Bibelen online

Siraks Bog Kapitel 30

Børneopdragelse

OM BØRN

Den, der elsker sin søn, giver ham tit pisk,

så han til sidst kan få glæde af ham.

Den, der opdrager sin søn, får gavn af ham,

og han kan være stolt af ham over for sine bekendte.

Den, der oplærer sin søn, vækker sin fjendes misundelse,

og han kan fryde sig over ham blandt sine venner.

Når faderen er død, er det, som om han stadig er i live,

for han har efterladt sig en, der ligner ham.

Så længe faderen levede, kunne han se på sin søn med glæde,

og da han skulle dø, behøvede han ikke at sørge.

Han har efterladt sig en, der kan tage hævn over hans fjender

og gengælde vennerne deres godhed.

Den, der forkæler sin søn, kommer til at forbinde hans sår,

og det vil gå ham til hjerte, når han hører hans skrig.

En hest, der ikke vænnes til, bliver ustyrlig,

og en søn, der overlades til sig selv, bliver uregerlig.

Tag dig for meget af dit barn, og han vil bringe dig forfærdelse;

leg med ham, og han vil bringe dig sorg.

Le ikke sammen med ham, for at du ikke skal komme til at lide sammen med ham

og sidde og skære tænder på dine gamle dage!

Giv ikke din søn frihed, mens han er ung,

[vær ikke overbærende med hans forseelser.

Bøj hans nakke, mens han er ung,]

og giv ham prygl, mens han er lille,

så han ikke skal blive stædig og ulydig mod dig

[og volde dig sjælekvaler.]

Opdrag din søn, og sæt ham i arbejde,

for at du ikke ved hans skamløshed skal komme i vanskeligheder.

Sundhed og sygdom

Hellere fattig, men rask og stærk

end rig, men ramt af sygdom.

Sundhed og et godt helbred er bedre end alverdens guld,

et stærkt legeme er bedre end umådelig rigdom.

Ingen rigdom er bedre end legemlig sundhed,

ingen glæde er større end glæde i hjertet.

Hellere døden end et bittert liv,

hellere den evige hvile end uhelbredelig sygdom.

OM MAD

At ville fylde gode sager i en lukket mund

er som at sætte mad frem på en grav.

Hvad nytte har en afgud af offergaver,

den kan hverken spise eller lugte dem.

Sådan er det også med den, som plages af Herren:

Han kan se maden og må sukke

– ligesom en eunuk, der favner en jomfru, må sukke!

[Sådan er det med den, der vil øve ret med vold.]

Giv dig ikke hen i sorg,

plag ikke dig selv med grublen.

Et lykkeligt hjerte er liv for mennesket,

glæde øger tallet på dets levedage.

Nyd livet, skaf dit hjerte opmuntring,

og hold sorgen langt borte;

mange er jo gået til i sorg,

den er til ingen nytte.

Lidenskab og vrede gør ens levedage færre,

bekymring gør én gammel før tiden.

Den, der har et lyst sind og er glad for mad,

er optaget af, hvad han spiser!

Krydshenvisning:

Ordsp 13,24 23,13-14

Sir 22,6

Krydshenvisning:

Ordsp 29,17

Krydshenvisning:

Sir 7,23

Note:

et stærkt legeme: efter alle græske håndskrifter. Göttingerudgaven retter efter Hebr. til en stærk ånd.

Note:

Overskriften OM MAD er efter flere græske håndskrifter flyttet fra v. 16.

Krydshenvisning:

JerBr 26

Krydshenvisning:

5 Mos 4,28

TilfDan C,6-7

Krydshenvisning:

Sir 20,4

Krydshenvisning:

Ordsp 17,22

Præd 8,15

Krydshenvisning:

Sir 14,16 38,20

2 Kor 7,10