Bibelen online

Ordsprogenes Bog Kapitel 26

Som sne om sommeren og regn i høsttiden

så uklædelig er ære for tåben.

Som spurven flakser om, og svalen flyver,

sådan når den grundløse forbandelse ikke frem.

En pisk til hesten, en tømme til æslet,

en stok til tåbers ryg.

Svar ikke tåben så dumt, som han spørger,

for at du ikke skal komme til at ligne ham.

Svar tåben så dumt, som han spørger,

for at han ikke skal være vís i egne øjne.

At hugge sine fødder af eller drikke eddike:

at sende bud med en tåbe.

Kraftløse er den lammes ben

og ordsprog i tåbers mund.

Som en, der binder stenen fast i slyngen,

sådan er den, der viser tåben ære.

En tidselplante i den berusedes hånd:

ordsprog i tåbers mund.

En bueskytte, der gennemborer enhver, som kommer forbi:

en, der lejer en tåbe og en beruset.

Som en hund, der vender tilbage til sit bræk,

er en tåbe, der gentager sine dumheder.

Ser du en mand, der er vís i egne øjne,

er der mere håb for en tåbe end for ham.

Den dovne siger: »Der er et rovdyr på vejen,

der er en løve ude på torvene!«

Døren drejer på sit hængsel,

den dovne vender sig på sin seng.

Den dovne stikker hånden i skålen,

men er for træt til at føre den op til munden.

I egne øjne er den dovne visere

end syv, der svarer med dømmekraft.

En, der tager fat i ørerne på en omstrejfende hund:

en, der blander sig i en strid, der ikke kommer ham ved.

Som en forrykt, der afskyder

brandpile og dræbende pile,

sådan er den, der narrer sin næste

og siger: »Det var bare for sjov!«

Uden brænde går ilden ud,

uden bagtalelse dør striden hen.

Kul til gløder og brænde til ild,

stridbar mand til at optænde strid.

Bagtalerens ord er som lækkerbiskener,

de glider helt ned i maven.

Sølvglasur som overtræk på lertøj:

brændende læber og ondt hjerte.

Med læberne forstiller den hadefulde sig,

men i sit indre tilrettelægger han svig;

når han taler venligt, skal du ikke tro ham,

for han har syv afskyelige ting i hjertet.

Hans had skjules i bedrag,

men hans ondskab afsløres i forsamlingen.

Den, der graver en grav, kan selv falde i den,

en sten kan falde tilbage på den, der ruller den op.

Løgnagtig tunge hader dem, den undertrykker,

en glat mund fører til fald.

Krydshenvisning:

Ordsp 10,13

Sir 33,25

Krydshenvisning:

Sir 20,20

Krydshenvisning:

2 Pet 2,22

Krydshenvisning:

Ordsp 3,7

Krydshenvisning:

Ordsp 22,13

Krydshenvisning:

Ordsp 19,24

Krydshenvisning:

Ordsp 22,10

Krydshenvisning:

Sir 28,10

Krydshenvisning:

Ordsp 18,8

Krydshenvisning:

Sl 7,16

Præd 10,8

Sir 27,26