Bibelen online

Ordsprogenes Bog Kapitel 5

Min søn, lyt til min visdom,

vend dit øre mod min forstandighed,

så du bevarer omtanke,

og dine læber vogter på kundskab.

Nok drypper fremmed kvindes læber af honning,

nok er hendes gane glattere end olie,

men hun ender med at blive bitter som malurt,

skarp som et tveægget sværd.

Hendes fødder går ned mod døden,

mod dødsriget styrer hendes skridt.

Hun giver ikke agt på livets vej,

hendes spor er bugtede, uden at du ved det.

Men hør nu på mig, sønner,

vig ikke fra min munds ord!

Læg din vej fjernt fra hende,

kom ikke i nærheden af hendes husdør,

for at du ikke skal prisgive din anseelse til andre

og din værdighed til ubarmhjertige,

og for at fremmede ikke skal mætte sig ved dine kræfter

og frugten af dit slid havne i en fremmeds hus,

så du ender med at jamre over,

at dit kød og din krop tæres hen,

og du siger: Hvorfor hadede jeg formaning,

hvorfor forkastede mit hjerte retledning?

Jeg hørte ikke på mine vejledere

og vendte ikke mit øre mod mine lærere.

Det var nær gået mig galt

i forsamling og menighed.

Drik vand fra din egen cisterne

og rindende vand fra din egen brønd.

Lad ikke dine kilder strømme hen ad gaden,

dine bække ud over torvene;

de skal tilhøre dig alene

og ikke nogen fremmed hos dig.

Velsignet være din egen kilde,

glæd dig over din ungdoms hustru,

den elskede hind, den yndefulde gemse;

lad altid hendes elskov mætte dig,

berus dig til stadighed i hendes kærlighed.

Hvorfor, min søn, skulle du beruse dig i en anden

kvinde?

Hvorfor skulle du omfavne en fremmed kvinde?

For Herren har en mands veje for øje,

han giver agt på alle hans stier.

Den ugudelige fanges i sin skyld,

han holdes fast i sine synders bånd.

Han dør af mangel på opdragelse,

han farer vild i sin store dumhed.

Krydshenvisning:

Ordsp 2,16

Krydshenvisning:

Ordsp 2,18

Krydshenvisning:

Ordsp 6,27-29

Krydshenvisning:

Ordsp 9,17

Krydshenvisning:

Præd 9,9

Krydshenvisning:

Job 34,21

Sir 17,15 23,19