Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 5

Du, menneske, tag et skarpt sværd, brug det som ragekniv, og fjern håret og skægget. Tag så en vægt, og vej det af; en tredjedel skal du brænde på et bål inde i byen, når belejringens dage er omme; en tredjedel skal du hugge ned med sværd rundt om byen; en tredjedel skal du sprede for vinden, og dem vil jeg forfølge med draget sværd. Men nogle få af hårene skal du tage og vikle ind i din kappeflig; af dem skal du igen tage nogle og kaste ind i ilden og brænde dem op. Derfra skal ilden brede sig over hele Israels hus.

Dette siger Gud Herren: Dette er Jerusalem! Jeg lagde den midt iblandt folkene, med lande rundt om. Men den trodsede mine bud og blev mere ugudelig end folkene, den trodsede mine love mere end landene rundt om. For de forkastede mine bud og fulgte ikke mine love.

Derfor siger Gud Herren: I er værre end folkene omkring jer med jeres larmen; I har ikke fulgt mine love og ikke holdt mine bud, men I har holdt de omboende folks bud. Derfor siger Gud Herren: Nu kommer jeg selv over dig og holder dom over dig for øjnene af folkene. På grund af alle dine afskyelige handlinger gør jeg imod dig, hvad jeg aldrig før har gjort og heller aldrig vil gøre igen: Fædre skal æde deres sønner og sønner deres fædre; for jeg bringer straf over dig og spreder resten af dig for alle vinde.

Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Fordi du gør min helligdom uren med alle dine ækle og afskyelige guder, vil jeg bruge ragekniven uden barmhjertighed og skånsel. En tredjedel skal dø af pest eller omkomme af sult i dig; en tredjedel skal falde for sværd rundt om dig; en tredjedel vil jeg sprede for alle vinde, og dem vil jeg forfølge med draget sværd. Min vrede får frit løb, og jeg stiller min harme på dem, så jeg får hævn. Så skal de forstå, at jeg er Herren; jeg taler med lidenskab, når jeg giver min harme mod dem frit løb.

Jeg lægger dig i ruiner, så du bliver til spot blandt de omboende folk, for øjnene af alle, der kommer forbi. Du skal blive til spot og spe for de omboende folk, ja, til skræk og advarsel, når jeg bringer straf over dig i vrede og harme, en frygtelig gengældelse. Jeg, Herren, har talt!

Jeg sender sultens onde pile imod jer, og de skal bringe ødelæggelse, når jeg sender dem for at ødelægge jer; jeg lader sulten tage til hos jer, jeg knækker brødets støttestav. Jeg sender sult og rovdyr imod jer, og de skal affolke dig. Pest og drab skal hærge dig, og jeg bringer mit sværd over dig. Jeg, Herren, har talt!

Krydshenvisning:

Ez 11,12

Krydshenvisning:

5 Mos 28,53-55

Klages 4,10

Krydshenvisning:

Rom 14,11

Ez 7,4 8,7-18

Krydshenvisning:

Ez 16,42

Krydshenvisning:

Jer 24,9

Tob 3,4

Krydshenvisning:

5 Mos 32,23-24

Ez 4,16

Krydshenvisning:

Ez 6,11 14,21