller hvis jeg sendte pest over det land og udøste min vrede i blod over det for at udrydde mennesker og dyr, så kunne Noa, Daniel og Job, så sandt jeg lever, siger Gud Herren, hverken redde søn eller datter; men ved deres retfærdighed havde de reddet deres eget liv.

For dette siger Gud Herren: Ja, jeg sender mine fire hårde straffe imod Jerusalem, sværd, sult, rovdyr og pest, for at udrydde mennesker og dyr. Men der er nogle overlevende i byen, som bliver ført ud, sønner og døtre. Når de nu kommer over til jer, og I ser deres færd og gerninger, så finder I trøst for den ulykke, jeg bragte over Jerusalem, alt det, jeg bragte over den. Når I ser deres færd og gerninger, bliver de jeres trøst. Så skal I forstå, at det ikke var uden grund, jeg gjorde alt det mod byen, siger Gud Herren.

Krydshenvisning:

Ez 20,1

Krydshenvisning:

1 Kong 22,20-23

Krydshenvisning:

Ez 3,17-20

Krydshenvisning:

Ez 11,20

Krydshenvisning:

Ez 4,16

Krydshenvisning:

Jer 15,1

Krydshenvisning:

Ez 5,17

3 Mos 26,16-25

Åb 6,8