Bibelen online

Tilføjelser til Daniels Bog Tilføjelse C

Tilføjelse C: Bel og Dragen (efter Dan 12)

C

Daniel og Bel

Da kong Astyages var gået til sine fædre, overtog perseren Kyros hans rige. Daniel var kongens fortrolige og den mest ansete af alle hans Venner.

Babylonerne havde en afgud, som hed Bel, og hver dag forsynede man ham med tolv tønder fint mel, fyrre får og seks ankre vin. Også kongen dyrkede ham og gik hver dag hen for at tilbede ham. Men Daniel tilbad sin Gud. Kongen spurgte ham: »Hvorfor tilbeder du ikke Bel?« Han svarede: »Fordi jeg ikke dyrker afguder, der er lavet af menneskehænder, men den levende Gud, som har skabt himlen og jorden, og som har herredømmet over alle mennesker.« Kongen sagde til ham: »Mener du ikke, at Bel er en levende Gud? Eller kan du ikke se, hvor meget han spiser og drikker hver dag?« Daniel lo og sagde: »Du skal ikke lade dig narre, konge! Han er jo af ler indvendig og af kobber udvendig, og han har aldrig nogensinde spist eller drukket.« Kongen blev rasende, tilkaldte Bels præster og sagde til dem: »Hvis ikke I siger mig, hvem der fortærer disse forsyninger, skal I dø. Men hvis I kan påvise, at det er Bel, der fortærer det, skal Daniel dø, for så har han spottet Bel.« Og Daniel sagde til kongen: »Lad det ske, som du har sagt.«

Der var halvfjerds Belpræster foruden kvinder og børn. Kongen gik nu ind i Bels tempel sammen med Daniel, og Belpræsterne sagde: »Nu går vi udenfor, så kan du, konge, sætte maden frem og blande vinen og sætte den frem; luk så døren, og forsegl den med din signetring. Hvis ikke det viser sig, når du kommer i morgen tidlig, at Bel har spist det alt sammen, skal vi dø; ellers skal Daniel dø, for så har han løjet om os.« De følte sig sikre, for de havde lavet en hemmelig indgang under bordet, og ad den vej kom de altid ind og tog for sig af retterne.

Da de nu var gået ud, satte kongen maden frem for Bel. Men Daniel befalede sine tjenere at hente aske og strø det ud over hele templet, mens kun kongen så på. Derpå gik de ud, lukkede døren og forseglede den med kongens signetring og gik så bort. Om natten kom præsterne som sædvanligt sammen med deres hustruer og børn og spiste og drak det hele.

Tidligt om morgenen kom kongen sammen med Daniel. Kongen spurgte: »Er seglene ubrudt, Daniel?« »Ja, konge!« svarede han. Så snart døren var åbnet, kastede kongen et blik hen på bordet, og så råbte han med høj røst: »Stor er du, Bel! Der er ikke nogen som helst svindel ved dig!« Men Daniel lo og holdt kongen tilbage, så han ikke gik indenfor. »Prøv engang at se på gulvet,« sagde han, »og læg mærke til, hvis fodspor det er.« Kongen sagde: »Jeg ser fodspor af mænd, kvinder og børn.« Og kongen blev meget vred og greb præsterne og deres hustruer og børn. De viste ham så den hemmelige dør, som de plejede at gå ind ad for at forsyne sig med det, der lå på bordet. Kongen dræbte dem og overgav Bel til Daniel, som ødelagde både ham og hans helligdom.

Daniel og dragen

Der var også en stor drage, og den dyrkede babylonerne. Kongen sagde til Daniel: »Du vil vel ikke påstå, at han ikke er en levende gud! Så må du også tilbede ham.« Men Daniel sagde: »Herren min Gud vil jeg tilbede, for han er en levende gud. Giv mig lov, konge, så vil jeg dræbe dragen uden at bruge sværd og stok.« »Du får lov!« svarede kongen. Så tog Daniel tjære, fedt og hår, kogte det sammen, lavede kager og proppede dem i gabet på dragen. Da dragen havde ædt dem, revnede den, og Daniel sagde: »Der kan I se, hvad det er, I dyrker!«

Da babylonerne hørte det, blev de meget vrede; de rottede sig sammen mod kongen og sagde: »Kongen er blevet jøde! Bel har han væltet omkuld, dragen har han dræbt, og præsterne har han hugget ned.« De gik til kongen og sagde til ham: »Udlever Daniel til os; ellers slår vi dig og din familie ihjel!« Da kongen så, at de trængte voldsomt ind på ham, følte han sig tvunget til at udlevere Daniel til dem. De kastede ham i løvekulen, og dér var han i seks dage. Der var syv løver i kulen, og de plejede at få to menneskekroppe og to får om dagen. Men nu fik de ingenting, for at de skulle æde Daniel.

I Judæa levede profeten Habakkuk. Han havde kogt en ret mad i en skål og kommet brødstykker i og var nu på vej ud i marken med det til høstfolkene. Men Herrens engel sagde til Habakkuk: »Bring den mad, du har, til Babylon, til Daniel i løvekulen.« Habakkuk sagde: »Herre, jeg har aldrig været i Babylon, og jeg ved ikke, hvor løvekulen er.« Da greb Herrens engel ham i hårtoppen, løftede ham op ved håret, førte ham i susende fart ved sin ånde til Babylon og satte ham ned oven for løvekulen. Habakkuk råbte: »Daniel, Daniel, tag maden, som Gud har sendt til dig.« Og Daniel sagde: »Så har du altså husket mig, Gud, du svigter ikke dem, der elsker dig.« Så rejste Daniel sig og spiste. Og Guds engel bragte straks Habakkuk tilbage til hans hjemsted.

Den syvende dag gik kongen hen for at sørge over Daniel. Han kom til løvekulen og kastede et blik ned i den, og dér sad Daniel! Da råbte han med høj røst: »Stor er du, Herre, Daniels Gud, og der er ikke nogen anden end dig.« Så trak han ham op, men de skyldige, der havde villet gøre det af med ham, kastede han i løvekulen, og de blev straks ædt op for øjnene af ham.

Note:

Venner er en særlig titel for høje, kongen nærtstående embedsmænd.

Krydshenvisning:

Dan 2,48 5,29 6,29

Krydshenvisning:

Es 46,1

Jer 50,2

JerBr 40

Krydshenvisning:

Sir 30,19

Krydshenvisning:

Dan 6,11-18

Krydshenvisning:

Dan 6,11-18

Krydshenvisning:

Dan 6,11-18

Krydshenvisning:

Ez 8,3

Krydshenvisning:

Dan 6,19-20

Krydshenvisning:

Dan 6,26-28

Krydshenvisning:

Dan 6,24-25

Stille øjeblikke

Kreativ fordybelse med bibelvers
Stille øjeblikke
129,95

Illustrator: Emma Segal
Sidetal: 28 sider + 5 løsark
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-932-0
Mål: 28,2 x 24,5 cm.