Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 3

Så sagde han til mig: »Menneske, spis det, du ser her! Spis denne rulle, og gå så hen og tal til Israels hus.« Jeg åbnede munden, og han gav mig bogrullen at spise og sagde til mig: »Menneske, lad din mave sluge denne rulle, som jeg giver dig, og fyld din bug med den!« Derpå spiste jeg den, og den var sød som honning i min mund.

Han sagde til mig: »Menneske, gå nu til Israels hus, og tal mine ord til dem! Du bliver ikke sendt til et folk med et fremmed sprog og uforståelig tale, men til Israels hus, ikke til de mange folk med fremmede sprog og uforståelig tale, hvis ord du ikke forstår. Hvis det var dem, jeg sendte dig til, ville de høre på dig; men Israels hus vil ikke høre på dig, for de vil ikke høre på mig; hele Israels hus har hårde pander og hårde hjerter. Nu gør jeg dit ansigt lige så hårdt som deres ansigt og din pande lige så hård som deres pande. Jeg gør din pande hård som diamant, hårdere end flint; frygt dem ikke, og lad dig ikke skræmme af dem; de er et genstridigt folk.« Så sagde han til mig: »Menneske, alle de ord, jeg taler til dig, skal du lytte til og lægge dig på sinde. Gå nu til de landflygtige, til dine landsmænd; tal til dem, og sig: ›Dette siger Gud Herren‹, hvad enten de vil høre eller ej.«

Ånden løftede mig derpå op, og jeg hørte lyden af et stort jordskælv bag mig, da Herrens herlighed hævede sig fra sit sted, og lyden af de levende væseners vinger, når de berørte hinanden, og samtidig hørte jeg lyden af hjulene og lyden af et stort jordskælv. Ånden løftede mig op og tog mig med, og jeg drog af sted bitter og vred, og Herrens hånd lå tungt på mig. Jeg kom til de landflygtige i Tel-Abib, dem som boede ved floden Kebar, til det sted, hvor de boede. Blandt dem sad jeg syv dage stiv af rædsel.

Men da de syv dage var gået, kom Herrens ord til mig: »Menneske, jeg stiller dig som vægter for Israels hus. Når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke advarer den uretfærdige og ikke taler til ham og advarer ham mod hans uretfærdige færd for at holde ham i live, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld; men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Hvis du derimod advarer den uretfærdige, og han ikke vender om fra sin uretfærdighed og sin uretfærdige færd, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet dit liv. Når den retfærdige vender om fra sin retfærdighed og øver uret, får jeg ham til at snuble, så han dør. Fordi du ikke advarer ham, skal han dø på grund af sin synd, og de retfærdige gerninger, han har øvet, skal ikke huskes; men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Hvis du derimod advarer den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, skal han bevare livet, fordi han lod sig advare, og du har reddet dit liv.«

Herrens hånd kom over mig, og han sagde til mig: »Rejs dig, og gå ud i dalen; dér vil jeg tale til dig.« Jeg rejste mig og gik ud i dalen, og se, dér stod Herrens herlighed; den var som den herlighed, jeg havde set ved floden Kebar, og jeg kastede mig ned. Ånden kom ind i mig og rejste mig op. Så talte han til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit hus! Og du, menneske, de skal lægge dig i reb og binde dig, så du ikke kan gå ud til dem. Jeg lader din tunge klæbe til ganen, så du bliver stum og ikke kan anklage dem; de er et genstridigt folk. Men når jeg så taler til dig, vil jeg åbne din mund, og du skal sige til dem: »Dette siger Gud Herren!« Den, der vil høre, må høre, og den, der ikke vil, må lade være, for de er et genstridigt folk.

Krydshenvisning:

Sl 119,103

Krydshenvisning:

Ez 2,4

Krydshenvisning:

Es 50,7

Jer 1,18

Krydshenvisning:

Jer 1,8

Krydshenvisning:

Ez 2,5 2,7

Krydshenvisning:

Es 6,3

Krydshenvisning:

Ez 1,3

Krydshenvisning:

Ez 33,1-9

Krydshenvisning:

Ez 33,1-9

Jer 1,7

Krydshenvisning:

Ez 33,1-9

1 Mos 2,17

Ez 14,10

Krydshenvisning:

Ez 33,1-9

Krydshenvisning:

Ez 33,1-9

Ez 18,24

Krydshenvisning:

Ez 33,1-9

Krydshenvisning:

Ez 1,3

Krydshenvisning:

Ez 1,28

Krydshenvisning:

Ez 2,2

Krydshenvisning:

Ez 2,5 2,7